Prøv avisen

Forenings- og menighedsliv blev en hjælp til at lære at være alene

”Der er ingen grund til at klage til kommandobroen. Vi har haft en masse gode år, og det er dem, jeg lever videre på,” siger Henning Kirkfeldt. Foto: Else Marie Nygaard

Da Henning Kirkfeldt skulle lære at leve alene efter mere end 50 års ægteskab, opdagede han værdien af at være engageret i noget, som rækker ud over ham selv

Henning Kirkfeldt, 81 år, har en gammel gæstebog, som er skrevet fuld. Sammen med Inge Kirkfeldt skabte han et gæstfrit hjem her i gulstensvillaen på kanten af skoven i det nordige Silkeborg.

”Der er ingen grund til at klage til kommandobroen. Vi har haft en masse gode år, og det er dem, jeg lever videre på,” siger han.

Han husker datoen for deres første stævnemøde i november 1953. Efter fem års forlovelse blev de gift i 1958, og fem år senere flyttede de til huset med haven skrånende mod skoven.

I 2009 fik Inge Kirkfeldt konstateret Lewy body-demens, en særlig demensform, der blandt andet medfører bevæge- og synsforstyrrelser. Sygdommen udviklede sig langsomt, så parret kunne på mange måder opretholde en hverdag med gåture i skoven, hver anden uge deltog de i kirkecaféen ved Silkeborg Kirke, og de tilbragte tid med børn, svigerbørn og de ti børnebørn, som alle bor i nærheden.

I efteråret 2013 var sygdommen så fremskreden, at Inge Kirkfeldt måtte flytte på plejehjem, og Henning Kirkfeldt skulle lære kunsten at være alene.

”Mens Inge var på plejehjem, var der nogle aftener, hvor jeg måske sad og følte mig lidt trist, og vemodet tog fat, fordi hun ikke var her, men så fandt jeg på at begynde at skrive. Hvis vores 10 børnebørn en dag får interesse i at læse om, hvem deres bedsteforældre var, og hvad de var engagerede i, så kan de læse her,” siger han og henter et eksemplar af den mappe, som var julegaven til familien sidste jul.

Valdemarsdag 2014 måtte Henning Kirkfeldt sætte flaget på halv. Efter få dages sygdom var ægtefællen død. Inge Kirkfeldt blev 81 år. Omkring 150 mennesker tog afsked med hende ved bisættelsen fra Silkeborg Kirke, og cirka 80 mennesker var efterfølgende samlet til mindesamværet i haven en sommerdag med høj, blå himmel.

Kort tid efter hustruens død læste Henning Kirkfeldt et interview i Kristeligt Dagblad, hvor præsten Gurli Vibe Jensen refererede til et brev, hun som barn havde modtaget fra den svenske forfatter Selma Lagerlöf: ”Gode ord fra gode venner, bedste balsam livet kender,” stod der i brevet.

Henning Kirkfeldt stregede ordene under med kuglepen og klippede siden ud. I forbindelse med hustruens sygdom og død havde han oplevet, hvor meget families og venners ord betød.

”Mange af de mennesker, som kom til begravelsen, var mennesker, vi har lært at kende gennem kirken, og venner fra de foreninger, vi har været engagerede i. Jeg tænker, at jo mere man kan fortsætte livet fra før dødsfaldet, jo lettere vil det være. Før havde Inge, vores ældste datter og jeg vores faste bænk i Silkeborg Kirke. Nu sidder jeg der med vores ældste datter. Jeg føler, at jeg er med i et fællesskab, når jeg går i kirke. Gudstjenesten er en ugentlig opladning med menighedens fuldtonende salmesang ledet af et dygtigt kor, og vores tre præsters inspirerende og opløftende prædikener. Når jeg går fra kirke, føler jeg mig klar til en ny uge. Jeg savner da Inge hver eneste dag, men jeg har ikke købt bøger om at være alene eller været med i en sorggruppe. Jeg har tænkt, at jeg har villet kunne gøre, hvad vi før gjorde sammen,” siger han.

Den sommer, Inge Kirkfeldt døde, havde han meldt sig til et ugeophold på Silkeborg Højskole, så han kunne få et afbræk fra hverdagen og samtidig besøge hustruen, som han altid gjorde, mens hun boede på plejehjem. Det pludselige dødsfald betød, at han blot en uge efter begravelsen havde udsigt til et højskoleophold.

”Da hun døde, havde jeg endnu mere behov for at komme ud at mødes med andre, høre nogle gode foredrag og være blandt folk,” siger han.

Parret har altid været glad for at engagere sig. Han fortæller, hvordan hun var den, som hjalp og bagte, når børnene skulle på lejr. Hun gik hjemme i 15 år, mens børnene var små, så hun fandt tiden til at engagere sig. Henning Kirkfeldt underviste på Silkeborg Handelsskole, hvor han var en del af ledelsen frem til pensioneringen for 15 år siden.

Sammen har parret været optaget af ydre mission. Hun var med i ledelsen af den lokale afdeling af Det Danske Missionsselskab i to årtier, mens han i to årtier sad i Det Danske Missionsselskabs hovedbestyrelse og så er der FDF, som han har været medlem af siden 1942, og Y's Men's Club, som han blev optaget i i 1961, og hvor han har været regionsleder, klubpræsident og en del af den internationale ledelse.

”Vi har været med til at planlægge og arrangere mange ting. At man er optaget af noget, som rækker ud over en selv, har også været en hjælp for mig, efter at jeg mistede Inge,” siger han.

I stuen er minder fra et liv med mange rejser til blandt andet USA, Afrika og Asien samlet. Fjernsynet nærmest gemmer sig, og parret har ikke brugt megen tid ved skærmen. Og da Henning Kirkfeldt var blevet alene, mistede han nærmest interessen for at se tv.

”Sammen så vi gerne dokumentar- og naturprogrammer, men der er ikke meget ved at se fjernsyn, når man bagefter ikke har nogen at tale med om det,” siger han.

Minderne værner han om. På et bord i stuen ligger en mindemappe, han har lavet om ægtefællen, og den er prydet af et portræt fra hendes 80-årsfødselsdag.

”Der er et vemod ved afslutninger, og det skal der have lov til at være. I hælene på vemodet kommer taknemmeligheden over det, man har haft sammen, og så kommer minderne,” siger han.

Mørket er ved at falde på, og Henning Kirkfeldt skal til møde i Y's Men's-klubben, hvor de er ved at arrangere en gudstjeneste, som skal holdes på den nye motorvej i maj. Og når han kommer hjem, vil han læse. I anledning af 150-året for Jeppe Aakjærs fødsel i 2016 er han blevet bedt om at holde foredrag i kirkecafeen ved Silkeborg Kirke, og i fordybelsen har han et rum, hvor han kan hygge sig, selv om han er alene i stuen.