Man kommer hjem fra arbejde, og så tager man ned i foreningen. Ikke hvilken som helst forening, den er nøje udvalgt. Eller udvalgt er den vel ikke, for arbejderidrætten er det eneste rigtige sted at komme. De kristne foreninger er for kristne. De borgerlige for borgerlige. I arbejderidrætten har man værdierne og ideologien til fælles, og det er jo også her, alle de andre fra kvarteret kommer, når de har fri. Så hygger man sig, og måske dyrker man endda lidt idræt.
Indtil for få årtier siden var dét virkeligheden. Det lokale foreningsliv dominerede vores fritid og var en indgroet del af danskhedens rygrad. Foreninger blev dannet for at gøre tingene på den mest praktiske måde, men også fordi man troede på ideen om fællesskabet. Det var en del af vores (og resten af Nordens) selvforståelse.
Sådan er det på sin vis stadig. Der kommer stadig flere foreninger til, og stadig flere deltager i dem. Men måden, vi prioriterer vores fritid på, er i forandring, og derfor er fritidsfællesskabet, der følger med, det også. Vi forener os på nye måde, og det er ikke det samme, vi forventer at få ud af foreningen.
På en måde er vi vendt tilbage til, hvor vi startede, forklarer seniorforsker Ulla Habermann, der gennem 20 år har forsket i foreningsliv. For foreningslivet er ikke længere en folkebevægelse af store foreninger båret af en fælles ideologi. Det er i stigende grad små specialistforeninger, der skaber rammerne om folks særinteresse uden at have anden overordnet fællesnævner end den konkrete aktivitet.
– Det pudsige er, at det jo var sådan, det startede i slutningen af 1800-tallet med de små borgerforeninger, afholdsforeninger og socialforeninger. Så kom hele andelsbevægelsen. Og så kom det til at handle om standardisering, så produkterne blev gode nok til at kunne sælges, og motoren, der pustede foreningerne stadig større, var en fælles ideologi. Men der ligger i tidsånden i dag en idé om, at hvis noget bliver for stort, så løber det af sporet. Man kan se det i den nostalgiske opbakning til de små mejerier, bryggerier og landbrug, men altså også i fritidsfællesskabet, siger hun.
Samtidig er der sket det, at medlemskabet i en forening og dens fællesskab er blevet mere midlertidigt. Kun få foreninger formår i dag at holde på deres medlemmer hele livet igennem, og det er der flere grunde til. Først og fremmest har foreningslivet fået konkurrence i kampen om danskernes fritid. Vi er blevet højere uddannede og derfor mere mobile. Og endelig har mediebilledet ændret sig, så selv de mindste foreninger i dag reklamerer kraftigt for sig selv, siger cand.phil. Johs Nørregaard Frandsen, der leder Institut for Litteratur, Kultur og Medier på Syddansk Universitet.
Han har forsket i foreningsliv gennem flere årtier og ser en klar tendens i, at vores fritidsfællesskab i stigende grad er styret af lyst fremfor forpligtelse. Men også i, at fællesskabet er blevet mindre folkeligt.
– Ingen fødes ind i foreninger længere, de er blevet noget, man vælger til. Og man vælger dem ud fra herognu interesser, og fordi man mener at kunne få noget personligt ud af det. Eksempelvis at styrke sin egen identitet. Den måde at tænke på er i høj grad formet af 60'ernes og 70'ernes folkebevægelser, som var mere sagsorienterede end egentlig ideologiske, såsom anti-atomkraftbevægelserne og anti-krigsdemonstrationerne, siger han.
Den måde at tænke på har gennemsyret ikke bare vores måde at prioritere hverdagen og fritiden på, men også den politiske retorik og den folkelige debat. Og det har betydet, at vi ikke længere hænger sammen i livslange fritidsfællesskaber, og det har gjort, at det folkelige fællesskab slet ikke er så folkeligt længere, mener Johs Nørregaard Frandsen.
