Prøv avisen

Forfatter: Søren Kam var nazist til det sidste

Den tidligere danske SS-officer Søren Kam opgav aldrig nazismen, mener forfatter, der har mødt topnazisten.

Den nu afdøde, forhenværende topnazist Søren Kam var en forhærdet nazist til det sidste. Sådan lyder det fra forfatteren Erik Høgh-Sørensen, der har mødt Søren Kam og skrevet flere bøger om danskerens nazistiske virke.

- Han viste sig gerne i nazistiske forsamlinger sammen med gamle nazister, og han var meget glad for det faktum, at han fik en æresbevisning personligt af Adolf Hitler i 1945, siger Erik Høgh-Sørensen, der er folketingskandidat for Dansk Folkeparti.

Søren Kam døde for en uge siden - den 23. marts.

Han var mistænkt for at deltage i drabet på BT's tidligere chefredaktør Carl Henrik Clemmensen i 1943 under Anden Verdenskrig.

Som journalist havde Clemmensen skrevet kritisk om den tyske besættelsesmagt, og han var derfor et oplagt mål for nazisterne, fortæller Erik Høgh-Sørensen.

Søren Kam var leder af Schalburgskolen, som ifølge Erik Høgh-Sørensen trænede nogle af de mest koldblodige nazister i Danmark.

Desuden var Søren Kam i tæt kontakt med den øverste chef for den tyske besættelsesmagt i Danmark, Werner Best.

Søren Kam erkendte bortførelse og drab på den antinazistiske BT-redaktør, men har sagt, at der var tale om et uheld.

Inden Erik Høgh-Sørensen skrev en bog om den ældre topnazist, mødte forfatteren Søren Kam i 1998.

- Han var meget charmerende og virkede nærmest psykopatisk.

- Men når man gik ham på klingen med svære, journalistiske spørgsmål blev han utroligt fornærmet, siger Erik Høgh-Sørensen.

Søren Kam kom fra et nazistisk hjem i Charlottenlund og blev tidligt grebet af Adolf Hitlers politik og person, fortæller Erik Høgh-Sørensen.

Og med drabet på Carl Henrik Clemmensen skrev Søren Kam sig ind i historien som en af de mest kyniske danske nazister.

- Søren Kam skærpede fronterne under besættelsen, da han som den første under besættelsestiden i Danmark begik et terrordrab mod en uskyldig civil, siger Erik Høgh-Sørensen.

Indtil sin død boede Søren Kam i Tyskland, som nægtede at udlevere den tidligere SS-officer til retsforfølgelse i Danmark trods en EU-arrestordre.