De seneste 10 år er den offentlige og politiske retorik om mennesker med handicap og sindslidende blevet markant mere negativ, mener adskillige foreninger, der organiserer personer med funktionsnedsættelser. Kan du ikke bidrage, er du ikke et menneske, tolker de budskabet fra samfundet, og det skaber angst for fremtiden.
Anni Sørensen er formand for Landsforeningen LEV, der organiserer mennesker med udviklingshæmning og pårørende:
”Nyttetænkningen er der, og forråelsen er der. Vi har en nytteværditænkning, så hvis du ikke har tilknytning til og værdi for arbejdsmarkedet, er du en belastning for samfundet. Mennesker med handicap er blevet kaldt kommunaløkonomiens ’gøgeunger’, og området ’bløder’,” siger hun med henvisning til to eksempler på kontroversielt ordvalg.
Kristeligt Dagblad skriver i dag om, hvordan man historisk har forsøgt at begrænse antallet af mennesker med udviklingshæmning og andre funktionsnedsættelser gennem sterilisation og kastration, og hvordan debatten berørte forslag om medlidenhedsdrab.
Ifølge Anni Sørensen er det et scenarie, der risikerer at blive aktuelt igen.
”Jeg frygter for den stigende forråelse og tingsliggørelse af mennesker og den manglende støtte, der gør, at den enkelte borger eller på-rørende til sidst kan føle sig presset til at vælge at sige, at så er døden bedre, for der er ikke mulighed for at leve et godt liv med en funktionsnedsættelse,” siger hun med henvisning til, hvad hun betegner som massive økonomiske besparelser på specialområdet.
Lisbeth Koed Doktor er formand for Muskelsvindfonden og deler bekymringen:
”Jeg ser oftere formuleringer, især på beskæftigelsesområdet, om, at ’alle ressourcer’ skal udnyttes, eller alle skal ’have værdi’. Det er en indirekte måde at sige på, at hvis du ikke er på arbejdsmarkedet, skaber du ikke værdi, altså er du værdiløs. Men ingen er værdiløse, alle har jo en værdi i sig selv, fordi de er mennesker.”
Ingen siger det direkte, tilføjer hun, men:
”Hvad er så næste skridt, når man erkender, at alle ikke kan skabe værdi? Det er en retorik, der skaber utryghed blandt os med handicap.”
Formand for Sind Landsforeningen for psykisk sundhed, Knud Kristensen, stiller samme spørgsmål:
”Der er ingen tvivl om, at vi de seneste år har italesat folk med en funktionsnedsættelse på en anderledes og meget ubehagelig måde, hvor økonomi er helt enormt eksponeret.”
Der er endnu et stykke vej til 1930’ernes indespærring og tvangssterilisering af udviklingshæmmede og sinds- lidende, men ”ting peger i den retning”.
”Det er ikke til at vide, hvor vi havner, hvis man først anerkender som udgangspunkt, at penge er mere værd end mennesker. Det næste spørgsmål kunne være: Skal de have lov at leve? Hvor meget må de koste – og hvad er konsekvensen, hvis de koster mere?”, siger Knud Kristensen.
UlykkesPatientForeningen støtter og hjælper mennesker, der har været ude for en alvorlig ulykke eller invaliderende sygdom. Formand Janus Tarp tager fat i en anden omdiskuteret politiker-udtalelse, når han skal beskrive tidsånden, nemlig borgmester i Ikast-Brande Kommune, Carsten Kiss- meyer (V), der i 2011 foreslog, om man ”kunne overveje mere beroligende medicin” til udadreagerende handicappede som svar på kommunens økonomiske trængsler på området.
”Den verden, vi lever i, er i høj grad en nytteverden. Tanken er, at jo mere du bidrager med, jo gladere er du. Omvendt må det betyde, at jo mindre, du bidrager med, jo mindre glad og tilfreds må du være med livet. Objektivt set tænker de fleste, at en handicappet næppe kan leve et godt og værdigt liv, for han eller hun skal have hjælp til det meste. Vi er nogen, der kæmper for at sige, at du kan have et godt og værdigt liv, uanset om du bidrager eller ej,” siger Janus Tarp. 8