Prøv avisen

Folketinget ophæver Langballes immunitet

Dansk Folk rtis Jesper Langballe (im) i Folketingssalen efter at folketinget onsdag morgen d.16. juni 2010 ophævede hans immunitet. Folketinget har vedtaget at ophæve hans politiske immunitet, så retten kan tage stilling til, om han har overtrådt racismep Foto: Keld Navntoft

Der opstod mod sædvane debat, da Folketinget besluttede af ophæve immuniteten for Jesper Langballe, så han kan retsforfølges for brud på racismeparagraffen

Normalt er der ikke den store debat, når Folketinget beslutter at ophæve et medlems immunitet, men det ændrede sig onsdag, da Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti var på dagsordenen.

Det er rigsadvokaten, der har ønsket at sigte Jesper Langballe for brud på den såkaldte racismeparagraf for nogle kontroversielle udtalelser om muslimske fædre.

Afstemningen om ophævelse af Langballes immunitet fik hans partifælle Søren Espersen til at tordne mod racismeparagraffen.

- At en folketingsmand, som nyder en ganske særlig beskyttelse, og som forventes at have holdninger og at give udtryk for dem, skal slæbes i retten, er en skændsel for det frie folkestyre, siger Søren Espersen.

Han blev bagefter bakket op af partifællen og Langballes fætter, Søren Krarup.

Udtalelsen, som rigsadvokaten ønsker at retsforfølge Langballe for, kom i kølvandet på formand for Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaards påstand om, at muslimske fædre voldtager deres døtre og lød:

"Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke have sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab) - og i øvrigt vender det blinde øje til onklers voldtægt."

Dansk Folkeparti valgte højst usædvanligt ikke at stemme for ophævelsen af immunitet, men stemte i stedet blankt for at sende et signal om modstanden mod racismeparagraffen.

Dog med en enkelt undtagelse:

Jesper Langballe selv stemte nemlig selv for ophævelsen - ifølge Søren Espersen fordi Langballe ønsker at bevise sandheden af sine ytringer i retten.

Tidligere har blandt andet Peter Brixtofte og tidligere folketingsmedlem for Venstre Flemming Oppfeldt fået ophævet deres immunitet.