Da journalist og forfatter Stéphanie Surrugue i 2011 udgav interviewbogen ”Enegænger – portræt af en prins”, var det et forsøg på at oversætte prins Henrik til danskerne og danskere til prins Henrik.
”For kultursammenstødet mellem prins Henrik og Danmark begyndte allerede dengang i 1960’erne. Og det er lige præcis det, vi nu hører – ikke ekkoet af, men det store drøn efter”, siger hun.
Stéphanie Surrugue kender prins Henrik fra deres fælles arbejde på bogen og minder om, at man, dengang Margrethe blev dronning, ikke havde noget fortilfælde med en kvindelig regent og dermed heller ikke nogen erfaring med, hvad man satte hendes mand til. I hvert fald ikke i nyere tid.
”Prins Henrik var ikke den eneste, der ikke anede, hvad han gik ind til. Hoffet gjorde heller ikke, der var ingen fortilfælde, og det skal man bare lige huske på, når vi siger, at han er blevet gnaven på sine gamle dage”, siger Surrugue i telefonen fra Frankrig, hvor hun er korrespondent for DR.
”Indtil da havde monarkerne været magtfulde konger gift med nogle hustruer, hvis fremmeste opgave var at føde arvingerne og repræsentere kongehuset – gerne med en pæn hat og en buket i hånden. Og pludselig stod man med en prins Henrik. Alene på grund af hans køn blev det besværligt, man kunne jo ikke give ham en hat på hovedet og en buket blomster i hånden og stille ham to skridt bag regenten,” siger hun.
Det patriarkalske prædikat, der er blevet hæftet på prins Henrik og forklaret med hans nationalitet, holder til gengæld ikke, mener Stéphanie Surrugue.
”Det er en fordom. Der er ingen mænd i min franske familie, der på nogen måde minder om prins Henrik. Man må i stedet prøve at forstå, hvad han er formet af, og det er ikke helt nemt, for ikke alene er han selv kompliceret, han har også en helt sælsom fortid. På alle planer er han vokset op med en ekstrem grad af hierarkisk bevidsthed. Det Frankrig, han kommer fra, var en stor, stærk kolonimagt. Og i familien Monpezat vidste man godt, man ikke var hvem som helst. Man var koloniherrer og adelige, og allerede fra barnsben blev han, som familiens ældste søn, kørt i stilling til at blive det ubetingede overhoved. Prins Henrik er svær at forstå både for danskere og franskmænd, for han er en ualmindelig franskmand,” siger Stéphanie Surrugue.
Med det seneste store drøn af en skandale, som nu runger gennem europæiske, amerikanske og australske medier, har prins Henrik skrevet sin egen version ind i danmarkshistorien, mener Surrugue.
”Som jeg kender prins Henrik, er dette ikke en besked til danskerne. Det er en besked til eftertiden, for ved ikke at ligge begravet ved siden af dronning Margrethe vil alle kommende generationer blive mindet om prins Henriks egen fortælling om, at han ikke følte sig respektfuldt behandlet. Men der er ingen tvivl om, at han holder af både Danmark og sin familie. Jeg skal ikke gøre mig klog på, om eftertiden vil købe hans præmis, men han har i hvert fald sendt sit budskab til analyse ind i eftertiden.”
To førende historikere med kendskab til kongehuset, Sebastian Olden-Jørgensen og Steffen Heiberg, tvivler dog begge på, at prins Henriks demonstration vil gå over i historien.
”Om 30 år vil det være en god anekdote, som en guide i Roskilde Domkirke kan fortælle turisterne, når de undrer sig over, at der kun ligger én i sarkofagen”, siger Steffen Heiberg.
Bjørn Nørgaards sarkofag, som har kostet knap 30 millioner kroner, er bygget til dronning Margrethe og prins Henrik – altså til to.
Lektor i historie ved Københavns Universitet Sebastian Olden-Jørgensen hæfter sig ved, at det stadig er meningen at Dronningen skal stedes til hvile i den.
”Det er som om, man håber, han skifter mening”.
Spekulationerne om, hvor prins Henrik så skal begraves, er allerede mange. Selv har han blot gjort klart, at det skal være i Danmark.
”Det bliver spændende at se, hvordan Kongehuset løser det. Måske kan man forestille sig, at man finder plads et andet sted i Roskilde Domkirke,” siger Olden-Jørgensen.
Ifølge kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, er Dronningen ”indforstået” med prinsens beslutning, selvom hun helst havde været den foruden. Men er prins Henriks beslutning ikke også et svigt over for dem, der opfatter kongefamilien som rollemodeller?
”Selvfølgelig er det usolidarisk, men protesten er udelukkende vendt mod systemet, der ikke har villet give ham den anerkendelse, han føler, han har krav på. Ved at sige, at han vil begraves i Danmark, forsøger han netop at vise, at protesten ikke er vendt mod Danmark. Han vil sikkert gerne have Margrethe og familien, men han vil ikke have Dronningen,” siger Sebastian Olden-Jørgensen.
Steffen Heiberg mener dog godt, at man kan tale om, at der er slået skår i opfattelsen af de kongelige som familie.
”De har været gift i 50 år, og så er det altså et kæmpe svigt, hvad enten man er kongelig eller almindelig borger. Hvis man mener noget med et ægteskab, så gør man ikke det, prins Henrik har gjort.
Det giver i hvert fald en hel ny betydning til, når døden jer skiller?
”Det må man sige. Når man har holdt sammen i et langt liv, er det også meningen, at man skal flette sine knogler sammen i døden. Det synes jeg simpelthen er et moralsk svigt i alle henseender”, siger historikeren, der afviser en mulig skilsmisse hos regentparret.
”Nu kan det jo være, at dronning Margrethe rent faktisk ikke vil skilles, men også politisk ville det være uklogt. Men jeg kan garantere for, at der de seneste år er blevet holdt mange krisemøder med Dronningen for bordenden om, hvordan man skulle tackle hendes mand. Det er der ingen tvivl om,” siger Steffen Heiberg, der mener, at prins Henriks handlinger skyldes, ”personlig forfængelighed, der har taget styringen”.
