Foreninger: Momsbesparelser rammer udsatte

Regeringens ønske om at fjerne delvis momsrefusion til almennyttige foreninger kan sende foreningsdanmark i frit fald, siger foreninger og brancheorganisation

Kræftens Bekæmpelse er en af de almennyttige foreninger, der bliver ramt.
Kræftens Bekæmpelse er en af de almennyttige foreninger, der bliver ramt. . Foto: Torben Åndahl/ritzau.

Mødrehjælpen. Kræftens Bekæmpelse. Alzheimerforeningen.

Listen over foreninger, der risikerer at blive ramt af et nyt udspil fra regeringen, er lang. I udspillet, som er en del af den netop præsenterede finanslov, foreslås det at nedlægge en nuværende ordning, hvor almennyttige foreninger kan få en del af momsen tilbage. De penge skal i stedet bruges på at finansiere en ny kontrolinstans for Skat, der har skrantet igennem flere år.

Det er en våd klud i ansigtet på foreningerne, som forudser, at en nedlæggelse af momsordningen vil få konsekvenser, økonomiske såvel som menneskelige. Man sender fra regeringens side et meget skidt signal, mener Nis Peter Nissen, direktør for Alzheimerforeningen.

Her bruger man blandt andet pengene fra momskompensationen i udviklingen af metoder, hvormed man kan hjælpe butikker, plejehjem og byråd til at blive mere demensvenlige.

”Vi er nærmest chokerede over, hvad regeringen her lægger op til. Det er en kvart million kroner, vi mister, og det er relativt meget i vores i forvejen voldsomt anstrengte økonomi. Udspillet er et signal om, at regeringen er bedøvende ligeglad med den indsats, som tusindvis af frivillige danskere lægger for dagen for at sikre den velfærd, vi har. Vi skal kigge statsminister Lars Løkke Rasmussen i øjnene og spørge, om han kan være det bekendt,” siger Nis Peter Nissen.

Han peger også på en lang række udviklingsopgaver, der bliver besværliggjort, såfremt udspillet bliver til virkelighed.

”Finansieringen af mange aktiviteter bliver gjort sværere. Tag nu bare udviklingsarbejdet med børn og unge,” siger Nis Peter Nissen.

Samme holdning møder man hos Hjerneskadeforeningen, der står til at miste cirka 170.000 kroner.

”Vi kan blive nødt til at fyre en halvtidsmedarbejder. En halvtidsmedarbejder snakker med og støtter telefonisk borgere tre dage om ugen, men pludselig vil der ikke være nogen til at tage telefonen. Det er konkrete konsekvenser, som skaber store problemer,” siger Morten Lorenzen, der er direktør for Hjerneskadeforeningen.

Der er tale om momskompensationer for i alt 155 millioner kroner, og at tæppet på den måde kan blive revet væk under foreningerne giver også anledning til vrede i Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation, Isobro.

Regeringen skriver i finanslovsudspillet, at der er sket ”en utilsigtet glidning væk fra ordningens oprindelige formål”, siden den trådte i kraft i 2007, men den argumentation undrer Isobros generalsekretær Robert Hinnerskov.

”For at blive godkendt som almennyttig forening skal man have en vis grad af egenfinansiering, ved at virksomheder, fonde og borgere bakker op om foreningen. Deri ligger en sikring af, at en kreds af mennesker har fundet foreningen støtteværdig. Jeg vil gerne se den politiker, der på den måde vil gøre sig til dommer over folkets stemme,” siger han.

Men kan der ikke ligge en pointe i, at ordningen bliver tyndet ud, når der både er efterskoler og festivaler i samme kategori som foreninger som Alzheimerforeningen eller Kræftens Bekæmpelse?

”Vi er da klar til at se på, om der eventuelt kan skæres til. Men dette vil trække stikket ud og reelt sende hele foreningslivet i frit fald,” siger Robert Hinnerskov.

Regeringen vil i stedet for momskompensationen oprette en støttereserve til almennyttige foreninger på 67 millioner kroner. Men det er ifølge Morten Lorenzen en skidt løsning.

”Så bliver det politikerne, som skal beslutte sig for, hvordan det skal fordeles. Så kan det blive uddelt alt efter, hvem man skylder en tjeneste, eller hvem der skal lige have en mundkurv på, og det er en rigtig dårlig måde at fordele midlerne på,” siger Morten Lorenzen.

Hos Venstre maner man dog til besindighed.

”Ordningen har bredt sig meget ud. Den oprindelige mening er jo, at pengene skal gå til humanitære, sundhedsfaglige og sociale formål. Derfor opretter vi en pulje med 67 millioner, hvor foreninger med det oprindelige formål lægger sig inden for det råderum,” siger Louise Schack Elholm, der er skatteordfører for Venstre.

Kan du garantere, at de humanitære og sociale foreninger ikke skal frygte at miste de her penge?

”Nej, der skal en forhandling til. Det kan jeg ikke lægge mig fast på, men det vil være det rigtige sted at have fokus,” siger Louise Schack Elholm.