Regnen siler ned, og det er hundekoldt, da det nygifte dansk-grønlandske ægtepar Jens og Ingrid Chemnitz den 20. august 1926 går i land i Ilulissat (Jakobshavn) efter en hård sejltur fra København. Jens Chemnitz skal være præst i den nordgrønlandske by.
Allerede kort efter ankomsten er Ingrid Chemnitz helt slået ud, da hun ser de to lavloftede værelser og det lillebitte skumle køkken, som parret får anvist som bolig. Som dansk kvinde gift med en grønlænder befinder hun sig i bunden af byens bolighierarki.
Da Ingrid Nielsen forelskede sig i Jens Chemnitz i Danmark, tænkte hun ikke på, at den grønlandske præst var anderledes.
Men allerede på skibet på vej til Grønland finder hun ud af, at grønlændere ikke sidder til bords med danskere. Hun lander i et kolonialt system, hvor danskere står over grønlændere, og mænd står over kvinder. I mange år har det været socialt accepteret, at danske mænd giftede sig med grønlandske kvinder. Det skabte de tokulturelle familier, som udgør en stor del af den grønlandske elite.
”Men hvis en dansk kvinde giftede sig med en grønlandsk mand, så gik hele det system i stykker. Helt konkret vidste man ikke, hvor man skulle placere Ingrid og Jens ved spisebordene, og samtidig var Jens på grønlandsk løn og tjente langt mindre end danskere i Grønland,” fortæller forfatteren Kirsten Thisted.
– Foto: Stemmer fra Grønland.
Ingrid og Jens Chemnitz er to af de personer, der portrætteres i hendes nye bog, ”Stemmer fra Grønland”.
Ingrid Chemnitz’ liv på Grønland blev kort. Præstekonen døde i barselsseng i 1935. Jens Chemnitz levede frem til 1966, blev førstepræst og etablerede et børnehjem sammen med sin nye hustru.
I år er det 300 år siden, at den dansk-norske præst og missionær Hans Egede ankom til Grønland.
Forfatter, lektor og ph.d. Kirsten Thisted er en af Danmarks førende kendere af Grønland. Egentlig blev hun opfordret til at skrive en bog om Hans Egede. Men da hun de seneste 20 år har indsamlet breve om grønlændere og danskere i 1920’ernes Grønland, besluttede hun at bruge det store materiale til at give et billede af kolonialismen i Grønland set fra tilrejsende danskeres og grønlændernes perspektiv.
”1921 var skelsættende, fordi det var det år, Danmark erklærede sin overhøjhed over hele Grønland. Tidligere havde de danske interesser i Grønland været spredt ved handelsstationerne i Vestgrønland,” fortæller Kirsten Thisted.
Hun fremhæver, at der i dag er to fortællinger, som kæmper om at være fortællingen om Grønlands historie.
”Den ene er fortællingen om den gode danske kolonialisme, og at Danmark har sørget for bevarelsen af det grønlandske sprog og indførelsen af en moderne velfærdstat. Den anden fortælling handler om den onde kolonialisme og om, at Danmark har umyndiggjort grønlænderne og frataget grønlænderne deres kultur. Men når vi følger de mennesker, der optræder i bogen, så bliver det tydeligt, at det ikke er en enten-eller-fortælling, men en både-og-fortælling,” siger Kirsten Thisted.
En af danskerne i bogen, landsfoged Philip Rosendahl, så sig selv som grønlændernes ven og fandt samarbejdet med sin grønlandske ven og tolk Peter Dalager helt afgørende. Samarbejdet hvilede på den grundpræmis, at grønlænderne skulle udvikles, men der var også en uudtalt forventning om, at de skulle kende deres plads. Samtidig var der blandt danskere en paternalistisk opfattelse af, at Danmark skulle beskytte grønlænderne mod at blive ødelagt af den moderne civilisation.
Centralt i bogen står den fattige, tuberkuloseramte fisker Peter Gundel, som skrev de første grønlandske noveller og blev ven med den danske læge Jørgen Hvam. De to udvekslede breve, også efter at Jørgen Hvam var flyttet til Danmark og arbejdede som praktiserende læge i Vestjylland.
Kirsten Thisted kom i besiddelse af brevene ved en tilfældighed, efter at Jørgen Hvams niece i 2003 havde overværet et af hendes foredrag.
