Prøv avisen

Forening vil sikre handicappedes ret til et sexliv

”Lige det her punkt er et område, hvor både skoler, elever og lærere er usikre, for det er belagt med en række tabuer, når man bevæger sig over på et område, hvor plejen kommer ind på det helt intime," siger Michael Kümmel fra Danske SOSU-skoler. Modelfoto

Multihandicappede har ret til en seksualitet, og den bør plejepersonalet sikre dem muligheden for at udøve, mener handicapforening. Det vil overskride de ansattes grænser, advarer fagfolk. Vi kan ikke sige, at seksualitet er eller bør være en del af alle menneskers liv, lyder det fra professor i etik

Skal en multihandicappet mand uden sprog og med tankevirksomhed som et spædbarn have hjælp af personalet på sin institution, hvis han viser tegn på at være seksuelt opstemt?

Det mener Sammenslutningen af Unge med Handicap (SUMH), der nu efterlyser en større anerkendelse af, at personer med stærke mentale og fysiske handicap, såkaldte multiple funktionsnedsættelser, også har en seksualitet, de ønsker at udøve. Og den anerkendelse er det først og fremmest plejepersonalet på de enkelte bosteder, der skal reagere på, mener foreningen:

”Konkret er der mange bosteder, hvor personalet er meget i tvivl om, hvordan de skal håndtere, at borgerne ligesom alle andre mennesker har en seksualitet og et seksuelt behov. De ved ofte ikke, hvordan de skal gå til det, og de anerkender ofte ikke, at seksualiteten er der,” siger specialkonsulent Kim Steimle Rasmussen fra SUMH.

Selvom Kim Steimle Rasmussen erkender, at seksualiteten hos stærkt handicappede personer kan være grænseoverskridende for personalet, mener han, at de skal forholde sig til det. Derfor appellerer han til, at hensynet til seksualiteten hos de mest handicappede borgere skal indarbejdes under uddannelsen og på de enkelte institutioner:

”Handicap og seksualitet burde være et obligatorisk undervisningsområde på uddannelserne, men også et ansættelseskrav på de enkelte institutioner. Man bliver jo ikke ansat sådan et sted, hvis man ikke vil skifte ble på borgerne, og det er lidt den samme måde, man skal tænke det med borgernes seksualitet. Der må man sige, at arbejdspladserne selvfølgelig skal respektere de ansattes grænser, men du bliver nødt til at forholde dig til, at seksualiteten er der, og at de nødvendige rammer skal skabes for, at borgerne kan udleve den. Det må være en del af pakken, hvis man vil arbejde sådan et sted,” siger Kim Steimle Rasmussen.

Hos Danske SOSU-skoler, der i dag uddanner størstedelen af plejepersonalet til landets bosteder for multihandicappede, erkender Michael Kümmel, at multihandicap og seksualitet ikke er en del af undervisningen, for området er fyldt med tabuer og manglende viden:

”Lige det her punkt er et område, hvor både skoler, elever og lærere er usikre, for det er belagt med en række tabuer, når man bevæger sig over på et område, hvor plejen kommer ind på det helt intime.”

Og selvom uddannelseskonsulenten mener, at multihandicappedes behov for en seksualitet skal anerkendes, mener han, at det er urimeligt, at foreningen kræver, at man inddrager borgernes seksualitet til et uddannelseskrav på linje med andre plejeopgaver:

”Der er aldrig nogen sosu’er, der har sagt nej til at skifte ble, men for manges vedkommende overskrider man en personlig grænse, når man bevæger sig ind på det her område. Derfor har jeg svært ved at se, at det kan blive et ansættelseskrav. ”

Et synspunkt, som sektorformand for social og sundhed hos FOA Karen Stæhr også tilslutter sig. Hos fagforeningen møder formanden jævnligt emnet om multihandicappedes seksualitet, og selvom hun giver Michael Kümmel ret i, at emnet bør blive mere synligt i branchen og på uddannelserne, synes hun, det er urimeligt at give seksualitet og seksuel assistance status som et krav til de ansatte:

”Jeg synes, det er svært at skrive i ansættelsen, at du også skal forholde dig til hr. Petersens seksualitet. Så åbner vi for en masse nye krav, hvor det bliver svært at sætte en grænse. Seksualitet er noget, der hører med til den enkelte person, derfor er det ønskeligt, at man ved mere på området, men ligefrem at stille det op som et ansættelseskrav, det er for meget.”

