Vil I have velfærd eller skattelettelser?
Sådan har Socialdemokratiet retorisk spurgt vælgerne i valgkamp efter valgkamp de seneste 20 år, men i 2019 forsøgte Venstre definitivt at punktere kampagnen med et såkaldt velfærdsløfte. Det lød på, at de offentlige velfærdsudgifter skulle øges med ikke mindre end 69 milliarder kroner frem til 2025 – eller stort set med det samme, som Socialdemokratiet ville. Pengene skulle betale for velfærden for de stadigt flere børn og ældre de kommende år. For det såkaldt demografiske træk.
Under Folketingets åbningsdebat, der sædvanen tro kom rundt om mange emner i går, blev skat og velfærd igen et af de centrale temaer. Regeringen har bebudet en velfærdslov, som skal sikre, at de offentlige velfærdsudgifter følger demografien. Når der bliver flere børn og ældre, skal der bruges tilsvarende flere penge på dem, så de får samme service som i dag. Formålet med loven er uudtalt at binde Venstre med dets velfærdsløfte ”til masten”.
Op til debatten havde partiformand Jakob Ellemann-Jensen (V) dog stillet to betingelser for at stemme for loven. Den ene betingelse er, at den økonomiske vækst i samfundet skal være mindst lige så stor som det demografiske træk, før det offentlige kan bruge pengene. Den anden er, at der skal skrives et skattestop ind i velfærdsloven. Han lancerede de to ultimative betingelser i et interview med Berlingske forleden, hvor han også sagde, at det ”skræmmer ham fra vid og sans”, at regeringen uanset hvad vil bruge flere offentlige penge.
Socialdemokratiet mener til gengæld, at Venstre nu spurter væk fra sine tidligere velfærdsløfter. Det pointerede flere folketingsmedlemmer, mens Venstrefolk modsat beskyldte regeringspartiet for ”tordnende økonomisk uansvarlighed”, når det hæver skatter og afgifter på erhvervslivet i stor stil.
Den nye debat er i virkeligheden en gammel debat på nye flasker. Og så er den i høj grad symbolsk.
Den store svaghed ved en velfærdslov er nemlig, at den er et forsøg på at binde fremtidens politikere – præcis på samme måde, som Grundloven binder dem. Men i modsætning til Grundloven er det nemt at ændre de love, Folketinget vedtager til daglig.
Klimaloven var et andet forsøg på at gøre det samme. I ethvert fungerende demokrati holder en sådan lov selvfølgelig kun lige til den dag, et politisk flertal mener noget andet. Så kan det nye flertal ændre loven. Styrken ved klimaloven er, at den fik et meget bredt flertal i Folketinget bag sig. Det taler for, at den kommer til at blive stående, også selvom der skulle komme et nyt regeringsflertal. Både Venstre og De Konservative stemte nemlig for klimaloven.
Sådan kommer det ikke til at gå med velfærdsloven. Jakob Ellemann-Jensen har med sine to ultimative krav klart og tydeligt spændt ben for, at hans parti kommer til at støtte den, hvad han selvfølgelig er helt klar over.
Hverken regeringen eller dens støttepartier på venstrefløjen vil under nogen omstændigheder lade fremtidens velfærd være afhængig af, hvordan bruttonationalproduktet udvikler sig. Endnu mindre af Venstres skattestop.
Lidt mere usikkert er det, hvordan De Radikale vil forholde sig, selvom partiet indtil videre har været imod velfærdsloven. Dermed hænger forslagets skæbne i praksis på Dansk Folkeparti, som gerne vil øge de offentlige udgifter de næste 10 år. Men samtidig betragter partiformand Kristian Thulesen Dahl velfærdsloven som symbolpolitik. Skulle der komme et voldsomt økonomisk tilbageslag, vil det uden tvivl også gå ud over den offentlige velfærd. Uanset hvem der sidder i Statsministeriet, lyder det realistiske gæt.
Selv hvis loven ikke får flertal, tjener den dog et klart formål for Socialdemokratiet ved næste folketingsvalg. Har de borgerlige partier stemt imod, kan statsminister Mette Frederiksen (S) gå til vælgerne og bruge det aktivt. Hun vil igen kunne sige til dem, at de har et valg mellem velfærd og skattelettelser – og nu har de borgerlige afvist den lov, der skulle have sikret dem fremtidens velfærd.