”Folkets fjende” er under pres, men demokratiet lever

200 amerikanske aviser går i dag i ledende artikler til frontalangreb på præsident Trump. Eksperter herhjemme mener dog stadig ikke, at hverken demokrati eller pressefrihed er truet på livet

"Pressen laver fake news, siger præsidenten. Det sagde man ikke før. Man sagde bare, at pressen var ensidig, og at den var venstredrejet, men Trump skruer fuldstændig op for alle kogeplader på komfuret." siger Venstres Mads Fuglede.
"Pressen laver fake news, siger præsidenten. Det sagde man ikke før. Man sagde bare, at pressen var ensidig, og at den var venstredrejet, men Trump skruer fuldstændig op for alle kogeplader på komfuret." siger Venstres Mads Fuglede. Foto: JOSEPH PREZIOSO/AP/Ritzau Scanpix.

Få uger før det amerikanske præsidentvalg i 2016 kunne det amerikanske netmedie politico.com fortælle, at blot seks amerikanske aviser ville anbefale deres læsere at stemme på den republikanske kandidat Donald Trump. Et par hundrede andre ville anbefale den demokratiske kandidat Hillary Clinton, 38 ville hverken anbefale den ene eller den anden, og som noget helt nyt i amerikansk avispolitik frarådede et dusin blade direkte deres læsere at stemme på Trump.

Som valget i øvrigt var det helt usædvanlige tal. I mere end 100 år har amerikanske aviser givet deres abonnenter stemmeanbefalinger op til præsidentvalg, og som regel har aviserne delt sig nogenlunde på midten, så halv- delen har peget på den republikanske kandidat og halvdelen på demokratiske.

I det lys er det næppe overraskende, at omkring 200 amerikanske aviser i dag vil skrive ledende artikler rettet mod præsident Donald Trump med det budskab, at pressefriheden i landet er truet.

Præsidentens gentagne angreb på pressen for at bringe ”fake news” (falske nyheder) og for at være ”folkets fjende” har fået avisen The Boston Globe til at opfordre til en samlet protest mod præ-sidentens angreb på medierne.

At angribe pressefriheden er ingen lille sag i USA, hvor den frihed er sikret i den amerikanske forfatnings – grundlovs – første tilføjelse fra 1791 på linje med religions-, ytrings- og forsamlingsfriheden.

Så meget desto mere rejser protesten spørgsmålet om, hvorvidt pressefriheden faktisk er i fare.

Og er de skærpede konflikter i det amerikanske samfund udtryk for større udfordringer for den vestlige samfundsmodel, ofte samlende benævnt som det liberale demokrati?

Helt så langt vil lektor Edward Ashbee fra Copenhagen Business School, CBS, i hvert fald ikke gå. Han arbejder for tiden blandt andet på et projekt om de populistiske bevægelsers fremmarch i den vestlige verden og teorier om den amerikanske stat.

”Jeg er lidt tilbageholdende med at sige, at der er en trussel mod demokratiet. Der er naturligvis overgange mellem demokrati, autoritært demokrati og antiliberalisme, og der er ikke en skarp linje, som skiller demokratiet fra ikke at være et demokrati længere. Selv i Kina er der demokratiske elementer i nogle institutioner,” siger Edward Ashbee.

”Det er fair at sige, at udviklingen i USA markerer et skifte i retning mod det anti-liberale og autoritære, men foreløbig er det kun som en diskurs inden for demokratiet. Ser vi på de formelle demokratiske institutioner, holder de. Vi ser for eksempel ikke en trussel mod det kommende midtvejsvalg i USA.”

”Men i kanten af demokratiet kan der måske være ændringer på vej. Der er for eksempel forslag om at stramme reglerne for, hvem der kan stemme, kravene til identifikation og så videre.”

Ifølge Edward Ashbee skal man se den nuværende udvikling i et historisk perspektiv, hvor det ikke er noget nyt, at republikanere ser pressen som en modstander.

”Hvis man går tilbage til begyndelsen af 1970’erne og de seneste stadier af Vietnamkrigen, ville præsident Nixon som regel kun kritisere medierne privat, mens hans vicepræsident Spiro Agnew offentligt sendte de store angreb på pressen af sted på præsidentens vegne.”

Edward Ashbee mener, at det stadig mere anstrengte forhold mellem præsidenten og pressen bunder i politiske ændringer i Det Republikanske Parti.

