Formand for Brøndby IF's fanklub: Der må findes mildere våben end tåregas og pistol

Det er et fåtal af fodboldfans, der med vold og ballade ødelægger det for flertallet, lyder det fra formand for Brøndbyfanklub

"Ud af de 27.000 fans på stadion var der måske 100 fra hver klub, som søgte balladen," siger Sarah Agerklint og understeger derved, at det er et fåtal, der ødelægger det for alle de andre.
"Ud af de 27.000 fans på stadion var der måske 100 fra hver klub, som søgte balladen," siger Sarah Agerklint og understeger derved, at det er et fåtal, der ødelægger det for alle de andre. Foto: Michael Povlsen.

Efter kampen mellem Brøndby IF og FC København søndag eftermiddag spidsede situationen til, da en gruppe Brøndbyfans gjorde udfald mod de politifolk, der bevogtede FCK’s spillerbus. En betjent trak sin pistol, men der blev ikke affyret skud. Til gengæld blev der brugt tåregas. Nu undersøges 61 sager om vold i forbindelse med superligakampen, som Brøndby vandt 2-1.

Ifølge politiet var der ”en meget stor vilje til vold”, hvordan oplevede du det?

Jeg så ikke selve situationen, for efter kampen havde jeg vagt i baren, og der var mange af vores gæster, der blev ramt af tåregas. Men jeg blev ærgerlig over, at det skete, når vi endelig havde et derby (opgør mellem to rivaliserende klubber, red.) på Brøndby Stadion igen. Jeg blev ked af det på vegne af de fans fra begge klubber, der ufrivilligt endte midt i det.

Hvad synes du om, at en betjent måtte trække sin pistol?

I udgangspunktet ville jeg foretrække, at en fodboldkamp blev afviklet på banen, og at politiet slet ikke behøvede være der, men sådan en verden lever vi ikke i. Jeg synes naturligvis, det er voldsomt, at en betjent ser sig nødsaget til at trække sin pistol, men jeg er måske heller ikke så blåøjet, at jeg bare accepterer, at det følte han sig presset til. Der må findes mildere våben end tåregas og at trække en pistol.

Ødelægger I det ikke for jer selv, når sådan noget sker?

Nu siger du I, men ud af de 27.000 fans på stadion var der måske 100 fra hver klub, som søgte balladen. Det er dem, der ødelægger det for alle. Jeg udtaler mig på vegne af den almene brøndbyfan, hvis man kan sige det sådan. Dem, der gerne vil slås, vil jeg betegne som mere uofficielle.

Hvad kan I gøre fremover?

Uroligheder er en opgave for politi og klubbens sikkerhedsfolk. Det, vi kan gøre som officiel fanklub, er at prøve at trække dem, der ligger på vippen, over til vores del af miljøet, og så søger vi naturligvis dialog med klub og politi for at finde ud af, hvordan vi kan bedst muligt holde folk adskilt.

Skal der sanktioner til – for eksempel udelukkelse af hjemmebanefans i en periode?

Så straffer man de 99 procent, der opfører sig ordentligt på bekostning af den ene procent. Vi er mere ude i, at vi skal være sikre på, at de aftaler, der er lavet for at sikre, at fangrupper ikke kommer i kontant med hinanden, er på plads. Der blev begået fejl i søndags, for eksempel blev der meldt ud, at FCK-fans ville blive transporteret til Glostrup Station efter kampen, men politiet ender med at ekskortere dem til Brøndbyøster. På den måde bliver tilhængerne blandet, så der er flere småting, der giver problemer på den front.

Hvad føler du, når du står til en Brøndbykamp?

Fællesskab og sammenhørighed – store følelser.