Forældres nye kærlighed sårer ofte de voksne børn

Trods stigende tolerance kan det for voksne børn være svært at acceptere, når far eller mor finder kærligheden igen efter at være blevet enlig

Statuen af Lenin før den blev delt i 125 stykker og begravet. --
Statuen af Lenin før den blev delt i 125 stykker og begravet. --. Foto: colourbox.com.

Da digter og musiker Benny Andersen, 83 år, og jurist Elisabeth Ehmer, 73 år, for snart 10 år siden bekendtgjorde deres kærlighed over for venner og familie, var der udelukkende positiv respons. De havde begge mistet deres ægtefæller, og omgivelserne var glade for, at de igen havde fundet en at dele livet med.

Vores børn har været positive, og vi har ikke haft noget vrøvl. Jeg tror, det hører fortiden til at få fordømmende kommentarer på at finde kærligheden igen, siger Elisabeth Ehmer.

Det er dog ikke alle nyforelskede seniorer, der undgår fordømmelsen fra de voksne børn. Det fortæller chefkonsulent i Ældre Sagen Margrethe Kähler. Ganske vist er det ifølge hende et nybrud i vores tid, at samfundet ikke peger fingre, hvis man forelsker sig igen sent i livet, men for de voksne børn kan det være svært at acceptere.

Som regel bliver det mødt med glæde, hvis far eller mor har mødt én, han eller hun virkelig svinger med. Alligevel kan også voksne børn blive kede af det, hvis deres far pludselig fjoller rundt og ter sig tosset, fordi børnene føler, han ikke er loyal mod deres afdøde mor. Men de fleste vil i dag nok være mere tilbøjelig til at lade faderen dampe lidt af frem for at blive sure, mener Margrethe Kähler.

Hos Kræftens Bekæmpelse kender man også til, at voksne børn kan have svært ved at acceptere, at deres far og mor efter ægtefællens død finder en ny kæreste. Det fortæller psykolog og leder af kræftrådgivningen i Roskilde Jette Winge.

LÆS OGSÅ: Indvandrere bliver lige så ofte skilt som danskere

Konflikten bunder ofte i, at voksne børn også er børn. De har stadig et barn indeni, som siger, at det ikke vil have en ny mor eller far. Og sådan kan man sagtens have det, selvom man er fyldt 36 år eller er endnu ældre. En ny kæreste bliver opfattet som en trussel mod det familiebillede, man er vokset op med, og børnene kan få fornemmelsen af, at deres far har glemt deres afdøde mor eller tramper på hendes minde. I en sådan situation kan det være nødvendigt at sætte grænser for de voksne børn og siger du bliver nødt til at acceptere, at mit liv triller videre, men det betyder ikke, at jeg har glemt din mor. Livet leves i forskellige spor, og det gør sorg også, siger Jette Winge, der nævner, at konflikterne ofte blusser op i forbindelse med familiehøjtider som jul og påske.

Det billede genkender forstander på Seniorhøjskolen i Nørre Nissum, Flemming Nees, der møder de nyforelskede seniorer på skolens kurser.

Vi møder ofte kursister, som siger, at det er svært for deres børn at acceptere, at de har fundet en ny kæreste. Selvom der også er meget godt forbundet med at få en ny familie, er der noget, der tyder på, at det kan være svært og særligt omkring højtiderne, siger Flemming Nees.

Problemerne bunder som regel i manglende forventningsafstemning, mener psykolog og forfatter til bogen Familiefred med dine forældre Camilla Carlsen Bechsgaard.

Har man været vant til en mor, der har stået ubetinget til rådighed, men nu pludselig rejser på ferie med sin nye kæreste, passer hans børnebørn eller oveni købet flytter langt væk, så kan man få en følelse af tab. Først mister man den ene, og nu forsvinder den anden forælder også. Derfor er det vigtigt, at der foregår en afstemning mellem det voksne barn og forælderen. Det er vigtigt at få afsluttet en livsepoke ordentligt, så der er plads til en ny, siger hun.