Prøv avisen

Forbrydelser begået i en anden tid rejser spørgsmål om straf og skyld

Den internationale nazijæger og direktør for Simon Wiesenthal Centret, Efraim Zuroff, foran politistation Station City i København i tirsdags, hvor han politianmeldte den 90-årige Helmuth Leif Rasmussen. - Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Scanpix

Retsforfølgelse af aldrende gerningsmænd for forbrydelser begået i en anden tid tvinger os til at se på selve bevæggrundene for at straffe, siger ekspert i straf og etik

I en lejlighed i det indre København sidder en 90-årig mand og afventer sin skæbne. I årene efter Anden Verdenskrig sad han fængslet for sin aktive deltagelse i tysk krigstjeneste.

Nu har fortiden indhentet ham igen. Først på ugen indleverede den internationale nazijæger og direktør for Simon Wiesenthal Centret, Efraim Zuroff, en politianmeldelse, der på ny anklager den 90-årige Helmuth Leif Rasmussen for forbrydelser begået under krigen.

Og det er nu op til anklagemyndigheden at vurdere, om der skal rejses sigtelse.

Sager om forbrydelser begået i en anden tid og i en anden historisk sammenhæng rejser typisk de samme spørgsmål:

Er forbrydelsen forældet, og giver det overhovedet mening at straffe et gammelt menneske, der alligevel ikke har langt igen?

Men sagerne bør også give anledning til at se på de grundlæggende bevæggrunde for straf i det hele taget, mener professor Jesper Ryberg, der forsker i straf og etik ved Roskilde Universitet.

”Forbrydelser begået for længe siden og af nu ældre gerningsmænd rejser det helt centrale spørgsmål: Hvad er egentlig meningen med at straffe?” siger han.

Historisk har to grundlæggende filosofiske tilgange til straf domineret de seneste århundreders retspraksis og tænkning.

Den ene berettiger straf i kraft af straffens forebyggende karakter, mens den anden berettiger straf udfra fortjeneste - altså at gerningsmanden har fortjent at bød for sine ugerninger.

I sager om aldrende forbrydere falder argumenterne om forebyggelse imidlertid væk, da det er usandsynligt, at de vil begå kriminalitet igen.

”Dermed står man tilbage med straf som en fortjent reaktion. Gerningsmanden straffes, fordi han har gjort sig fortjent til det, og ikke fordi han skal forhindres i at begå nye ugerninger,” siger Jesper Ryberg.

Når sagen om den politianmeldte 90-årige alligevel ikke er helt så enkel, skyldes det ifølge Jesper Ryberg, at der i retsforfølgelsen af gerningsmænd beskyldt for netop krigsforbrydelser i nazismens navn kan hævdes at være en forbyggende effekt i forhold til nynazistiske grupperinger og sympatisører.

”Man kan argumentere for, at mennesker, der leger med nazismen, rent faktisk kan opleve det som afskrækkende, at sager fra krigen fortsat efterforskes - og måske endda kan føre til dom. Men det er uklart, om det reelt vil medvirke til at hindre fremtidige højreradikale forbrydelser,” siger han.

Hvis man mener, at sagen bør få et udfald i form af mild straf eller helt undgå en retslig forfølgelse, så har det ikke noget at gøre med mandens alder, påpeger prodekan for forskning ved Københavns Universitet Henrik Palmer Olsen, der forsker i retsfilosofi og menneskerettigheder.

”Derimod kan det spille ind på vores holdning, at der er gået meget lang tid, siden forbrydelsen blev begået. Hvis det var sket i går, ville ingen være i tvivl om, at han skulle retsforfølges, men der er gået mange år, hvilket kan rejse spørgsmål om kvaliteten af de beviser, der forelægger i sagen. Hvilke vidner kan man føre? Findes der nedskrevne dokumenter, som er pålidelige og så videre?”, siger Henrik Palmer Olsen, der forklarer, at vores tillid til eventuelle beviser spiller en stor rolle i forhold til spørgsmål om retsforfølgelse.

Samtidig har vi ikke samme forhold til forbrydelser, som er foregået på geografisk eller tidsmæssig lang afstand, og spørgsmålet om, hvad vi rent faktisk får ud af at straffe, har også indflydelse på vores meningsdannelse.

Ikke mindst har forbrydelser fra nazitiden det karaktertræk, at der ikke er tale om en ”privat” forbrydelse, hvor man slår ihjel af personlige og følelsesmæssige grunde. I stedet opfatter vi det som institutionaliserede forbrydelser, siger Henrik Palmer Olsen.

”Det er det aspekt, der gør, at den slags forbrydelser bliver knyttet til et daværende politisk regime, snarere end de knyttes til en enkeltperson. Naturligvis har personen et ansvar med sin tilstedeværelse, men den historiske og tidsmæssige afstand gør, at mange kan have en mening om, hvor længe man skal blive ved med at forfølge krigsforbrydere,” siger han.