Folkemødet på Bornholm har fået vokseværk

Arrangørerne forventer, at Folkemødet bliver næsten dobbelt så stort som sidste år. Bornholms Politi har forberedt sig på arrangementet i et år

Gaddafi hilser på Jacob Zuma i Tripoli i går-- En video, der er lagt ud på internettet, viser hundredvis af vrede begravelsesdeltagere, som råber slogans mod Libyens leder, Muammar Gaddafi. (Foto: REUTERS TV/SCANPIX DANMARK 2011)
Gaddafi hilser på Jacob Zuma i Tripoli i går-- En video, der er lagt ud på internettet, viser hundredvis af vrede begravelsesdeltagere, som råber slogans mod Libyens leder, Muammar Gaddafi. (Foto: REUTERS TV/SCANPIX DANMARK 2011). Foto: Jens Nørgaard Larsen.

Danmarks politiske ledere er så småt ved at pakke kufferterne til Folkemødet på Bornholm, der begynder i morgen. Det skal være folkeligt og fornøjeligt, men bag kulisserne arbejder politiet på højtryk.

Og med sig i baghovedet har betjentene det politiske terrorangreb på Utøya i Norge, fortæller chefpolitiinspektør ved Bornholms Politi, Ole Bolvig Hansen.

Det har vi arbejdet decideret med i den her sammenhæng, siger han.

Arrangørerne af Folkemødet forventer, at der kommer 60.000 gæster i år mod 32.000 sidste år. Men mødets vokseværk ændrer ikke politiets rutiner.

Vi gør præcis, som vi gjorde sidste år. Vi har en detaljeret planlægning, og så har vi lavet alle de samarbejdsaftaler, vi skal. Desuden har vi en procedure i politikredsen om, at der ikke er nogen, der holder ferie eller afvikler fridage under Folkemødet. Så alle vores politifolk er indsat, siger Ole Bolvig Hansen.

LÆS OGSÅ: Zornig og Haarder uenige om Folkemødets folkelighed

Politiet har været i gang med at evaluere det seneste Folkemødet og forberede det nye i et helt år.

Det er en kæmpestor opgave for en lille politikreds som Bornholm, men alle er engagerede i det og glæder sig til, at vi kan gennemføre det, siger chefpolitiinspektøren.

Projektleder for Folkemødet, Louise Groth-Michelsen, fortæller, at det ikke har været arrangørernes mål, at Folkemødet skulle vokse så meget, som det ser ud til at gøre, og der er da også blevet sagt nej tak til flere arrangementer.

Vi har bare kunnet se, at der har været en kolossal interesse. Den har vi prøvet at imødekomme inden for de eksisterende rammer i Allinge, siger hun.

Idémanden bag Folkemødet på Bornholm er den forhenværende minister, Bertel Haarder (V), og han er godt tilfreds med den måde, Folkemødet har udviklet sig på.

Det er blevet præcist den blanding af sommerhøjskole, Roskilde Festival og politiker-dyrskue, som jeg havde regnet med, og som jeg havde håbet på. Og når vi er kommet op på 50-60.000 deltagere og omkring 1300 arrangementer, så må enhver anklage om, at det kun er eliten, der møder hinanden, altså forstumme, siger han.

Selvom Bertel Haarder mener, Folkemødet er demokrati i funktion, så vil én samfundsgruppe dog næppe være til at få øje på, nemlig de socialt udsatte. Det mener den tidligere formand for Børnerådet, Lisbeth Zornig Andersen.

Jeg har ingen ambition om at møde nogen af dem, jeg interesserer mig for, derovre. Det vil ikke være et sted, de har lyst til at komme. Politik på det abstraktionsniveau er ikke vedkommende for dem. Det er for ukonkret og handler for meget om magtspil, siger hun.

Vil man gerne have flere af de socialt udsatte med, har Lisbeth Zornig Andersen et helt konkret råd:

Det er noget med at fylde nogle busser og tage nogle kasser øl med, og så have nogen, der betaler for det. Så skal de udsatte nok komme, for de har masser af meninger, siger hun.

Chefpolitiinspektørens ønske for Folkemødet lyder:

Jeg håber, vi får et rigtig godt folkemøde med dannebrog hejst over øen og glade politifolk i venlig stemning, der sørger for, at det hele kommer til at spille.