Prøv avisen

Fordelagtigt at købe sommerhus nu

På fem år er antallet af solgte sommerhuse steget med 96 procent, viser tal fra Boligsiden, som har sammenlignet antallet af handler i januar 2013 med handler i januar 2018. Foto: Scanpix/Henning Bagger

Priserne er stadig lave, lånemulighederne er billige, og mange har friværdi at bruge af. Derfor kan et sommerhuskøb være fordelagtigt lige nu.

Trods sibirisk kulde er foråret lige om hjørnet, og det er ensbetydende med større interesse for at se på sommerhuse.

Og efter mange hårde år er sommerhusmarkedet langsomt og med små skridt ved at rette sig igen, siger direktør i Boligøkonomisk Videncenter Curt Liliegreen.

- Sommerhusmarkedet har været ramt af en langvarig tilbagegang sammenlignet med særligt ejerlejligheder og parcelhuse. Og det er det stadig som helhed, selv om det går bedre, siger Curt Liliegreen.

Udbuddet af sommerhuse er stadig meget højt, og ifølge Boligsiden var der udbudt 9832 fritidshuse i januar 2018. De seneste tre-fire år er udbuddet faldet stille og roligt, men der kommer ifølge Curt Liliegreen til at gå noget tid, før man får afviklet den store pukkel af sommerhuse, som er til salg.

Alligevel er der visse ting, der taler for, at det lige nu er et godt tidspunkt at udleve drømmen om afslapning i hængekøjen i sit helt eget fritidshus.

- Selv om renten er gået op, så har du stadig en historisk billig rente, så du har billig finansiering, og du kan stadig nå at købe et sommerhus, før de er kommet op i pris, siger Curt Liliegreen.

En anden fordelagtig ting er den generelle økonomiske fremgang og stigende boligpriser, som har givet en del boligejere friværdi i deres helårsbolig, som kan investeres i et sommerhus, siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

- Derudover er der lavet regelændringer, der gør, at man kan tage realkreditlån for 75 procent af sommerhusets værdi, hvor det tidligere var 60 procent. Så det er blevet mere begrænset, hvor meget man skal have med fra anden side, siger Birgit Daetz.

Man skal dog ikke købe hvad som helst, selv om det er billigt lige nu.

- Hvis man køber et sommerhus i et område, hvor der på lang sigt kan være en vigende efterspørgsel, så kan man måske ikke komme af med det igen, siger Curt Liliegreen.

Hans anbefaling er derfor meget klar: Pas på med at tage chancer.

- Hvis man skal købe et sommerhus, så skal man ind, de steder hvor der er fremgang i markedet, fordi mit bud er, at det vil der også være i de kommende år. Er man uden for de områder, så ville jeg være lidt mere på vagt, siger Curt Liliegreen.

Man skal altså kigge efter sommerhus i populære områder, hvor kvadratmeterpriserne er lidt høje i forvejen.

- Mit bud er, at man skal gå efter det sikre og købe det lidt dyrere sommerhus, hvis man vil være sikker på at være med i det fremtidige marked, siger Curt Liliegreen.

/ritzau fokus/