Hos Socialdemokraterne er sundhedsordfører og næstformand for sundheds- og ældreudvalget Flemming Møller Mortensen af en noget anden opfattelse: Modsat FOA og Danske SOSU-skoler hilser han forslaget velkommen, for hensynet til en minoritetsgruppe som multihandicappede er ganske enkelt en del af samfundets pligt:

”Når vi som samfund hylder tolerancen og forståelsen for minoriteter, nytter det ikke noget, at vi har en borgergruppe, der er forsømt på det her område. Seksualitet er en væsentlig og indlejret del af menneskers behov, og det skal et fagligt personale selvfølgelig have med sig i tankerne. Hvis man har den menneskelige forståelse med sig, som omsorgsfaget kræver, bør spørgsmålet om seksualitet også være en del af den forståelse. Man skal ikke gøre det mere kompliceret, end det er, og det kan aldrig være en fagpersons ret at umuliggøre individets mulighed for at tilfredsstille sig selv.”

Derfor mener sundhedsordføreren, at seksualiteten skal på skoleskemaet på landets uddannelser, ligesom de enkelte institutioner skal have retningslinjer på området.

Et forslag, som sundhedsordfører fra Dansk Folkeparti Liselott Blixt også bakker op om:

”Sex er noget, vi alle har brug for, uanset om man er fysisk eller psykisk handicappet, derfor er det også helt rimeligt, at personalet kan gå ind i det, og derfor bør det også være en del af uddannelserne og noget, man forholder sig til i branchen.”

Liselott Blixt uddyber dog, at retningslinjerne ikke kun skal indskrives i anerkendelsens tegn. De skal også have en forebyggende funktion:

”Retningslinjer skal også til for at skabe grænserne, for de er altafgørende her, så hverken borger eller personale føler sig udnyttet.”

Men selvom der tegner sig en udbredt anerkendelse af multihandicappedes ret til en seksualitet på tværs af sosu-faget og den politiske scene, lider hele diskussionen omkring multihandicappedes seksualitet ét stort afsavn: en stemme fra dem, det hele drejer sig om – de multihandicappede selv, og det er ifølge professor i anvendt etik ved Aalborg Universitet og medlem af Det Etiske Råd Thomas Ploug et af flere problemer ved opfordringen fra SUMH:

”Jeg ser flere problemer med, at man antager, at den multihandicappede borger har et behov for at udøve og udforske en seksualitet. Der er en faldgrube ved, at de her mennesker ikke kan meddele sig til omverdenen, og hvis de grundlæggende har en kognitiv funktion som en baby, vil vi aldrig kunne være sikre på, at de entydigt kan tilkendegive, at de har lyst til en seksuel aktivitet.”

Og det er ifølge Thomas Ploug særligt problematisk, fordi personalet navigerer på et område, hvor det er svært at lave evidensbaseret viden:

”Kan vi virkelig tyde, at behovet er der, når vi på ingen måde kan kommunikere med dem? Hvis ikke vi kan det, synes jeg, vi skal være varsomme med at overføre vores egne behov og idéer om seksuel lyst til de her menneskers liv. Derfor synes jeg ikke, vi skal antage, at seksualitet er eller bør være en del af alle menneskers liv, men måske snarere spørge os selv, om der ikke er andre måder at give en livskvalitet på, der ikke rummer de her faldgruber.”

”Lige det her punkt er et område, hvor både skoler, elever og lærere er usikre, for det er belagt med en række tabuer, når man bevæger sig over på et område, hvor plejen kommer ind på det helt intime," siger Michael Kümmel fra Danske SOSU-skoler. Arkivfoto. Foto: Kaare Viemose/BAM