”Vi ser ind i et skifte i republikanismen med stort R. Det Republikanske Parti har indtil nu huset disse populistiske og økonomisk nationalistiske diskurser, men de har haft en underordnet status.”

”Vi så lidt til dem med Sarah Palin som vicepræsidentkandidat for John McCain ved valget i 2008. Hun begyndte at tale i de nationalistiske og populistiske termer, men med Trumps kandidatur blev de trukket helt frem og definerer nu Det Republikanske Parti i den forstand, at relativt få republikanere udfordrer dem.”

”Den populisme bygger delvist på fjendtlighed over for de etablerede institutioner. Fjendtlighed over for det, som Steve Bannon (tidligere leder af den højreorienterede netkanal Breitbart News og tidligere chefstrateg i Trumps administration, red.) kalder den dybe stat.”

”Men det minder også om den populisme, vi med mellemrum har set i USA, hvis vi går tilbage i historien.”

”Joseph McCarthy kritiserede i 1950’erne medierne og østkyst-establishmentet, ja, han kritiserede hele establishmentet. Selv om det har været en politisk understrøm i Det Republikanske Parti, er der tider, hvor det er blevet trukket frem i forreste linje.”

”Denne gang har de bare personen i Det Hvide Hus, og det gør selvfølgelig en stor forskel. Nu kommer det fra toppen med al den autoritet, der kommer med den post,” siger Edward Ashbee.

Også USA-kender og folketingsmedlem for Venstre Mads Fuglede trækker tråde tilbage i historien for at forklare særligt republikanernes anstrengte forhold til pressen.

”Blandt republikanere er der gennem en årrække opstået en opfattelse af, at pressen ikke lytter til deres synspunkter. En opfattelse af, at de bliver modarbejdet. Hele forestillingen om, at pressen er neutral, ler de ad.”

”Det kommer fra Vietnam-krigen, hvor man fik en følelse af, at pressen var unational, selv om den selv ville sige, at den jo bare skrev, hvad der foregik,” siger Mads Fuglede.

I USA førte det gradvis til, at republikanere og konservative fik deres egne medier, for eksempel Fox News på tv og netmedier, samt en lang række radiostationer med værter, der ensidigt agiterer for republikanske synspunkter.

”Det usædvanlige er, at vi nu har en præsident, som tager denne kamp ved hver eneste givne lejlighed. Pressen laver fake news (falske nyheder, red.), siger præsidenten, og det sagde man ikke før. Man sagde bare, at pressen var biased (ensidig, red.), og at den var venstredrejet, men Trump skruer fuldstændig op for alle kogeplader på komfuret.”

Mads Fuglede anfører, at mange almindelige vælgere er på Trumps side, og selv om de måske synes, det er skørt at kæmpe så hårdt med pressen, synes mange samtidig, at pressen har godt af det.

For Donald Trump er den indlysende fordel, at hvis vælgerne ikke tror på pressen, behøver han heller ikke frygte de oplysninger, den måtte komme frem med.

Den såkaldt fjerde statsmagt mister sin betydning, men hvad betyder det for demokratiet? Er der ikke længere behov for nogen til at kontrollere magthavere?

”Pressens opgave i et demokrati er nidkært og hele tiden at undersøge magthaverne. Pressen skal holde politikerne ærlige, og pressen har en opgave, som et demokrati ikke kan undvære.”

”Hvis du har en præsident, som hele tiden undergraver den opgave, får du et svagere demokrati,” siger Mads Fuglede.

Som borgerlig politiker kan han selv godt nogle gange ønske sig en mere nuanceret presse - men han er ikke begejstret for alternativet: at pressen kommer til at ligge tilbage i ruiner. Han kan være uenig i en leder, dagbladet Politiken skriver, men det får han ikke til at ønske, at Politiken ikke længere skal udkomme.

”Jeg er jo godt klar over, at Politiken spiller en væsentlig rolle, især med hensyn til at undersøge, hvad de borgerlige finder på,” siger han.

Tidligere kulturredaktør på Jyllands-Posten Flemming Rose har om nogen markeret sig i debatten om ytringsfrihed, ikke mindst i forlængelse af karikaturtegningerne af muslimernes profet, Muhammed, i Jyllands-Posten i 2005, som siden afstedkom Danmarks alvorligste diplomatiske krise siden Anden Verdenskrig.

