Hvis de seneste års udvikling fortsætter, vil cirka 800.000 danskere få nyt job i løbet af 2018, og lige så mange vil flytte ind i en ny bolig. Mere end 30.000 par vil forandre deres personlige livssituation ved at blive gift, mens mere end 17.000 vil blive skilt. Og omkring 50.000 danskere vil i løbet af året ændre deres personlige identitet ved at skifte navn. Der er altså en udstrakt vilje til forandring i Danmark.
Men det er ikke alle de forandringer, vi planlægger – og måske i disse dage udbasunerer over for andre som nytårsforsætter – der holder ved. Den 1. januar 2014 begyndte et år, hvor ikke færre end 200.000 danskere holdt op med at ryge. Men da året var omme, var de 150.000 af dem begyndt at ryge igen.
Siden antikken har mennesker drømt om at blive en ny og bedre udgave af sig selv, og i vor tid er forandringer mere på dagsordenen end nogensinde. Både som det enkelte menneskes plan for sit fremtidige liv og som omgivelsernes krav, der udfordrer og måske stresser den enkelte.
Men lige så universel menneskets forandringsvilje er, lige så mange modhager har den, når den skal føres ud i livet. Her er en række iagttageres betragtninger om, hvor forandringsviljen kommer fra, og hvordan den har det på tærsklen til 2018.
Hjerneforsker Albert Gjedde er professor i neurobiologi ved Københavns Universitet og medforfatter til bogen ”Den afhængige hjerne” om vaner.
”Noget af det unikke ved den menneskelige hjerne er, at den kan være forudseende og lægge planer for fremtiden. For eksempel om at ryge eller drikke mindre eller dyrke mere motion. Men mange af planerne kan vise sig at være for højtflyvende. Ånden er redebon, men kødet er skrøbeligt, siger man. Og ofte overser man, at når man prøver at slippe af med sine vaner, snyder man sin egen hjerne for dens belønning,” forklarer han.
Begreber som ånd og kød hører ikke til neurobiologiens fagsprog. Her taler man om dopamin, som er det belønningshormon, hjernen er afhængig af.
Oprindeligt er vi kodet til, at hormonet udløses af dét, der gavner os i konkurrencen om at forblive i live. Men i takt med, at den umiddelbare livsfare er gledet i baggrunden, har tobaksrygning, alkohol, søde sager, euforiserende stoffer, hasardspil, likes på sociale medier og andre knap så reelt livsforlængende elementer overtaget denne funktion. Og ifølge Albert Gjedde kan man som regel godt opgive at forandre sig, hvis ikke man sørger for at tilbyde sin hjerne nogle andre, måske sundere, belønninger som erstatning:
”Mange drømmer om en stor forandring her og nu, men hvis planen om forandring skal lykkes, er små skridt bedre. Man skal lidt efter lidt optrappe sine nye planer og aftrappe sine dårlige vaner.”
Det kunne lyde uambitiøst, men små skridt udelukker ikke store forandringer, påpeger hjerneforskeren, som anbefaler metoden ”højt at flyve, dybt at falde”, hvad angår, hvor mange man indvier i sit ønske om forandring. Erfaringen fra alkoholafvænning er nemlig, at man skal sige det til så mange som muligt. Man skal have nogle, der presser én og bakker én op. Hvis man vil være et nyt og bedre menneske, men holder det for sig selv, er det for let at give op.
”Man kunne sammenligne sine forandringsplaner med den amerikanske præsident John F. Kennedys berømte vision om en månerejse. Det var på en måde et nytårsforsæt for et helt årti, 1960’erne. Hvis man selv i sidste ende skal nå frem til månen, skal man huske at plan- lægge det grundigt og sørge for, at der er mange sejre og belønninger undervejs,” siger Albert Gjedde.
Børnepsykolog Charlotte Diamantvurderer, at harmoni i familien har taget over fra sundhedsvaner som danskernes forandringsønske nummer ét. I hvert fald dem, der lever sammen som børnefamilie.
”Hele vores tidsånd handler om, at det gælder om at være den allerbedste udgave af sig selv, og for de familier, som har opfyldt de mere basale menneskelige behov, er ønsket især at kunne leve sammen i familien uden at råbe ad hinanden,” siger psykologen, som tilføjer, at dette kan hænge sammen med, at der i tiden er en del forældrebashing i medierne, altså kritik af forældre, man ikke mener gør det godt nok.
Tilsvarende vurderer psykolog Jacob Mosgaard, specialist i psykoterapi, at danskernes nytårsforsætter og andre fremtidsdrømme i disse år er under forandring, så det ikke længere er de såkaldte KRAM-faktorer, kost, rygning, alkohol og motion, der dominerer det hele.
”Jeg oplever, at flere og flere bevæger sig væk fra kun at se på forbedrede vaner til at tale om at ændre hele deres liv. Mange føler simpelthen, at livet indeholder for lidt af det, der burde være der. At føle nærvær med familie og venner. At kunne være glad og ikke stresset over at gå på arbejde. De fleste mennesker har tidspunkter i deres liv, hvor de stopper op og sætter spørgsmålstegn ved det hele, og mit indtryk er, at flere og flere bruger deres nytårsforsætter på denne slags dybere spørgsmål,” siger Jacob Mosgaard.
