”I dag er ikke en god dag. Men det er en vigtig dag. Følelserne fylder meget — men jeg har også et job at gøre. I 115 år har mit parti kæmpet for forandring. Uagtet tingenes — og verdens — tilstand er vi fortsat med at gå fremad. Fortsat med at tro på det formål, der løber som en rød tråd gennem vores historie helt tilbage fra 1905: Vi vil sætte mennesker fri til at leve liv, der giver mening for dem!”
Med denne parole forsøgte Sofie Carsten Nielsen torsdag eftermiddag at blæse ny kampgejst ind i sit vingeskudte parti, Radikale Venstre, som hun aftenen forinden havde overtaget ledelsen af efter Morten Østergaards pludselige afgang. Parolen blev ikke afleveret med tordenrøst fra en talerstol i et forsamlingshus, som de gamle radikale koryfæer Peter Munch, Ove Rode og Carl Th. Zahle ville have gjort i 1905, men via Facebook.
De gamle herrer, hvoraf den sidstnævnte opnåede at være Danmarks statsminister i otte år, ville ikke kun være forbløffede over formidlingsformen. De ville sikkert også undre sig over, at den nye leder af det gamle parti er et fruentimmer. Oven i købet den tredje partileder af hunkøn. Og endnu mere ville de gamle undre sig over den nutidige debat om den afgående partileders berøring af en partifælles lår ni år tidligere. Tiderne forandrer sig.
Forandring er et personligt nøgleord for Sofie Carsten Nielsen. Hun har fortalt, at hun som barn var indigneret over den skæve kønsfordeling mellem sine forældre omkring det huslige arbejde i barndomshjemmet i Birkerød, og én af hendes første erklæringer som ny radikal partileder lød: ”Vi skal sexismen til livs!”
I forhold til Morten Østergaards partilinje ser hun dog ikke behov for andre forandringer end akkurat håndtering af sager på dette ene område. De nuværende store radikale mærkesager om en mindre restriktiv udlændingepolitik, en mere ambitiøs klimapolitik og en som følge heraf stærkt regeringskritisk regeringsunderstøttende politik består.
Som politiker har Sofie Carsten Nielsen talt for mange slags forandringer. Tidligt i karrieren var hun med til at foreslå engelsk indført som fælles koncernsprog på alle danske universiteter og indførelse af kønsneutrale pas og cpr-numre i Danmark. På europæisk plan går hun ind for mere union, og Europa-politikken har stået hendes hjerte meget nært, siden hun i 2000’erne først fik en mastergrad fra et eliteuniversitet i Belgien og siden blev introduceret til det politiske håndværk som beundrende assistent og modvillig kaffeslæber for det daværende radikale parlamentsmedlem Lone Dybkjær.
Sofie Carsten Nielsen kom i Folketinget i 2011 og gjorde lynkarriere. I 2014 0vertog hun såvel næstformandsposten i folketingsgruppen som posten som uddannelses- og forskningsminister fra Morten Østergaard, der overtog den nye EU-kommissær Margrethe Vestagers poster i regering og parti. Dermed overtog Sofie Carsten Nielsen også ansvaret for den upopulære fremdriftsreform, der skulle få de studerende hurtigere igennem de videregående uddannelser. Og hertil var hun måske også mere egnet. Mens forgængeren selv havde ”fjumret” en del år, før universitetsuddannelsen var på plads, var Sofie Carsten Nielsen som studerende en af de piger, der altid havde styr på tingene og afleverede det hele til tiden.
Som næstformand i folketingsgruppen har hun i seks år været sit partis nummer to i tæt parløb med Morten Østergaard som nummer ét. Den joviale, fodboldglade Aarhus-dreng og den ambitiøse, ridesportsinteresserede pige fra Nordsjælland udrykker lidt forskellige grader af folkelighed, men de har kunnet enes om det meste – inklusive de indledende manøvrer i håndteringen af Lotte Rod-sagen.
Følelserne fylder meget, skriver den nye leder. Det er uvant i et parti, hvis ideologi traditionelt hviler på lige dele fornuft og forandringsvilje. De Radikale blev født og voksede sig store i en sælsom alliance mellem ateistiske storbyakademikere og grundtvigske husmænd og skolefolk. Efterhånden som førstnævnte befolkningsgruppe eksploderede i antal, mens sidstnævnte noget nær uddøde, blev De Radikale i stedet fornuftens selvudnævnte stemme på midten, som skiftevis kunne pege til højre og venstre, når regeringsmagten skulle fordeles.
Partiet, som afviste den ene fløjs revolutionsparoler og erstattede den andens fløjs idealer om Gud, konge og fædreland med individet, de økonomiske vismænd og den europæiske union.
Zahle kunne regere Danmark på socialdemokratiske mandater i 1910’erne, Hilmar Baunsgaard regerede på borgerlige mandater 1968-1971. Niels Helveg Petersen pegede til højre i 1980’erne. Marianne Jelved pegede til venstre i 1990’erne. I 2010’erne var Margrethe Vestager grundlag for en rød regering, men krævede, at den førte en blå økonomisk politik. Siksak-kurs, sagde nogen. Slingrefise, sagde andre.
”Fremad!” var i 2014 det nye, forandringsivrige radikale slogan – tyvstjålet fra franske Emmanuel Macrons ”En Marche”-bevægelse og siden overtaget og opgivet igen som partinavn herhjemme af den tidligere radikale og liberale Simon Emil Ammitzbøl-Bille. Men opbakningen til Radikale Venstre er langtfra bare gået fremad. Ved de seks folketingsvalg i dette årtusinde er det gået meget op og ned, idet de radikale stemmetal skiftevis er blevet fordoblet til cirka 10 procent og halveret igen til cirka 5 procent.
Sofie Carsten Nielsen blev radikal på statskundskabsstudiet i København. Men hun voksede op i nordsjællandske Birkerød i en familie, hvor man stemte på Venstre. Ikke det, hun i et interview har kaldt ”Støjberg-Venstre”, men det klassiske Højskole-Venstre. Med sig hjemmefra har hun en stærk tro på, at hårdt arbejde skal kunne betale sig, og at regnskabet skal stemme. Følelserne må ikke tage overhånd. På denne led er hun forankret solidt på midten af den traditionelle fordelingspolitiske akse. Den akse, som går mod rød i den ene retning og mod blå i den anden.
Men gennem de seneste årtier er indtil flere nye akser kommet til og har splittet dansk politik på mere kompliceret vis. Den vigtigste er nok den værdipolitiske akse, hvor den ene yderlighed er tradition og den anden forandring. Placeret på denne akse står den nye partileder og hendes parti ikke som den moderate kraft i centrum, hvor magten fordeles, men tværtimod i den ene yderlighed som radikale i ordets oprindelige betydning. Herude kan man have faste principper, men vejen til indflydelse — og dermed opfyldelse af det brændende ønske om forandring — er lang. Det er den største udfordring for forandringens kvinde som radikal partileder.