Over halvdelen af danskerne har et BMI over 25 og kan derfor karakteriseres som overvægtige. Andelen er stigende, men hvem bærer ifølge danskerne ansvaret for udviklingen? Det har Kræftens Bekæmpelse undersøgt i en ny rapport, der udkommer i dag.
Kristeligt Dagblad har spurgt, hvordan man ser på resultaterne hos Adipositasforeningen, der repræsenterer folk med svær overvægt.
Carina Jørgensen, næstformand hos Adipositasforeningen, 9 ud af 10 danskere mener, at den stigende forekomst af overvægt er den enkeltes ansvar. Hvad tænker du om de tal?
Først og fremmest kommer det ikke bag på mig, fordi det er det, vi mærker og hører fra vores medlemmer. Men jeg synes, at det er trist, at man i 2023 stadig ikke forstår, hvor komplekst overvægt er.
I hvor høj grad mener du, at man kan tale om, at overvægt er den enkeltes ansvar?
Vi har alle et ansvar, og det kan vi ikke bare fralægge os. Der er ting i kosten, man kan gribe anderledes an. Man kan bare ikke sige, at det er årsagen til, at alle kæmper med overvægt, og at de bare skal spise sundere. Der er faktisk mange tykke mennesker, som spiser sundt og bevæger sig, men stadig er tykke. Der er også slanke mennesker, som spiser usundt og ikke bevæger sig.
Hvorfor er det mere kompliceret end at ’lette rumpen og lukke munden’, som nogle udtrykker det?
Det er det, fordi der er rigtigt mange forskellige ting, som spiller ind. Hos Adipositasforeningen har vi netop delt en historie om Ole på vores sociale medier, som løbetrænede regelmæssigt, inden han fik en skade og blev fyret fra sit arbejde. Han var normalvægtig, og i dag vil jeg skyde på, at han vejer over 200 kilo. Når der sker nogle fundamentale ændringer i ens liv, så bliver man påvirket af det psykisk. Der er også mange eksempler på, at folk tager på som følge af medicinsk behandling, uden at de kan gøre en pind ved det.
Siden slutningen af 1980’erne er andelen af danskere, der lever med overvægt steget fra 30 til 53 procent. Hvorfor ser vi den udvikling?
Der er bare sket noget med vores samfund, hvor mange ikke længere har tid og overskud til at stå i køkkenet og snitte fem forskellige grøntsager, for ungerne skal jo også lige i bad og puttes. Samtidig er det blevet nemmere at købe junk food og andet forarbejdet mad. Supermarkederne placerer også varerne strategisk, så man falder for fristelserne, og varerne er prissat, så to liter cola koster omtrent det samme som en halv liter. Og når du først har åbnet en cola, ved vi alle sammen, at den skal drikkes hurtigt, hvis man skal undgå, at den bliver flad. Det er jo spild at penge at hælde den ud i vasken. Politikerne har også et ansvar, for hvorfor skal det være så dyrt at købe de gode, lækre grøntsager, mens vi får de usunde fødevarer smidt i nakken til ingen penge.
Det kræver altså i stigende grad ekstraordinær viljestyrke at fravælge de usunde fødevarer?
Ja, og så er der situationer, hvor det slet ikke handler om viljestyrke, men nogle andre psykiske mekanismer. Der er nogle, som spiser for at kapere deres psykiske dæmoner, ligesom andre bruger alkohol, smøger, stoffer eller ekstremsport.
Hvad er din egen personlige erfaring med overvægt?
Jeg blev drillet som ganske lille og blev omtalt som tyk. På det tidspunkt var jeg ikke tyk, men det resulterede i, at jeg blev det. Det fortæller også noget om, at stigmatiseringen i sig selv kan ende med at forværre situationen. Det endte med, at jeg udviklede spiseforstyrrelsen BED (binge eating disorder eller på dansk: overspisning, red.). Man kommer aldrig helt af med en spiseforstyrrelse, men den er under kontrol. Den har det dog med at poppe op, når livet gerne vil kaste dig lidt i gulvet.