I den amerikanske uafhængighedserklæring er særligt én sætning blevet kanoniseret. Det var den senere præsident Thomas Jefferson, der var pennefører for betragtningen om, at ”vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres Skaber har fået visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke”.
Som bekendt var nogle mennesker mere lige end andre i det USA, Jefferson i 1700-tallet var blandt de stiftende fædre bag. Selv var han hvid slaveejer, men Jeffersons ord giver rum til fortolkning, og i takt med tiden har de fleste vestlige lande fået love, der knæsætter, at mennesker har lige rettigheder uanset hudfarve og køn, ligesom de lovformeligt må tro på og elske dem, de vil.
Dermed ikke sagt, at rettighedsdebatten er lagt på hylden. I 2017 taler vi måske minoriteter og forskelligheder mere end nogensinde.
Ja, ifølge forfatteren Jens Christian Grøndahl er mangfoldighed ligefrem blevet ”tidens ideologiske trend”. Af samme grund skal vi passe på, at vi ikke får et ”mangfoldighedens tyranni”, skrev han i søndags i en klumme på Altinget.dk med netop den overskrift. Klummen tog udgangspunkt i DR’s nylige ansættelse af en såkaldt ”mangfoldighedskonsulent”, men bredte sig ud til en diskussion af mangfoldighedsdyrkelsens konsekvenser for den demokratiske samtale.
Fra at alle var født lige, bliver man nu sat i bås ”med de andre medlemmer af det mindretal, de tilhører” – religiøst, etnisk eller seksuelt.
”Det bekymrer mig, at forskellene mellem os fremhæves, mens det fællesmenneskelige træder i baggrunden. Forestillingen om ’det almene’ er jo blevet miskrediteret i hele den intellektuelle tradition, der samlet betegnes som ’postmoderne’. I hverdagens samfundsdebat handler det om, at man føler sig krænket på vegne af sin minoritetsidentitet og kræver, at samme identitet bliver anerkendt. Og i udgangspunktet fortjener det også vores allerstørste bevågenhed og eftertanke, hvis nogen føler sig krænket. Men efterhånden er vi ved at have fået en hel krænkethedsindustri,” siger Jens Christian Grøndahl og stiller spørgsmålet, ”kan vi ikke bare være mennesker over for hinanden?”
”Der er noget intimiderende ved at blive mødt med et krav om særlig anerkendelse af den andens særlige identitet frem for den moralsk selvfølgelige forventning om, at man anerkender den andens menneskelighed. Det er desuden tyrannisk, hvis man i den offentlige kommunikation hele tiden skal have alle afarter af identitetsdannelse med, for at ingen skal føle sig overset eller ’udgrænset’,” siger Jens Christian Grøndahl.
Striden står om begrebet ”identitetspolitik”, der er lige så omstridt, som det er svært at forklare. I 2014 gjorde juristen og debattøren Jacob Mchangama et kritisk forsøg i Berlingske:
”I identitetspolitikkens optik er vi ikke først og fremmest borgere, men derimod medlemmer af etniske, religiøse eller kulturelle grupper, der hver især skal have et juridisk værn mod krænkelse af denne gruppes identitetsmarkører”.
Identitetspolitikken var derfor med hans ord dybt skadelig ”for de værdier om tolerance og diversitet, som identitetspolitikken påstår at kæmpe for”.
Kulturelt ligner det ifølge Jens Christian Grøndahl en slags ”frivillig apartheid”. Pointen illustrerer han med den positive modtagelse, som digteren Yahya Hassans debutsamling, der slog hårdt ud efter indvandrermiljøernes skyggesider, fik i det såkaldte ”Politiken-segment”. Et segment, der med Grøndahls ord ellers havde ”harceleret over ’tonen’ i integrationsdebatten”.
”Undskyld, men hvordan var lige Yahya Hassans tone? Svaret var, at han gerne må, fordi han er brun, men vi må ikke, fordi vi er hvide. Men hvad er konsekvensen, hvis man kun må tale ud fra sin egen erfaring og identitet? For mig at se er det begyndelsen på en afvikling af den humanistiske civilisation og hele dens menneskesyn,” siger Jens Christian Grøndahl.
Lektor i pædagogisk antropologi på Danmarks Pædagogiske Universitet Laura Gilliam mener, at Jens Christian Grøndahls budskab er ”meget smukt, men det er også problematisk”.
”Vi deler bestemt meget som mennesker, og det skal vi have fokus på, men mennesket er også mangfoldigt. Vi har forskellige præferencer og normer, men vi har ikke mindst forskellige vilkår, økonomisk, materielt og socialt, som betyder, at vi har forskellige muligheder for at blive hørt – hvis ikke der bliver lavet indsatser for at ændre det. Problemet er, at nogen har mere magt til at definere, hvad det her ’menneskelige’ er, og hvad der er afvigende, og hvilke forskelle der er i orden,” siger hun.
Kvindehistoriker og seniorkonsulent i Kvinfo, Jytte Larsen, mener heller ikke, at vi oplever et ”mangfoldighedens tyranni”. Kvinfo har traditionelt beskæftiget sig med kvinderettigheder, men den kamp er ifølge Jytte Larsen ”parallel med kampen for andre ekskluderede grupper”.
”Mange mennesker mener, at der er ligestilling, når man er lige for loven. Det har kvinder opnået, og i princippet har homoseksuelle og etniske minoriteter også. Men de overser, at der er en strukturel undertrykkelse, som gør, at lighed for loven ikke er tilstrækkelig. Overvældende statistisk dokumentation viser, at der er en stor reel uligestilling. Det er ikke kvinder, homoseksuelle eller etniske minoriteter, der ønsker at påføre sig netop dét som identitet – det er noget, de påføres ude fra, fordi disse grupper behandles anderledes. Det er privilegieblindhed, der præger Grøndahl, når han går ind i et rum og antager, at vi kan indlede en samtale på lige fod uanset forskelle i køn, etnicitet eller seksualitet. For det er generelt ikke tilfældet,” siger hun.
I denne uge arrangeres Copenhagen Pride i Københavns gader. En med organisationens egne ord ”mangfoldig menneskerettighedsfestival”, hvor ”mennesker kan udtrykke sig frit, og hvor vi fejrer LGBTQIA-miljøet og fester på en seriøs baggrund”. LGBTQIA står for lesbiske, bøsser, biseksuelle, transkønnede, queer-personer, interseksuelle og aseksuelle. I anledning af Priden har blandt andre statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i denne uge udskiftet sit såkaldte ”coverbillede” på Facebook til et regnbueflag.
Søren Laursen, forperson hos LGBT Danmark, siger, at ”når vi overhovedet identificerer forskellige seksuelle orienteringer eller måder at opfatte sit køn på, så er det for at pege på, at der er et problem”.
”Det er nemt at sige, at vi har dette åbne, liberale samfund med plads til alle, men det er der jo ikke. Der er strukturer. Det må vi kunne sætte ord på. Vi må kunne sige, at når jeg som bøsse er sådan her, så er der forskel på den måde, jeg kan leve mit liv på, og andre kan leve deres på,” siger Søren Laursen.
Han anerkender samtidig, at ”vi skal holde fast i noget fælles menneskeligt, men ikke på bekostning af forskellen”.
”Vi skal ikke tilskrive folk identiteter. De skal have lov at definere sig selv. Det er et problem, hvis mangfoldighedskategorier er noget, vi propper ned over hovedet på folk.