Prøv avisen

Fordi han er den bedste

H.C. Andersen, her i skuespilleren Henrik Koefoeds skikkelse, sammen med Kay, Gerda og Snedronningen ved den store H.C. Andersen galla, som trak 36.000 gæster til Parken i København lørdag aften. -- Foto: Scanpix.

Fest for eventyrdigteren H.C. Andersen fik en fantastisk fejring af sin runde dag

Den massive mennesketrafik er gået i stå ud for Magasin i Odense.

– Her er godt nok mange mennesker i dag, siger en dame. Vist er det lørdag og solskin, men de mange tynde hvide stænger ud fra rygsække og i hænderne afslører, at de usædvanligt mange mennesker ikke kun er i byen på grund af den fantastiske forårssol. Men fordi H. C. Andersen har rund fødselsdag.

Aftenen i forvejen havde 50.000 mennesker været til det fyrværkeri, der hører enhver stor fødselsdag til. Et fyrværkeri, der i sin tid var meget omdiskuteret, for hvorfor skulle man bruge penge på den slags – tænk alle de gode oversættelser, man kunne få for samme sum?

De gode oversættelser har der hele tiden været fin plads til i fejringen af H.C. Andersen, ligesom de gode oversættere hele tiden er blevet fremhævet og værdsat med blandt andet den ærespris, som Odense By hvert år har tildelt. Og som er sidste punkt på dagens program i Odense.

Men gode oversættelser får ikke Odenses hovedstrøg til at gå i stå eller 50.000 mennesker ud en kold fredag aften. Det gør stjerner derimod. Som skuespilleren og HCA-ambassadøren Roger Moore, der tidligere på dagen har skabt jubel i Odense.

Inde i koncerthuset stemmer symfoniorkesteret instrumenterne, og mens gæsterne finder deres pladser overvåget fra to storskærme af en svagt smilende H.C. Andersen, står det pludselig helt klart, at det mest vidunderlige ved alt det her egentlig er, at det er en forfatter, vi fejrer.

Alle de kongelige, alle de internationale stjerner, de store politiske navne, alle kameraholdene fra Japan, Tjekkiet, Sverige og TVSyd er her ikke i anledning af Melodi Grand Prix eller kongeligt bryllup, men fordi en forfatter blev for født for 200 år siden.

Det er virkelig værket, der kommer i forgrunden i løbet af fødselsdagen.

Konkret er det især ved uddelingen af Odense Bys Hans Christian Andersen priser, hvor kritikeren Harold Bloom får den store H.C. Andersen pris på 50.000 euro, Günther Grass får en pris for sine litografiske illustrationer til H.C. Andersens eventyr, og A Film modtager en hæderspris for deres animation af H.C. Andersens eventyr sammen med Sergej Semonov, der er leder af Den Russiske Specialskole.

Semonovs skole er bygget op om et grimme ælling-princip, hvor børn, der aldrig ville have haft en chance i samfundet ellers, bliver taget sig af og gjort til svaner på hver sin måde.

Sergej Semonov har taget en af sine elever, Andrej, med. Det lys, der stråler ud fra denne dreng, det lille knæk af bevægelse, der er i Semonovs stemme, da han siger "af hjertet tak" for prisen, er så overvældende og rørende, at det bliver en stilfærdig, men sandfærdig og ægte kulmination i fejringen.

For de to mennesker har H.C. Andersen gjort en seriøs og mærkbar forskel. De bliver det levende bevis på, hvorfor landet skal sættes på den anden ende i fejringen af hans forfatterskab. Han er noget særligt.

Det kunne den berusede kvinde ude på gaden ikke helt se. Hun vrisser noget over, at en af de store turistbusser med gæster på vej væk fra prisuddelingen spærrer hendes og plastickrusets vej gennem Odense. Men en politibetjents venlige respons får snart hendes irritation til at fordampe.

