Prøv avisen

Folkeskolen snyder syge børn for undervisning

Nikoline Guldbrandt Nielsen har børnegigt, og det betyder, at hun hvert år har cirka 40 fraværsdage fra skolen på grund af smerter, behandling eller kontrol. Foto: Per Jensen.

Flere hundrede børn med alvorlige sygdomme bliver sat markant tilbage i skolen, fordi de ikke får den undervisning, som folkeskoleloven siger, de skal have. Patientforeninger kræver handling

13-årige Nikoline Guldbrandt Nielsen er en normalt begavet, glad pige, men hun regner som én i 2. klasse. Hun læser ikke særlig godt, og hun kan ikke tale engelsk som veninderne. Nikoline har børnegigt, og det betyder, at hun hvert år har cirka 40 fraværsdage fra skolen på grund af smerter, behandling eller kontrol. Det burde ikke skabe problemer, for i folkeskoleloven står tydeligt, at skolen har pligt til at tilbyde hjemmeundervisning til syge børn, der er væk mere end tre uger om året. Men Nikoline har ingen hjælp fået siden 2. klasse. Og nu er hun håbløst bagud.

Mange hundrede syge børn er i en tilsvarende situation, melder en række patientforeninger. I en ny undersøgelse blandt forældrene til landets 1200 børn med gigt siger 7 ud af 10 således, at deres barns skole ikke efterlever loven om sygeundervisning. Og i Kræftens Bekæmpelse oplever man det som et stort problem, at syge børn bliver glemt, så snart de har været væk i blot få dage.

I Gigtforeningen har man kæmpet med problemet i mere end 10 år, men situationen bliver kun værre, i takt med at der kommer flere syge børn, og de i stigende grad sendes hurtigt hjem fra hospitalet for i stedet at være syge derhjemme, siger foreningens direktør, Lene Witte:

"Tidligere kørte hospitalerne undervisningen, men i dag er det skolernes ansvar. Det står højt og tydeligt i loven, men skolerne er simpelthen ikke fulgt med udviklingen. Og de, der har gjort noget, undslår sig nu ofte med, at de ikke længere har råd til at tage sig af de syge børn. Det er jo uanstændigt."

For gigtbørnene er netop uddannelse særlig vigtig, fordi de ikke er fysisk stærke nok til ufaglært arbejde. Men en hullet skolegang betyder ofte, at børnene får dårligere karakterer og er længere om at tage en uddannelse. Det slider ikke bare på børnene, men også forældrene, der i forvejen kæmper med en hverdag af sygdom, mener Lene Witte.

"Vi har igen og igen været i Undervisningsministeriet med problemet og var det også før jul med den nuværende minister. Men de siger altid bare, at de vil gå videre med sagen, uden der sker noget," siger hun.

Hos Kræftens Bekæmpelse har man eksempler på børn, der er kommet både et og to skoleår bagud, fordi de ikke får mulighed for at følge undervisningen. Ifølge pædagogisk psykologisk konsulent Jan Dige skyldes det ikke bare sparetider, men også en generel berøringsangst over for syge børn:

"I rigtig mange år har det været kutyme, at man ikke fortalte det til børnene, hvis nogen blev alvorligt syg eller ligefrem døde. Man ville værne om den sorgløse barndom, og meget af den forsigtighed hænger ved i dag. Lærerne vil ikke presse sig på og ved ofte heller ikke, hvordan de skal gribe situationen an."

I Skolelederforeningen kommer det bag på formand Anders Balle, at problemerne er så omfattende. Han har slet ikke hørt om dem før. Han har dog ikke svært ved at forestille sig, at mange skoler føler sig så økonomisk pressede, at de ikke har mulighed for at lavede "forkromede tilbud". Og åbenbart heller ikke mindre end det. Han opfordrer alle skoler til at få lavet en handlingsplan for, hvordan man hjælper syge børn med højt fravær.

"Når så mange skoler tilsyneladende ikke overholder loven, er det jo ikke, fordi de vil børnene det ondt, men snarere fordi de ikke helt ved, hvordan de skal gribe problemstillingen an. Der findes allerede handleplaner for, hvis børn eller forældre dør eller bliver alvorligt syge, så der bør selvfølgelig også være en handleplan for sygeundervisningen," siger han.

Lige før jul sidste år afgjorde Folketingets Ombudsmand den første retslige sag om mangel på sygeundervisning. Det var Nikolines sag, og hun vandt over skolen, som derfor nu har sat gang i den undervisning, den skulle have ydet for længst. Nikolines mor håber, at sagen kan få principiel betydning og hjælpe nogle af de mange andre syge børn.

"Nikoline har mange gange spurgt: 'Hvad skal jeg blive til, når jeg bliver voksen, hvis jeg ikke kan regne eller læse eller tale engelsk?' Hun vil allerhelst bare være som alle andre. Nu har hun fået det håb tilbage og kaster sig allerede over lektierne. Der er også meget at indhente," siger Pia Guldbrandt Nielsen.

henriksen@k.dk