”Burkaloven er åndssvag, totalt ligegyldig og hjælper ikke nogen. De konvertitter, som går i burka, vil sikkert gøre det alligevel. Resten bliver hjemme bag lukkede døre.”
Siger han virkelig det, formanden for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, DSU, Frederik Vad Nielsen?
På Folkemødet i Allinge på Bornholm kan man stadig høre både provokerende og overraskende ting, uden at det nødvendigvis havner på avisernes forsider. Dette års møde begyndte torsdag og slutter i dag lørdag.
Fredag er det en række kirkelige organisationer, folke- og frikirker, som står for debatarrangementet om, hvorvidt Gud har vigepligt for demokratiet, som udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) tidligere har sagt. Udover formanden for DSU, som forsvarer den hastigt voksende lovgivning rettet mod religiøse trossamfund, er det tænketanken Justitias direktør Jacob Mchangama og akademileder Ingrid Ank fra Grundtvigakademiet, som krydser klinger.
De sidste to er kritiske over for detailstyringen af religiøse ytringer, og Ingrid Ank mener, at man burde afskaffe for eksempel burkaloven, hvis den virkelig er så tåbelig, som Frederik Vad Nielsen siger.
Det er en af meget få kirkelige og kulturelle debatter i årets stærkt beskårede folkemødeprogram.
Som leder af Kristen Pædagogisk Institut, Carsten Hjorth Pedersen, fortæller Kristeligt Dagblads udsendte på hovedgaden i Allinge, har det i år kostet stort set lige så meget at få et arrangement af tre kvarters varighed på en af 12 officielle scener, som det tidligere kostede at have et af de mange organisationstelte under hele folkemødet.
Det har blandt andet fået missionsorganisationerne til i år at droppe de Folk&Tro-arrangementer, de har haft de foregående år.
”Jeg savner grundtvigianerne, jeg savner højskolerne, og jeg savner også vores egen Folk&Tro-stand. Det er corona-vilkåret, men den kirkelige stemme er formodentlig ikke lige så stærk på dette folkemøde, som den har været tidligere,” siger Carsten Hjorth Pedersen.
På alle leder og kanter har den ellers vigende coronapandemi sat sit præg, muligvis endda på en måde, som arrangørerne ikke helt havde forudset. Tag det store markområde vest for byen, hvor lange plasticbånd signalerer mulige parkeringspladser for arrangører og deltagere. På intet tidspunkt er der biler på mere end et lille hjørne af området. Eller det gigantiske testcenter, hvor alle besøgende kan blive kviktestet, inden de bevæger sig ind i selve byen. Synd at sige, at der har været pres på undervejs.
Den største forandring og sindbilledet på samfundets åndelige tilstand det seneste års tid er imidlertid overvågningen og reguleringen af de besøgendes færden.
Med et sindrigt system af gitre er de fire debatområder blevet hegnet godt og grundigt ind, og gæster har fået billetter til de arrangementer, de var interesserede i. Få overprivilegerede som for eksempel pressen og debattørerne har fået partoutkort, så de frit kan deltage i og dække det hele. Omend med en computerbrik, der skal registreres ind, hver gang man bevæger sig ind i et af de fire områder med debatscener. Med fuld mulighed for at spore alles færden, hvis det unævnelige skulle ske – at man som smittet kommer til at smitte andre.
Ellers har man været henvist til skærmene. Computertransmissionen – streamingen – af udvalgte møder, som har gjort det muligt for resten af Danmark at følge med. Men igen: Det er ikke de kirkelige arrangementer, der sendes ud.
Helt fraværende er folket nu ikke. Kristeligt Dagblad møder Bente Nielsen og Erling Munk, efter at de havde været til et møde om Europas fremtid med EU-kommissær Margrethe Vestager. Hun har blandt andet talt om behovet for, at Europa får sin egen mediedækning, for eksempel i form af en fælles engelsksproget såkaldt podcast.
”Jeg er ret vild med Margrethe Vestager. Hun gør tingene begribelige. Hun taler i øjenhøjde med mennesker om meget komplekse problemstillinger. Jeg vil især tage det med mig, hun sagde om, at vi får europæisk nyhedsformidling set med amerikanske øjne,” siger Bente Nielsen.
”Ja, det er jeg enig i,” tilføjer Erling Munk. ”Når vi får nyheder fra Amerika, så hører vi fra De Forenede Stater, men når det er fra Europa, er det kun nationale nyheder, vi hører. Det er mærkeligt, synes jeg.”
Erling Munk har været med på alle folkemøder, mens Bente Nielsen er med i år for første gang, og de regner begge med at deltage igen næste år, når mødet forhåbentlig er tilbage i de vante rammer.
Margrethe Vestager selv mener nok, at der er folkemødestemning, også i år, hvor solen skinner ekstraordinært meget.
”Men det er lidt af en distraktion med de der hegn. Det er ikke så godt, men til næste år kan vi køre fuld skrue,” siger hun.
Lidt henne ad vejen dukker den tidligere Venstre-politiker Søren Pind op. Han synes, det har været et besværligt folkemøde, måske især for dem, der ikke som han selv har kunnet bevæge sig frit rundt.
”I går kom jeg for skade at sige til Bornholms Tidende, at jeg egentlig var glad for, at der ikke var så mange mennesker, men på en eller anden måde er det her alligevel for meget,” siger han.
Er han på vej tilbage i politik?
”Det kan jeg ikke forestille mig,” lyder det korte svar.
Politik er Folkemødets bærende pille. Partilederne har også i år holdt deres taler fra hovedscenen, men med en besked om at fatte sig i korthed. Det vil sige på maksimalt otte minutter. Statsminister Mette Frederiksen (S) gør det med et budskab om, at regeringen vil forsøge at tøjle de sociale medier og techgiganterne, så demokratiet og den frie debat kan få bedre vilkår. Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen vil gerne have flere unge og udlændinge i uddannelse eller arbejde, siger han.
Og så tilbage til DSU-formanden. Jo, han sagde det med burkaerne. Men hans hovedpointe var en anden, nemlig at civilsamfundet skulle påtage sig et større ansvar for at få demokratisk sindelag ind i de religiøse grupper, der ikke accepterer værdier som ligestilling og demokrati. Alternativet er, at politikerne griber til lovgivning, også på områder, hvor det ikke giver så meget mening. Som eksempel burkaloven eller tildækningsforbuddet, som det vist mere præcist hedder.