Prøv avisen

Efter DR-værts udtalelser: Danske jøders formand advarer om tonen i omskæringsdebat

Tidligere har man skullet besøge de sociale medier for at opstøve tilsvarende ytringer om drengeomskæring. Men nu lader det til, at den barske tone fra de sociale medier er flyttet over i de etablerede medier og ind i den politiske debat, siger Dan Rosenberg Asmussen, formand for Det Jødiske Samfund i Danmark. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

DR-værts kritik af drengeomskæring som ”komplet latterlig og idiotisk” aktualiserer debat om tonen i omskæringsdebatten. Formand for jøder i Danmark advarer imod fordomme og uvidenhed forud for politisk behandling af forslag om forbud mod religiøs praksis

Omskæringsdebatten i Danmark har nået et nyt og faretruende lavpunkt.

Det mener Dan Rosenberg Asmussen, formand for Det Jødiske Samfund. Hans indspark kommer i forbindelse med borgerforslaget om en 18-års aldersgrænse for drengeomskæring, der skal behandles i Folketinget i næste uge. Og så er hans opråb også inspireret af den kontante måde, som en P1-vært i lørdags fik beskrevet drengeomskæring på for åben mikrofon:

”Det er jo samme debat, man har omkring omskæring, som jo også er komplet latterlig og idiotisk for civiliserede mennesker,” sagde Esben Kjær i P1-programmet ”Bagklog” i forlængelse af et indslag om forbud mod konstruktion af jomfruhinder.

I foråret vakte en anden DR-vært, Signe Molde-Amelung, ligeledes opsigt i omskæringsdebatten, da hun i DR2-programmet ”Quizzen med Signe Molde-Amelung” lavede satire med drengeomskæring og gjorde grin med tidligere overrabbiner Bent Lexner.

Tidligere har man skullet besøge de sociale medier for at opstøve tilsvarende ytringer om drengeomskæring. Her bliver den rituelle praksis ofte beskrevet som børnemishandling og kønslemlæstelse. Men nu lader det til, at den barske tone fra de sociale medier er flyttet over i de etablerede medier og ind i den politiske debat, siger Dan Rosenberg Asmussen, formand for Det Jødiske Samfund i Danmark.

”Den barske retorik, som ofte er baseret på fordomme og uvidenhed, er nu flyttet ind i de større medier. Og selv politikere, der har holdt sig fra udtale sig meget groft, er nu også blevet tvunget ind i et univers med halve sandheder, når borgerforslaget nærmest sætter lighedstegn mellem drengeomskæring og kvindelig omskæring,” siger Dan Rosenberg Asmussen og henviser eksempelvis til, at sundhedsmyndighederne ikke anbefaler et forbud imod drengeomskæring i Danmark, ligesom praksissen heller ikke er forbudt i nogen andre lande.

”På trods af fravær af videnskabelig evidens på området er det nærmest blevet en etableret sandhed, at drengeomskæring er problematisk. Det betyder også, at debatten har taget en drejning i en retning, hvor man som jøde bliver udskammet som børnemishandler. Jeg opfatter det nærmest som krænkende, når det indirekte påstås, at jødiske forældre imod bedre vidende skulle ønske at skade deres børn. Det er en helt absurd tanke,” siger Dan Rosenberg Asmussen.

Bag borgerforslaget om en 18-års aldersgrænse for drengeomskæring står foreningen Intact Denmark. Foreningen betegner konsekvent drengeomskæring som ”kønslemlæstelse” og sammenligner på sin hjemmeside omskæring med vold mod børn.

Lena Nyhus er forkvinde i Intact Denmark, og hun mener, at foreningen lever op til sit erklærede mål om at sikre en ordentlig debat om omskæring.

”Vi har gjort os rigtig umage for at finde en tone, hvor vi både varetager interesserne for de mennesker, der er ufrivilligt omskåret og kede af det, og samtidig viser en omsorg for de mennesker og den kultur, som de er rundet af. Så jeg mener, at vi tilstræber en god tone,” siger Lena Nyhus og forklarer, at foreningen adskillige gange har anmodet Det Jødiske Samfund i Danmark og andre interesseorganisationer om møder, hvor man netop kunne diskutere tonen i omskæringsdebatten.

Dette har Det Jødiske Samfund dog ikke ønsket, hvilket formand Dan Rosenberg Asmussen også bekræfter:

”Det har vi ikke kunne se nogen mening med henset til deres påstande og argumentationsform,” siger han.

Om brugen af ordet kønslemlæstelse og sammenligningen mellem omskæring og vold mod børn siger Lena Nyhus:

”Vi må være enige om, at det er lemlæstelse at skære et hudstykke svarende til to frimærker af et raskt barns arm eller kind eller balle. Hvorfor skulle det så lige præcis ikke være lemlæstelse at skære et tilsvarende stykke hud af et raskt barns penis? Sammenligningen i forhold til revselsesretten er helt fair. Det handler om, at børn ikke må skades i opdragelsessammenhæng,” siger hun.

Tilbage i Danmarks Radio medgiver redaktionsleder Jakob Sloma Damsholt, at Esben Kjær i en ”skarp vending” markerer sin mening om omskæringsdebatten.

”Det er netop en del af programmet ’Bagklog’, at programmets vært meget direkte og i en satirisk form fortæller, hvad han mener om samfundet omkring ham,” skriver Jakob Sloma Damsholt, der er redaktionsleder for blandt andet ”Bagklog” på P1, i en e-mail til Kristeligt Dagblad, hvor han også henviser til programbeskrivelsen for P1-programmet, hvor det fremgår, at ugens nyheder sættes i et ”skarpt og ofte kritisk lys”.

”Det er altså en væsentlig pointe, at der i dette program er meget videre rammer, for hvad værten må sige, end der for eksempel er for en DR-vært i et debatprogram eller i TV Avisen. Derfor er det også inden for rammen for programmet ’Bagklog’, at værten siger, som han gør, om debatten om omskæring,” skriver Jakob Sloma Damsholt.