Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Forbrugerråd advarer imod datahøst i populære apps

Det norske forbrugerråd har afdækket, hvordan virksomheder sælger og køber personlige data om vores interesser, vaner og adfærd. (Genrefoto). Foto: Kasper Palsnov/Ritzau Scanpix

Forbrugerrådet Tænk vil på baggrund af norsk undersøgelse have Datatilsynet til at se på dataindsamling.

Det norske forbrugerråd har afdækket, hvordan ti populære apps indsamler personfølsomme data og deler dem med tredjepart.

Det er ifølge rådet ulovligt, og derfor har man anmeldt firmaet bag appen Grindr og fem annoncører til det norske datatilsyn, skriver Jyllands-Posten.

Også herhjemme vil Forbrugerrådet Tænk have Datatilsynet ind i sagen.

- Vi forbrugere har også ret til et privatliv i den digitale verden.

- Vi deler derfor det norske forbrugerråds vurdering af, at deling af personlige data i dette tilfælde overtræder europæisk lovgivning.

- I nogle tilfælde er der endda tale om datingapps med uhyre følsomme oplysninger, som vi mister kontrollen over, siger seniorjurist Anette Høyrup, Forbrugerrådet Tænk.

Hun påpeger, at det er så godt som umuligt som forbruger at gennemskue, hvad der sker med ens data, efter at man har hentet en app til telefonen.

Grindr er ifølge seniorjuristen formentlig hverken værre eller bedre end andre apps, men udvalgt som en prøvesag, der skal afklare grænserne.

- Det mest følsomme er, at de kan følge os overalt, hvor vi bevæger os i gadebilledet, og at det ryger ud til så mange kommercielle partnere, siger Anette Høyrup.

Når vi som forbrugere downloader en app, accepterer vi typisk nogle vilkår.

Mange svarer ja uden at læse betingelserne. Alligevel mener seniorjuristen ikke, at man kan se dette samtykke som accept af videresalg af oplysninger til tredjepart.

- Det foregår i det skjulte, og det er ikke noget, vi kan sige nej til.

- Så længe, det er skjult, og forbrugeren ikke har et reelt valg, så mener jeg, det er et problem, siger Anette Høyrup til Ritzau.

Det vil det ifølge seniorjuristens vurdering være ønskeligt, at der på internationalt plan laves nogle regler på området.

Men der er også noget, forbrugerne selv kan gøre.

Anette Høyrup råder forbrugerne til at være ekstra opmærksomme, hvis de bruger apps, der indsamler intime oplysninger om dem.

- Vi tester eksempelvis nogle apps, der følger menstruationscyklus. Det er ret mange intime oplysninger, de beder om.

- Når det handler om sundhed, sex og dating, så er det en god idé at tænke sig ekstra grundigt om, siger Anette Høyrup.

I telefonens indstillinger kan man undersøge, om det er muligt at slå unødvendig dataindsamling fra.

/ritzau/

Forbrugerrådet Tænks reaktion