Forfald gør os utrygge – men naturens forfald rummer stor skønhed

Haven rammes med usvigelig sikkerhed af død og forfald i vinterhalvåret. Vi flygter fra forfaldet. Forfald er antikultur. I byer med mange forladte huse falder huspriserne. Men i naturens lys er forfaldet altid værdigt, skriver Michael Stoltze

Ahorn i forfald. Svampen har frembragt huller i bladet. Klik på pilen i højre side af billedet for at se flere billeder. - Alle fotos: Michael Stoltze
Ahorn i forfald. Svampen har frembragt huller i bladet. Klik på pilen i højre side af billedet for at se flere billeder. - Alle fotos: Michael Stoltze .

Alt har sin tid, og på et tidspunkt begynder forfaldet. Med vores fornuft ved vi nok, at det er en nødvendig del af naturens gang. Men forfaldet fylder os med ubehag og strider mod det gode. Det minder os om døden.

I haven kæmper vi for det lille paradis med vækst, blomstring, frugtsætning og alt det smukke og gode hele året, hvis det var muligt. Det er det ikke i det danske klima, hvor forfaldet og døden rammer haven med usvigelig sikkerhed i vinterhalvåret. Så accepterer vi det nødtvungent, fordi vi ved, at paradisdrømmen genopstår, når foråret kommer.

Vi har møjsommeligt frembragt kultur ved at lave naturen om og skabe noget, som gør os tryggere i tilværelsen. Vi har skabt huse og veje og dyrkede marker og ordnede forhold, som passer os bedre end den vilde natur. Når naturen overtager kulturen, kalder vi det forfald. Forfald er antikultur. Forfald gør os utrygge.

Vi flygter fra forfaldet. I byer med mange forladte huse, falder huspriserne, og jo flere tomme og sammenstyrtende huse, der er i byen, jo hurtigere accelererer fraflytningen. Det er en ond cirkel, der skal brydes, hvis byen skal bestå. Kampen for det skønne og trygge er basal i al kultur. Det er indlysende nødvendigt at holde den ukontrollerede nedbrydning på afstand.

I den vilde natur er det anderledes. Forfaldet er en integreret del af helheden og intimt forbundet med fødsel, spiring og vækst. Naturskove er fulde af døende og døde træer i alle tænkelige stadier af nedbrydning. Sådan skal og må det være i naturens kredsløb. Men forfaldet i naturskoven støder vores øjne, der er vænnet til synet af ryddelige kulturskove uden døende og døde træer.

Intellektuelt er det let nok at begribe forfaldets nødvendighed i naturen. Uden død og nedbrydning ville alle de stoffer, der er påkrævet for livets opretholdelse, gradvist blive bundet i alt det levende. Formering og vækst ville gå i stå uden nedbrydningen som følgesvend, ligesom køkkenhaven går i stå uden komposten. Danmark får stadig mere natur, der passer og udvikler sig selv, blandt andet naturskov, som med årene får en naturlig balance mellem opbygning og nedbrydning. Den vilde natur er og bliver kontrasten til kulturen, hvor vi bekæmper det synlige forfald.

Vi er selv natur og en del af det store kredsløb. Vi hører sammen med alt andet liv på Jorden og deler skæbne med alle andre arter på planeten. Døden er et grundvilkår. Den henter alle før eller siden, men vore medskabninger adskiller sig hver og én fra os ved ikke at være bevidste om egen eksistens og forgængelighed. De lever så længe, de nu gør, og dør med værdighed. Altid. Selv i en naturskov, hvor over 90 procent af småfuglenes unger dør, før de selv får unger.

Forfald og død er fuld af grimme og uhyggelige billeder. Det kan være meget skræmmende. Men den værdige død, hvor naturen gør, hvad naturen altid ender med at gøre, rummer både ro og rigtighed. Min far døde i en alder af 92 år af en genstridig lungeinfektion, hvor medicinen kun trak pinslerne ud. Da lægerne og vi til sidst besluttede at stoppe behandlingen, var det en befrielse. Naturen var nådig, og feberen førte ham roligt og stille ind i den sidste søvn. Og roen gjorde sorgen både større og lettere.