For ingen kan være rigtig vrisne denne eftermiddag i Odense. Det er som om hele byen er gennemstrømmet af en varme fra andet end solen. En lys og hjertelig munterhed og glæde over, at dagen endelig er kommet, at hele verden er samlet i byen, og ser ud til at nyde at være her. Iblandet en ægte stolthed over, at H.C. Andersen lod sig føde lige her i 1805.

I Parken i København fire timer senere går lugten af popcorn og pissoir klart igennem sammen med lyden af opvarmningsbandet. De lange paphåndtag med fadølskrus bevæger sig hjemmevant rundt i det usædvanligt brogede menneskemylder.

Tre unge kvinder har pyntet sig med plastickroner, nogle er mødt op i smoking, mens et par teenagere er sprunget på 1980'er moden med dynejakker og Kawasakisko. En enkelt minkpels har fundet vej igennem køen og høster opmærksomhed fra et par kvinder, der mener, at dens ejer må være VIP'er med særlig garderobe. For sådan en pels udsætter man vel ikke for Parken-risikoen af et møde med ødsle mængder spildt øl?

Minken kom faktisk til at tilbringe en henslængt aften på en sort plasticstol i blok 7. For i Parken i aften er alle 36.000 lige, om de så er iført minkpelse eller cowboyjakker. Om end en rød tråd gennem aftenen er, at vi stadig kan producere internationale stjerner i Danmark: skuespilleren Connie Nielsen er værtinde, modellen Helena Christensen gæsteoptræder, og trommeslageren Lars Ulrich høster et af aftenens største bifald, da han på dansk fra scenen siger familiært "Til lykke Hans Christian". Nemlig så: I Danmark er han født, der har han hjemme, Hans Christian.

Selv om han i aften er en international superstjerne.

Da ordet lyder fra scenen, ryger øjenbrynet kortvarigt op i en spids. Men helt ærligt, det er han jo. Vi er bare så vant til, at der en tyk, beskyttende hinde mellem finkultur, som nu litteraturen, og så populærkulturen. Så når nogle prøver at prikke hul på hinden, bliver vi kritiske. Det går ikke.

Men det gør det altså – i Parken lørdag 2. april 2005.

Det gør dét, fordi "Once upon a time" showet er stramt arrangeret og vinklet. Vi glemmer aldrig, hvorfor vi er her, at det H.C. Andersen og hans betydning, vi markerer. Kulturelt, men også i et mere politisk perspektiv. Den kamp mod analfabetisme, som HCA-abc Fonden tager op, kommer frem flere gange.

Det er også værket, det handler om i Jean Michel Jarres dramatiske udgave af "Skyggen", der inddrager hele rummet i en snigende gyser, og i de nutidige danske superstjerner Safri Duos passionerede udgave af "Den standhaftige tinsoldat", som for alvor varmer Parken op.

Selv i Olivia Newton Johns ene sang er logikken der. Hun har dog et par hit at vælge imellem, men i aften er det eneste rigtige valg sangen om eventyrlandet "Xanadu". Der får de sorte plasticstole til at gynge i takt med kroppenes vippen på dem. En mand får pludselig vakt sin ungdoms idolforelskelse ved synet af Newton John. Han prøver desperat at signalere til sangerinde om en autograf, men må nøjes med et afvæbnende blik og venligt smil fra hende.

Som aftenen skrider frem er feststemningen stigende. Op til kogepunktet da hun kommer ind og slutter showet – Tina Turner.

Så kan de ellers ihærdige orange stewarder ikke holde publikum civiliserede længere. De vil ud, ud i gangene og slippe begejstringen fri.

En begejstring, der måske lige her mest handler om at stå over for en af musikkens største navne. Men selv med dét forbehold så kunne han ikke have ønsket sig en mere forrygende, fantastisk og storslået afrunding af sin runde dag, Hans Christian Andersen, end da den ene superstjerne fra scenen afleverer sin private fødselsdagshilsen til den anden superstjerne med et "Because he's simply the best!".