Prøv avisen

Forening: Irans præstestyre bag dansk stormoské

Organisationen Fællesinitiativet oplyser, at Sayed Mohammed Mehdi Khademi, der er imam for moskéen på Vibevej, i statslige iranske medier tituleres som "den internationale Ahlul Bayts imam i Danmark." Det er usandt, lyder det fra Ahlul Bayt i Danmark. -- Foto: .

Farlige forbindelser mellem Iran og kommende stormoské i København, advarer organisation. Løgn, siger forening bag moskéen

Foreningen Ahlul Bait, der står bag den kommende stormoské på Vibevej i København, har direkte forbindelser til den internationale organisation Ahlul Bayt, hvor shia-gejstlige i Iran og eksempelvis Hizbollah i Libanons politiske og militære leder, Hasan Nasrallah, sidder i bestyrelsen.

Det hævder organisationen Fællesinitiativet, der har samlet muslimske og andre foreninger under parolen "Nej til Irans prestigeprojekt" og lørdag organiserede en demonstration på Vibevej mod stormoskéen.

Belægget er blandt andet, at den internationale Ahlul Bayts hjemmeside henviser til Ahlul Bait i Danmark som en del af organisationen. Og at Sayed Mohammed Mehdi Khademi, der er imam for moskéen på Vibevej, i statslige iranske medier tituleres som "den internationale Ahlul Bayts imam i Danmark."

"Vi er helt sikre på forbindelsen. På de statslige iranske hjemmesider kan man se, det er et præstestyret prestigeprojekt," siger Jaleh Tavakoli, der er talskvinde for demonstrationen, eksiliraner og medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Enhedslisten.

Kristeligt Dagblad beskrev sidste sommer, at penge fra Iran indgår i planerne for den 40-50 millioner kroner dyre moské. Samtidig dokumenterede Weekendavisen, at den iranske stat i 2001 finansierede købet af grunden på Vibevej gennem et ejerpantebrev udstedt til Irans daværende ambassadør. Fællesinitiativet forsøger forsat at bremse stormoskéen, forklarer Jaleh Tavakoli:

"Hvis det kun handlede om religion, ville vi ikke blande os. Men præstestyret i Iran udbreder en politisk islam, der søger international forankring og magt."

Selvom der er forbindelse mellem Foreningen Ahlul Bait og den internationale organisation, medfører det vel ikke nødvendigvis overgreb i Danmark?

"Det håber vi ikke for vores egen skyld. Men flere end 100 eksiliranere, der har sagt præstestyret imod, er blevet slået ihjel i Frankrig, Tyskland og Sverige. Risikoen for, at styrets magt udbredes under dække af en moské, gør os utrygge i Danmark."

Zahra K. Al-Robai, talskvinde for Foreningen Ahlul Bait, afviser forbindelsen.

"Vi tilhører ikke den internationale organisation Ahlul Bayt," siger hun.

Henvisningen på den internationale Ahlul Bayts hjemmeside forklarer Zahra K. Al-Robai med, at shiamuslimske foreninger altid henviser til andre shiamuslimske foreninger rundtomkring i verden. At imamen fra Vibevej i statslige iranske – og persisksprogede – medier kaldes den internationale organisations imam i Danmark er usandt, hævder hun. Det samme gælder selve anklagen om, at stormoskéen bliver et brohoved i Danmark for præstestyret i Iran.

"Når vi får stormoskéen, er det kun designet, der bliver ændret. Vi har eksisteret i Danmark i otte år, og der har aldrig været noget problem med hensyn til præstestyret i Iran. Beskyldningerne viser, at de søger rampelys ved at beskylde os for sådan nogle latterlige og absurde anklager," siger Zahra K. Al-Robai.

Selvom Fællesinitiativet kunne bevise forbindelsen mellem Foreningen Ahlul Bait og internationale Ahlul Bayt, er den ikke ulovlig, påpeger Lene Kühle, der er religionsforsker ved Aarhus Universitet og beskæftiger sig med moskéer i Danmark.

"Det er ikke ulovligt at bygge en moské og have forbindelse til nogle eventuelt suspekte typer. Jeg kan sagtens se, at moskéen bliver træls for eksiliranerne, men det er en del af religionsfriheden i Danmark. Hvis der var forbindelse til en direkte kriminel organisation, var sagen en helt anden," siger hun.

beck@kristeligt-dagblad.dk