Hans råd til de klienter, der ønsker mindre arbejdsmani og mere familiesamvær, er at gøre forandringsplanen konkret. I stedet for en uklart formuleret bestræbelse kunne man mere præcist beslutte, at mindst én weekend om måneden er hundrede procent dedikeret til familien:
”Jo mere abstrakt, man formulerer sit ønske om at forandre sig, jo mere forbliver det bare en drøm.”
Teolog Niels Henrik Gregersen, professor i systematisk teologi ved Københavns Universitet, vurderer tilsvarende fra sin position, at de rent individfokuserede forandringsønsker i stigende grad får selskab af ønsker om at indgå mere aktivt i familien eller andre fællesskaber.
”Der er tit en klagesang rettet imod al tidens individualisme. Men man skal være opmærksom på, at det også er individualiteten, som kan træffe det valg at give afkald på hele tiden at sætte sig selv i centrum og for eksempel i stedet rette opmærksomheden mod sine børnebørn,” siger han.
Netop det individuelle valg at give afkald på egne individuelle lyster er ifølge Niels Henrik Gregersen en rød tråd i såvel katolsk som lutheransk teologi.
”I klosterbevægelsen og den augustinske tradition var der en tilbøjelighed til at gøre valget mellem Gud og verden til et enten-eller, men hele den kristne tradition har askesen og bestræbelsen på at forbedre sig som menneske som afsæt. For eksempel da Luther i 1519 skrev om dåben, at selve handlingen kun varer et øjeblik, men dens betydning som syndens død og det nye menneskes opvågnen varer hele livet og ender først i graven,” siger Niels Henrik Gregersen.
Ordet askese betyder egentlig ”at øve sig” på græsk og handler om at træne sig til at kunne afholde sig fra kropslige behov. Ifølge professoren har dette begreb været i miskredit blandt protestantiske teologer, fordi det dels havde fået en klang af seksualforskrækkelse, dels blev kædet sammen med buddhistiske eller nyreligiøse ritualer og meditationsformer.
”I 1970’erne blev askese af teologer set som et forsøg på at fjerne sig fra verden. Men det er vendt tilbage som et begreb, der også kan handle om at blive bedre i stand til at være nærværende i verden, i tro, håb og kærlighed. Det gælder i forhold til den nøje tidsfastsatte askese-periode, som fasten udgør, i bestræbelsen for at omvende sig permanent, og i nytårsforsættet, som ligger et mærkeligt sted imellem de to,” siger Niels Henrik Gregersen.
Filosof Erik Bendtsen, ekstern lektor ved institut for kommunikation og humanistisk videnskab ved Roskilde Universitet, slår fast, at bestræbelsen på at forandre sig til det bedre er almenmenneskelig. Men i vores kultur er der en linje, som ret præcist går tilbage til Sokrates i det antikke Grækenland i 400-tallet før Kristi fødsel.
”Indtil Sokrates var opfattelsen, at den enkelte ikke havde ansvaret for forandring, fordi alt alligevel lå i gudernes hænder. Men med Sokrates og senere Aristoteles bliver mennesket selv ansvarlig for at forbedre sig. Her opstår dydstraditionerne. Hvis man for eksempel er en dårlig taler, skal man ifølge Aristoteles tvinge sig selv til at holde taler for at kunne blive bedre. I den kristne tradition var denne individuelle bestræbelse på at forbedre sig underordnet idealet om at være et troende og næstekærligt væsen, men i romantikken fik den stor betydning, og hele den nutidige selvhjælps- og selvudviklingskultur udløber herfra,” forklarer han.
Ligesom Niels Henrik Gregersen er Erik Bendtsen optaget af, at hverken det foranderlige eller det konstante og hverken det individuelle eller det fællesskabsorienterede er entydigt godt eller skidt.
”Vi er aldeles sammensatte væsener. Vi kan både være egoistiske og næstekærlige. Og vi kan være brovtende og selvpromoverende, men ofte er vi det, samtidig med at vi er bevidste om alle vores fejl og mangler,” siger Erik Bendtsen.
Med afsæt i filosofien – og ved siden af de fornuftige råd om at tage små skridt, lægge konkrete planer, inddrage andre og opretholde hjernens dopamin-niveau – anbefaler han som middel til vellykket forandring, at man søger og opnår ”den rette selvforståelse”.
Et stærkt litterært billede på dette forfattede digteren Rainer Maria Rilke i 1908, da han havde iagttaget et statue af den græske gud for oplysning og indsigt, Apollon, på Louvre-museet i Paris. Han skrev det romantiske digt ”Archaïscher Torso Apollos”, som sluttede med den universelle og ofte citerede opfordring: ”Du musst dein Leben ändern”. Du må ændre dit liv.
”Apollon-statuen udtrykker i digtet hele kunstens funktion. Den er der ikke for at underholde os, men for at vi kan bruge den til gennem andre at blive klogere på vores liv. Uanset hvilken forandring, vi stræber efter, er den lettere at gennemføre, jo bedre vi er til at træde nogle skridt væk fra os selv. At se på os selv udefra, gennemskue al vores indre modstand og vores egne selvbedrag. Og det kan den store kunst, den store musik og den store litteratur hjælpe os med,” siger Erik Bendtsen.