Fritidsfællesskabet har altså forandret form helt grundlæggende. Én af de mest populære og hurtigst voksende nye former er de såkaldte netværk. De findes i alle afarter, både faglige og ikke-faglige, professionelle og private. Men definitionen på et rendyrket netværk er ifølge Dansk Læringscenter om Netværk: "Når man mødes med folk, man deler interesser med, for at skabe synergi mellem de kompetencer og ressourcer, man har".
Netværksformen er langt fra ny, men det er først inden for de seneste par årtier, at netværkskonstruktionen har vristet sig fri af et image som logeagtig, hemmelig og ikke mindst suspekt – og har flyttet sig uden for direktionsgangene og ud blandt almindelige mennesker i en grad, så danskerne i dag har europarekord i antal netværk.
At netværkene er blevet så udbredte skyldes dog også i høj grad, at de har vist sig aldeles anvendelige og dermed i overensstemmelse med tidsånden, siger partner i rådgivningsfirmaet Holst-Grych og medstifter af Dansk Læringscenter for Netværk, Sanni Grych:
– Der er i dag så megen viden tilgængelig for os, at vi er meget afhængige af troværdig viden. Derfor er vi også blevet mere afhængige af hinanden, for den mest troværdige viden er oplevede erfaringer, og det er præcis det, man får i netværkene, siger hun.
En række undersøgelser har desuden vist, at stadig flere finder job gennem deres netværk og uden om jobopslagene. Blandt andet af den grund har netværkene da også være under beskydning for at være for kalkulerende og udelukkende et forretningsværktøj uden et reelt fællesskab. Sådan forholder det sig dog langt fra altid, mener Pernille Breum, der har skrevet speciale om det kvindelige netværk Morgendagens Heltinder.
– Et netværksfællesskab handler i lige så høj grad om tryghed som om at få kontakter. I hvert fald for kvinderne, men sikkert også for mændene. De søger et rum med ligesindede, hvor man kan suge af hinandens erfaringer, men hvor man er forpligtet til at give for at kunne få. På den måde kan man godt kalde netværk for en ny fællesskabsform, siger hun.
En undersøgelse af 3278 ledere i Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd viser da også, at lederne først og fremmest får følelsesmæssig støtte og bedre personlig trivsel ud af deres netværk, og kun i mindre grad bruger fællesskabet til at få informationer og nye kontakter.
Netværk er dog ikke mere traditionelle fællesskaber, end at størstedelen stadig er arbejdsrelaterede. Særligt faglige organisationer er begyndt at bruge netværk. Eksempelvis Ingeniørforeningen, hvor der inden for det seneste halvandet år er oprettet 40 nye faglige netværk, oplyser Sanni Grych.
– Alle har ønsker om – og også brug for – at få flere kontakter, fordi det i stigende grad er på det niveau, at tingene sker på arbejdsmarkedet. Men når det er sagt, så viser det sig i sidste ende, at det i højere grad er andre og mere traditionelle fællesskabsting, man får med i netværkene og drager nytte af. For alle finder ud af, at man kun får noget i et netværk, hvis man også er villig til at give. Ellers fungerer intet fællesskab, siger hun.
henriksen@kristeligt-dagblad.dkFakta
Netværk i tal
**71 procent af de 3278 ledere i Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF) deltager i netværksgrupper. 45 procent af dem bruger kun arbejdstiden på det, mens 50 procent bruger både arbejdstid og fritid.
**76 procent af unge ledere ønsker at være medlem af et netværk.
43 procent har i løbet af deres karriere fået et job gennem deres netværk.
**Ifølge en undersøgelse fra FTF bruger ledere først og fremmest deres netværk til at få følelsesmæssig støtte.
Kilde: Dansk Læringscenter om Netværk
Fællesskab under forandring
uHvem søger fællesskab, og hvor går fællesskaberne hen?
Kristeligt Dagblad fortæller i 10 kapitler historien om
fællesskaber under forandring:
1. Mennesket i fællesskabet
2. Teenagefællesskabet
3. Familiefællesskabet
4. Fritidsfællesskabet
5. Nabofællesskabet
6. Det private vennefællesskab
7. Arbejdsfællesskabet
8. Det åndelige fællesskab
9. Det lokale fællesskab
10. Det nationale fællesskab
Tidligere artikler i serien kan læses på
kristeligt-dagblad.dk