Adspurgt om ikke de amerikanske aviser med den fælles lederaktion i virkelighederne hælder vand på pressekritikernes mølle, svarer han:

”Det afhænger selvfølgelig af øjnene, der ser, men Trump opfører sig på en helt ny måde i forhold til, hvad tidligere præsidenter har gjort.”

”Hans opfordring til for eksempel at stramme injurielovgivningen og gøre det muligt at dømme pressen for injurier for de angreb, der har været på ham selv, er helt klart bekymrende,” siger Flemming Rose.

Han nævner dog i samme åndedræt, at en sådan lov slet ikke kan vedtages på føderalt niveau i USA. Selv hvis det skulle ske, ville Højesteret afvise den med henvisning til den amerikanske grundlovs sikring af presse- og ytringsfrihed.

Flemming Rose synes også, det er problematisk, at den amerikanske præsident systematisk angriber den presse, der i sine bedste stunder forsøger at afdække magthaverne, samt at han kan finde på at opfordre folk til at agere voldeligt over for pressen. Det sidste har han gjort ifølge udgiverne af New York Times.

På den anden side har Trump en pointe, mener Rose. Værterne på tv- og netmediet CNN hoppede eksempelvis helt ud af rollen som kritiske og upartiske journalister, da præsidenten for nylig var til topmøde med Ruslands præsident Vladimir Putin i Helsingfors. Der optrådte værterne i stedet som partiske kommentatorer, og det er skadeligt for medierne.

”Hvis man som Trump-tilhænger sidder og ser det, siger man: ’Vores mand har da en pointe. Journalisterne har en bias imod den præsident, vi har stemt på. Det kan godt være, han lyver og taler grimt om kvinder, men vi er da nødt til at støtte ham’,” siger Flemming Rose.

Han mener ikke, man kan isolere problemet til at handle om Donald Trump, selvom han bærer en stor del af ansvaret. Pressefriheden er ikke truet i USA, men det er pressens status som en objektiv samfundsinstitution. Det har medierne et medansvar for.

I et bredere perspektiv er det liberale demokrati udfordret, når borgerne mister tilliden til de institutioner, som skal sikre, at demokratiet i det hele taget fungerer.

”Det med, at den frie og uafhængige presse står mere presset i den vestlige verden, er en del af et meget større billede, som handler om, hvorvidt hele vores samfundsmodel er konkurrencedygtig på længere sigt,” siger han.

”Det skyldes blandt andet finanskrisen i 2008 og 2009, som man først nu er ved at komme over. Man har stadig i en del lande en meget, meget lav økonomisk vækst sammenlignet med nogle af de nye økonomier i Østen.”

I et diktatur som Kina kunne ”fem mennesker sætte sig sammen i et lokale for at finde ud af, hvad man skulle gøre”, og Kina slap igennem finanskrisen lettere end USA og Europa. Kineserne har fortsat stor økonomisk vækst, har for eksempel årligt kunnet bygge 1200 km togbaner til højhastighedstog, mens USA nu har udskudt til 2029 at bygge en tilsvarende bane mellem Los Angeles og San Francisco, en strækning på blot 800 km. Det får folk til at sætte spørgsmålstegn ved vores samfundsmodel.

Den anden store udfordring er indvandringen, som de liberale demokratier har haft svært ved at klare, og mange mennesker er begyndt at spørge, hvorfor vore institutioner ikke kan løse de problemer, som folk finder mest presserende.

Flemming Rose kalder det et stort paradoks, at vi 25 år efter afslutningen på den kolde krig, som ifølge økonomen Francis Fukuyama var selve historiens afslutning, spørger om det liberale demokratis overlevelseschancer.

Dengang handlede det udelukkende om, at demokratiet og pressefriheden skulle udbredes til resten af verden.

”Mange spørger til, hvorfor vores institutioner ikke kan håndtere de problemer, som vi synes, er de mest presserende. Det er de mennesker, der stemmer på Donald Trump og er kritiske over for indvandringen i Europa. Deres kritik er berettiget, for der er ting, der ikke fungerer, men deres svar er forkerte. De rigtige svar handler om, hvordan vi styrker det liberale demokrati, ikke om hvordan vi svækker det,” siger Flemming Rose.