Folketinget genovervejer brug af Rigsarkivet

Folketingets planer for brug af Rigsarkivets lokaler er tilsyneladende lagt på hylden og erstattet af en åben idékonkurrence om, hvad lokalerne skal bruges til. Historiker undrer sig

Målet er en ”åben proces, hvor Folketinget i dialog med forskellige aktører kan få inspiration til arkitektoniske visioner, idéer til mulige indholdsmæssige funktioner og input til projektets fysiske omfang ved en potentiel overtagelse af Rigsarkivets bygninger”, som det lyder i pressemeddelelsen.
Målet er en ”åben proces, hvor Folketinget i dialog med forskellige aktører kan få inspiration til arkitektoniske visioner, idéer til mulige indholdsmæssige funktioner og input til projektets fysiske omfang ved en potentiel overtagelse af Rigsarkivets bygninger”, som det lyder i pressemeddelelsen. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

Der var engang et sted i København, som gennem hundreder af år havde været den danske stats arkiv. Men så en dag skulle det ikke være arkiv mere. Så skulle det være Folketingets turist- og undervisningscenter i stedet. Og så, et år senere, så skulle det ikke være noget alligevel.

Sådan går nogenlunde historien om de 9000 kvadratmeter på Slotsholmen i København, der siden 1700-tallet har huset Rigsarkivet. I februar 2017 blev det besluttet, at Rigsarkivet skulle flytte og være ude af lokalerne i 2019, og samme dag som det blev kendt, lød det i en pressemeddelelse fra Folketingets præsidium, at Folketinget ”lægger billet ind” på lokalerne, som man ifølge formand Pia Kjærsgaard dengang påtænkte at bruge til blandt andet høringer, undervisning og turistcenter.

Men nu er de planer tilsyneladende trukket tilbage, og i stedet er der udskrevet en idékonkurrence om, hvad Rigsarkivets lokaler skal bruges til – selvom det stadig ikke ligger fast, at det er Folketinget, der skal overtage lokalerne. Det fremgår af en pressemeddelelse på Folketingets hjemmeside.

Målet er en ”åben proces, hvor Folketinget i dialog med forskellige aktører kan få inspiration til arkitektoniske visioner, idéer til mulige indholdsmæssige funktioner og input til projektets fysiske omfang ved en potentiel overtagelse af Rigsarkivets bygninger”, som det lyder i pressemeddelelsen.

Lektor i historie ved Københavns Universitet Jes Fabricius Møller, der tidligere i Kristeligt Dagblad har kritiseret flytningen, undrer sig over idékonkurrencen.

”I lyset af den meget uheldige proces sidste år, altså at Rigsarkivets medarbejdere stod op en morgen og måtte læse på Folketingets hjemmeside, at de var blevet hjemløse, så må man formode, at Folketinget havde et veldefineret og akut behov for pladsen, ellers havde det vel ikke sådan et hastværk. Og så kan det jo godt undre, at Folketinget tilsyneladende ikke ved, hvad de skal bruge pladsen til og udskriver en, kan vi roligt sige, meget bred idekonkurrence,” siger han.

”Hvis jeg var medarbejder på Rigsarkivet, ville jeg betragte det som en uartighed. Jeg står på sidelinjen og ser mine kolleger, som har oplevelsen af, at de er smidt ud over hals og hoved. Det kunne forklares med et akut behov, men hvis man ikke engang har nogen klar forestilling om, hvad man skal bruge pladsen til, så sætter det processen i noget andet lys,” siger Jes Fabricius Møller.

Poul Olsen, chefkonsulent på Rigsarkivet, fortæller, at arkivets medarbejdere allerede er godt i gang med at flytte mange arkivalier, blandt andet ned i Den Sorte Diamant, hvor de ifølge ham er bedre sikret mod skimmelsvamp og anden nedbrydelse end på Slotsholmen. Til idékonkurrencen siger han:

”Folketinget er en potent organisation, og det er jo den lovgivende magts prærogativ at træffe en beslutning, til de træffer en ny. Jeg vil tro, det er et spørgsmål om at få gode råd til ombygning, og den prioritering kan jeg virkelig godt forstå.”

Idékonkurrencen bliver sat i gang den 4. april med en konference for fagfolk som arkitekter, planlæggere, designere, antropologer, politologer, fremtidsforskere og formidlere.

”Vi har valgt at gå med idékonkurrencevejen for at få inspiration og for at få en grundig proces. Det er vigtigt, vi tænker os godt om, inden vi beslutter os for, om vi vil overtage de ledige bygninger. Vi har fået lavet en rapport, hvor der fremgår muligheder og udfordringer. Og vi har behov for at få belyst det endnu mere,” siger programleder for Folketingets ”Projekt Rigsarkivet”, Anne Elmose.