Forbudte frikadeller skaber igen debat

Plejefamilier må ikke længere servere svinekød for deres plejebørn, hvis de biologiske forældre ikke ønsker det. Ankestyrelsens afgørelse møder dog kritik fra De Konservative.

De biologiske forældre skal ikke diktere plejeforældrenes opdragelse, mener politiker. Arkivfoto: Frikadeller med rødkål, sovs og kartofler
De biologiske forældre skal ikke diktere plejeforældrenes opdragelse, mener politiker. Arkivfoto: Frikadeller med rødkål, sovs og kartofler. Foto: Jørgen Schytte Denmark.

Svinekød er igen blevet en del af den politiske debat.

I sidste uge gav Ankestyrelsen en muslimsk far medhold i sine klager over, at hans døtre havde fået serveret svinekød hos deres plejefamilie i Brøndby. Forinden havde både Brøndby Kommune og Det Sociale Nævn ellers afvist klagen.

Kommunen var ligeglad, det var respektløst, sagde pigernes muslimske halvsøster Julie Hayat i weekenden til DR Nyheder. Og den muslimske families advokat har kaldt sagen principiel. Men den rejser også en række problemer.

Formanden for Plejefamiliernes Landsforening, Jens Vegge Bjørck, respekterer Ankestyrelsens afgørelse, men er bekymret for, at den kan blive en glidebane.

Man kan ikke forlange, at man som dansk plejefamilie skal opdrage sine plejebørn som muslimer, med mindre man har aftalt det først. Selvfølgelig kan man tage hensyn til de biologiske forældres religiøse følelser. Men jeg frygter lidt, at det kan blive en glidebane. Nu drejer det så om kosten, men hvor langt kan man lægge en muslimsk opdragelse ind i en ikke-muslimsk plejefamilie? Skal man så også sørge for, at børnene beder fem gange om dagen? spørger Jens Vegge Bjørck.

Hvis man som plejeforældre skal imødekomme de biologiske forældres religiøse ønsker, skal det aftales fra anbringelsens start, og derfor kan Ankestyrelsens afgørelse nu skabe praktiske problemer, mener han.

LÆS OGSÅ: Danskere vil ikke tale dansk med udlændinge

Der er ingen tvivl om, at det kan besværliggøre hverdagen for mange af de plejefamilier, der har taget muslimske børn til sig. Hvis man kører det helt ud, kan der jo for eksempel også være spor af svinekød i vingummier og kager, og man kan komme til at skulle lave to forskellige retter, hvis man selv vil spise en frikadelle af kalv og flæsk. Det kan og bør man naturligvis kompensere for økonomisk. Men det dybereliggende spørgsmål er, hvor meget man skal lave om på sin egen familie for at blive plejefamilie.

De Konservatives socialordfører, Benedikte Kiær, er direkte bekymret for Ankestyrelsens afgørelse:

Jeg synes, at man skal fokusere på børnene i stedet for deres biologiske forældres ønsker. Selvfølgelig skal man prøve at finde en plejefamilie, der passer med børnenes baggrund. Men når børn anbragt udenfor hjemmet, er det jo, fordi de biologiske forældre ikke har kunnet passe ordentligt på dem. Derfor synes jeg, at det virker underligt, at forældre kan komme og diktere, hvordan deres forsømte børn skal opdrages, siger Benedikte Kjær, der ikke håber, at Ankestyrelsens afgørelse bliver principiel.

I dette tilfælde vil faderen ikke have, at døtrene spiser svinekød, men hvad hvis han heller ikke vil have, at de skal gå til svømning eller gymnastik? Det kan for alvor gøre mig bekymret, siger hun.

Socialdemokraternes kirkeordfører og fungerende socialordfører, Karen Klint, er mere positiv stemt overfor Ankestyrelsens afgørelse:

Når børn bliver anbragt, mener jeg selvfølgelig, at man skal respektere deres kostvaner. Den holdning ville jeg også have, hvis forældre var jøder eller kristne. Jeg kunne heller ikke forestille, at man for eksempel fik et barn i pleje, hvor forældrene var Jehovas Vidner, og så gav det en blodstransfusion uden at spørge de biologiske forældre. Plejeforældre er ansat til at påtage sig en opgave, og man er nødt til at respektere de biologiske forældres religion, siger Karen Klint.