Peter Gundel voksede op på en boplads ikke langt fra Ilulissat. Som barn fandt præsten Peter Gundel så bogligt begavet, at han sendte ham til videreuddannelse på seminariet i Nuuk, men han blev bortvist på grund af tyveri og vendte tilbage til sin fødeegn.
”Peter Gundel er lovbryderen, der brænder mange broer på grund af sin kompromisløse adfærd. Han ser Danmarks forhold til Grønland som den rene udbytning. Han er også et eksempel på de enorme klasseskel i Grønland, som vi ikke taler meget om. Sandheden er, at man allerede i 1920’erne havde opbygget et samfund, hvor nogle grønlandske familier har, mens andre ingenting har,” fortæller Kirsten Thisted.
Hvor Peter Gundel er rebellen, betegner Kirsten Thisted en anden af bogens personer, førstepræst og fungerende provst for Nordgrønland Mathias Storch som ”kulturnavigatøren”, der forstår at tilpasse sig, samtidig med at han kæmper for grønlændernes rettigheder. Mathias Storch udgav den første grønlandske roman. Hans vision var, at Grønland skulle være et selvstændigt og moderne land meget lig det danske samfund.
Da han i 1919 blev udpeget som konstitueret provst for Nordgrønland var der utilfredshed blandt danske præster i Grønland. Mange mente, at der skulle være en grænse for grønlændernes magt.
I det hele taget påpeger bogen, hvordan relationen mellem Danmark og Grønland har været præget af et manglende ligeværd, der har sat sig dybe psykologiske spor hos mange grønlændere.
Grønlænderne blev ifølge Kirsten Thisted betragtet som mindreværdige, fordi de tilhørte en anden race.
”Samtidig har Grønlands forhold til Danmark været præget af det ulige magtforhold, der indebærer, at den årlige overførsel på omkring fem milliarder kroner til Grønland fra dansk side formuleres som en form for gave fra danske skatteborgere,” siger Kirsten Thisted og fortsætter:
”Det danske motto har været, at Danmarks politik skulle være til gavn for Grønland. Hvis man i 1920’erne havde spurgt Peter Gundel eller Mathias Storch, så ville de sige, at Danmarks engagement i Grønland i høj grad også var til gavn for Danmark. Det ser heldigvis ud til, at politikere i Grønland og Danmark i stigende grad er enige om den erkendelse.”
Hun mener, at historierne om danskere og grønlændere i 1920’erne kan bruges til at forstå nutidens relation mellem Grønland og Danmark.
”Grønland glider fra os. Den tid er forbi, hvor en dansk minister kan invitere udenlandske ministre til Grønland. Efter at imperiet i England opløstes, talte man meget om den postkoloniale melankoli, hvor nogle englændere forsøger at holde fast i fortidens storhed. Det er vigtigt, at vi i Danmark erkender, at vores tab af indflydelse i Grønland er forbundet med en sorg og bruger anledningen til at reflektere over Danmarks rolle som kolonimagt,” mener Kirsten Thisted.
Da tidligere landsstyreformand Aleqa Hammond i 2013 udtalte, at hun ikke havde fået andet fra Danmark end brun sovs, var mange danskere vrede over hendes utaknemmelighed.
Omvendt vil Grønland ud af taknemlighedsgælden til Danmark.
”Det har været en god fortælling, at danskere tog til Danmark for at gøre en forskel. Men mange danskeres stolthed er blevet lidt hjemløs, når de for eksempel ser grønlændere hælde rød maling ud over Hans Egedes statue i Nuuk og skriver decolonize (afkolonisér, red.). Mange i Grønland diskuterer, hvordan landet kan forsone sig med sin egen fortid, og hvordan den hurtige danskstyrede modernisering efter 1953 påvirkede samfundet og den enkelte,” siger Kirsten Thisted.
Hun finder det positivt, at Grønland har oprettet en forsoningskommission, der har holdt 33 borgermøder om konsekvenserne af koloniseringen og kom med en betænkning i 2017.
”Danmark burde gøre noget tilsvarende. Der er brug for, at vi ser med nye øjne på historien, så vi får en mere nuanceret opfattelse af dansk kolonialisme i Grønland. Danmark var ikke kun den gode kolonimagt, og Grønland var ikke kun et offer. Grønlands nye projekt er at decentralisere Danmark og åbne forbindelser til den øvrige verden. Grønland vil ikke nødvendigvis slippe Danmark, men ønsker et mere ligeværdigt partnerskab,” lyder vurderingen fra Kirsten Thisted.
Læs et uddrag fra bogen "Stemmer fra Grønland" her.