Forfald og død kan have sin egen æstetik. Det kan endda rumme stor skønhed. Sådan er det med løvfaldet, der giver indlysende mening. Det er let at se det hele som en hensigtsmæssig forandring frem for et skæbnesvangert farvel. Efteråret er forberedelse på genvækst. De spæde forlæg til bøgens lysegrønne forårsløv dannes inde i knopperne allerede i oktober og november, hvor årets blade bliver gyldne og falder af.

Og det samme er tilfældet hos andre træer og buske og mange urter. Den blå anemone har stedsegrønne blade og bruger sommerens og efterårets fugt og lys til at opbygge en fed, violetgrøn spire midt i sin bladroset. Godt beskyttet inde i den solide spire er næste års blomsterknopper og blade klar allerede i oktober. Men de ved godt, at de først skal spire frem og folde sig ud, når skovbunden bliver tør og lun i marts og april.

Inden træerne smider bladene, trækker de vigtige mineraler ind i veddet. Det grønne klorofyl gør ikke så stor gavn længere, fordi lyset er svagt. Klorofylet bliver nedbrudt, den grønne farve forsvinder, og nedbrydningsprodukterne bliver optaget af træet. Når den grønne farve forsvinder, træder andre farver, som har været ”overdøvet” af klorofylgrønt, frem som løvfaldsfarver i et hav af gule, gyldne og røde nuancer. Samtidig bliver bladenes immunforsvar svækket, så løvet bliver angrebet og nedbrudt af svampe og bakterier.

Farveskiftet kan sætte tidligt ind, hvis der er udbredt og hyppig nattefrost i september og oktober. Så varer de glødende efterårsfarver længe, men selv i de sjældne år, hvor der slet ikke er frost i september og oktober, gløder skovene i en fest af farver omkring den 1. november.

Det vigende lys har samme effekt som frosten. Farverne bliver lige så intense i milde efterår uden frost, de varer bare ikke så længe. Sidst i oktober falder løvet fra kronernes toppe, hvor vinden hærger mest, mens blade i underskoven kan hænge helt hen mod december. Løvet lyser allermest, når solen bryder frem på stille, disede dage efter fugtigt vejr. Så er løvet fuldt og prægtigt foldet ud.

Når efteråret sætter ind med sit store forfald og kulden kommer krybende, kan det være svært at forstå videnskabens fundamentale grundsætninger om, at hverken energi eller stof kan forsvinde. Men stof og energi er der for evigt.

Alting forandrer sig, men intet forsvinder.

Kom! Se, hvor gylden bøgen står

og lyser næsten som i vår

med flammespejl i solen.

Nu fejer blæsten over land

hen over bøgeskovens brand,

og løsner sommerkjolen.

Da kaster bøgen al sin pragt

for vintermørkets overmagt

af vinde i november.

Det gyldne løv har stakket frist

og falder fra den sorte kvist,

før året når december.

Men sommertidens sidste glød

kan flyve roligt mod sin død

på klare, kolde dage.

For bøgen knoppes på sin rod,

mens vestenvinden kæmper mod

det blad, der blev tilbage.

Ja, sådan sluttes årets ring,

hvor ingenting er ingenting,

og alting er forandring.

Det lille blad, hvad end det vil,

må dø, men altid være til

på livets rige vandring.

Som gave, før du bliver muld,

er verden af det pure gulddit dyrebare eje.

Skøn på det liv, du er forundt

igennem tiden året rundt,

og mærk dig dine veje.

Løvfald. Charlottenlund, den 1. november. -
Løvfald. Charlottenlund, den 1. november. - Foto: Michael Stoltze
Næste års blade er allerede dannet i de små knopper, når bøgens løv falder om efteråret. -
Næste års blade er allerede dannet i de små knopper, når bøgens løv falder om efteråret. - Foto: Michael Stoltze