Vores forhistorie vokser frem overalt i disse år. Gravhøje bliver plejet, rester af ringborge bliver restaureret, og selv mindre arkæologiske fund bliver vist frem i flotte montre. Faktisk er vi i stigende grad nået dertil, hvor selv mindre bysamfund prioriterer at finde penge til flotte historiske oplevelsescentre, siger lederen af Nationalt Videncenter for Historie – og Kulturarvsformidling, Peter Yding Brunbech.
Selve interessen for forhistorien er ikke ny, understreger han, men det er den meget direkte sammenkædning med markedsføring udadtil og forsøget på at styrke den lokale identitet i byerne:
”Vores kulturhistorie er blevet en stor forretning. Det ses i spillefilm, tv-serier og bøger. Og det ses ved, at det netop er steder som det kulturhistoriske museum Moesgaard i Aarhus og Museet for Søfart i Helsingør, der regnes for de nye kulturpaladser. Men det ses i stigende grad også i byernes forsøg på bruge forhistorien til at tiltrække borgere og fastholde dem, de har. Der er opstået en stærk forståelse af, at præsentationen af en vis historisk dybde kan løfte en kommunes værdi og selvforståelse, og derfor ser vi denne linde strøm af nye oplevelsescentre og andre tiltag.”
Eksemplerne på nyere tiltag er mange. I Kerteminde markedsfører man vikingeskibet Ladbyskibet. I Køge har fundet af en ukendt vikingeborg skabt vældig røre. På Bornholm har man bygget et stort oplevelsescenter op omkring sporene efter landets eneste dinosaurer. I Vejle kræver lokalpolitikere Egtvedpigen tilbageleveret fra Nationalmuseet. Og i Jelling har man de seneste år nærmest bygget en helt ny bymidte med omdrejningspunkt i oplevelsescenteret Kongernes Jelling.
Når det ofte er arkæologiske fund, der bruges som løftestang for kommunens genfortælling af sig selv, har det blandt andet at gøre med nye teknologiske muligheder for at genskabe fortiden, mener arkæolog og museumsinspektør på Nationalmuseet, Jeanette Varberg.
Det er blandt andet tilfældet i Furesø Kommune, hvor lokale politikere, erhvervsfolk og borgere er gået sammen om at få lavet en rekonstruktion af ansigtet på en 1800 år gammel prinsesse, som blev fundet på egnen i 1940’erne.
Men den forstærkede interesse for arkæologien kan også hænge sammen med, at den gør historien så konkret. Og den giver alle en mulighed for at bidrage til den historie.
”Fællesskabet mellem det stigende antal amatørarkæologer er stærkt og meget inkluderende. Helt almindelige mennesker kan grave i jorden og finde spor fra deres kulturelle rødder, og det betyder stadig mere for stadig flere. Det er således meget sigende, at rigtig mange af tiltagene i disse år, der skal gøre forhistorien til en aktiv del af et bysamfunds historie, faktisk kommer fra borgerne selv,” siger Jeanette Varberg.
Når det er sådan, hænger det formentlig sammen med globaliseringen af vores liv, mener Peter Yding Brunbech. Vi bliver dagligt præsenteret for kulturelt indhold fra hele verden, og det har øget behovet for at kaste ankre tilbage til fortiden for at finde en klar identitet, siger han:
”Man kan se mange eksempler på, at pendulet i disse år svinger tilbage mod fordybelse efter et par årtier med fokus på samtalekøkkener og friværdi. I skoleverdenen er det dannelse frem for kompetencer, der er ved at generobre dagsordenen. Vi dyrker det nære fremfor turen til Thailand, og vi vælger fødevarer ud fra krav om autenticitet. Alting skal være ægte og naturligt, og det er historien i høj grad. Særligt når det er noget, vi kan se og røre ved.”