Den borgerlige fællesnævner fortoner sig

Findes borgerligheden overhovedet? Partiledertaler i weekenden gav absolut intet hint om, hvordan de borgerlige partier igen skulle kunne finde sammen

Venstres Kristian Jensen på Hovedscenen i Allinge under årets Folkemøde på Bornholm.
Venstres Kristian Jensen på Hovedscenen i Allinge under årets Folkemøde på Bornholm. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix.

Siden den borgerlige bloks valgnederlag har det føget med ønsker til et nyt projekt, der kunne samle de borgelige partier. Men hvad skal det gå ud på?

Det er svært at få øje på, også efter Folkemødet på Bornholm, hvor de borgerlige partiledere råbte ud til hver sit verdenshjørne.

I den demokratiske tidsalder har borgerlighed i Danmark aldrig været en entydig størrelse. Liberale og konservative var ved demokratiets fødsel hinandens modsætninger, og da de to bevægelser senere fandt sammen mod den nye fælles fjende, Socialdemokratiet og kommunismen, indgik de de nødvendige kompromiser for indimellem at kunne regere landet.

Det er de kompromiser, den moderne borgerlighed ikke længere er i stand til at finde. Grundlæggende er flertallet af danskere hverken konservative eller liberale, i hvert fald ikke i de mest rendyrkede fortolkninger af ordene. Flertallet har ikke det konservative familiesyn, at børns opdragelse og de ældres pleje først og fremmest er den enkelte families ansvar.

Flertallet er heller ikke liberalt i den forstand, at enhver skal klare sig selv, mens samfundet kun skal træde til i nødsfald. Det gamle slagord om, at pengene befinder sig bedst i borgernes lommer, lyder for de fleste i dag som en vittighed. Engang var det alvorligt ment. Hvad en borgerlig kulturpolitik i dag går ud på, er det vel de færreste, der har en idé om, udover at det er noget med at spare. Det store flertal af danskere er socialdemokrater af sind og anfægtes ikke af, at samfundet skal og vil påtage sig stadig flere velfærdsopgaver.

Udlændinge- og retspolitikken er de seneste 20 år blevet set som det område, hvor de borgerlige partier kunne forenes og slå Socialdemokratiet og partierne til venstre for midten. I dag har erhvervs- livets skrigende behov for arbejdskraft gjort, at det ikke længere er et entydigt mål at holde så mange som muligt ude af landet for at bevare den nationale sammenhængskraft, som partiformand Kristian Thulesen Dahl (DF) talte så varmt om på Folkemødet.

Derfor er det åbne spørgsmål også, om det overhovedet lader sig gøre at definere et ”borgerligt projekt”? Eller om det tætteste, man kan komme et borgerligt ideal er ”Socialdemokratiet minus 10 procent”, som det engang blev formuleret lidt galgenhumoristisk.

På Bornholm tryglede den konservative partileder, Søren Pape Poulsen, fra Folkemødets hovedscene Venstre om at komme hjem. ”Oh kom dog hjem,” sagde han med reference til Osvald Helmuths gamle revyvise, og Pape Poulsen er fortsat forundret over, at Venstre i valgkampen pludselig var klar til at bruge alle pengene på velfærd og gå i regering med Socialdemokratiet.

Men selv hvis Venstre senere skulle bestemme sig for at ”komme hjem”, er det svært at få øje på, hvad fællesnævneren for et borgerligt projekt skulle være.

Folkemødets borgerlige hovedtalere analyseret én for én:

Venstres næstformand Kristian Jensen vikarierede for fungerende statsminister Lars Løkke Rasmussen, der prioriterede fejringen af Dannebrogs 800 år højere end Folkemødet. Inden torden, lynild og styrtregn forviste Kristian Jensen til TV 2’s indendørs studie lørdag eftermiddag, nåede han at hylde alle de ansvarlige statsministre, Danmark har haft siden den konservative Poul Schlüter i 1980’erne.

Alle dem, der pragmatisk har sikret en ansvarlig økonomisk politik, hvad enten statsministrene var venstrefolk eller socialdemokrater.

Næstformanden havde tilsyneladende i den grad taget formandens budskab til sig om, at Venstre skal være et pragmatisk midterparti, der gerne indgår i et nyt regeringssamarbejde med Socialdemokratiet, hvis det er muligt. Hvis ikke, vil Venstre være et konstruktivt oppositionsparti.

Det samme vil De Konservative, men Søren Pape Poulsen efterlyste altså alligevel, at de borgerlige partier nu samles. For De Konservative gælder det blandt andet boligejernes, erhvervslivets, den stramme retspolitiks og klimapolitikkens sag.

Kristian Thulesen Dahl kom også ind på klimaet, men hans budskab var primært, at man ikke måtte give danske familier dårlig samvittighed over at købe en bøf eller flyve på en velfortjent charterferie til sommer. Ej heller nytter det at halvere den danske svineproduktion, som Socialdemokratiet og dets støttepartier er ved at enes om i regeringsforhandlingerne på Christiansborg, for det vil blot flytte svineproduktionen til Østeuropa. Og vi skal hellere fortsætte med at hente olie op af Nordsøen end at købe mere af den i Mellemøsten.

Derudover var det de velkendte toner fra Dansk Folkeparti om, at udkantsområderne skal have flere penge, når de kommunale udligningsordninger snart skal reformeres af det nyvalgte Folketing. Det er man nok kede af at høre i de konservative nordsjællandske kommuner. Thulesen Dahl skosede desuden Venstre for dets hang til ”blå-gule flag og strømper”, og han frygter, at statsministeren blot vil klappe hælene sammen og sige ”javel”, når EU siger, at det skal være slut med grænsekontrol.

For Liberal Alliances nye leder, Alex Vanopslagh, er den borgerlige hovedopgave at få lukket for ressourcespildet i den offentlige sektor. Han udmalede, hvordan regering efter regering havde sat det ene afbureaukratiseringsprogram op efter det andet, men det offentlige bureaukrati er alligevel fortsat med at vokse. Hans forklaring lød, at det skyldes modvilje til forenklinger i fagforeninger og blandt embedsmænd, ikke mindst interesseorganisationer som FOA og Kommunernes Landsforening. Nu vil Liberal Alliance som et borgerligt-liberalt fritænkerparti sætte borgerne fri.

Fællesnævnere for de fire indlæg kigger man nærmest forgæves efter, bortset fra den fælles hyldest til det danske flag.

De borgerlige partier har ikke meget at komme hjem til for tiden.