Prøv avisen

Efter udskiftning: Formanden er ikke alfa og omega for et parti

Landsformand Stig Grenov & Politisk Næstformand Isabella Arendt fra Kristendemokraterne holder pressemøde på Dragør Strandhotel mandag den 13. maj 2019 Formand Stig Grenov har bedt om orlov fra sit formandsjob i en måned. Politisk næstformand Isabella Arendt er under orloven konstitueret som formand og vil under orloven varetage landsformandens opgaver. ( Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2019)

Kristendemokraterne fæster stort håb til deres nye, midlertidige formand, Isabella Arendt, men generelt er det sjældent, at en partiformands succes kan veksles til stemmer, påpeger ekspert

Det var en rørt formand for Kristendemokraterne, Stig Grenov, der i går morges havde indkaldt til et pressemøde for at fortælle, at han tager orlov fra formandsposten i sit parti resten af valgkampen og overlader den til den tidligere næstformand Isabella Arendt de næste fire uger.

Beslutningen har han truffet efter at have oplevet stresssymptomer, som han ikke længere kunne ignorere, fortalte han på pressemødet, hvor fremmødet af journalisterne var større, end partiet formentlig kunne have drømt om.

I det hele taget har der allerede været nogenlunde lige så meget medieomtale af det lille parti i løbet af den første uges valgkamp, som der var under hele valgkampen i 2015. Og det er takket være den karismatiske og veltalende 26-årige næstformand, der kom partiet til undsætning i sidste øjeblik og formår at brænde igennem på tv. Sådan lyder det i hvert fald fra mange iagttagere af dansk politik.

Blandt partierne er der også generelt stor tiltro til, at formanden kan være et effektivt trækplaster for vælgerne. Hos De Konservative har man for eksempel gentagne gange skiftet formand i krisetider med det håb at kunne vende en negativ udvikling. Siden 1997 har der været seks politiske ledere, men tilslutningen er samtidig faldet fra omkring 10 procent til i dag 3-4 procent.

Hos Kristendemokraterne har man store forhåbninger til Isabella Arendt som midlertidig formand.

Hun er da også anderledes karismatisk end partiets nu orlovsramte formand, men det er sjældent, at en formands succes direkte kan veksles til stemmer, siger Rune Slothuus, der er professor i statskundskab ved Aarhus Universitet. Også selvom han godt ved, at det er en udbredt opfattelse.

“Det er ikke altid folks opfattelser passer med, hvad der kan dokumenteres. Generelt betyder personer faktisk ikke så meget i dansk politik som andre steder. Vi har et partiorienteret valgsystem, og derfor tænker vælgerne meget i partier og knapt så meget i personer. Hovedkonklusionen om partilederskift må være, at de ikke gør den helt store forskel,” siger Rune Slothuus.

Han peger på, at det er meget svært at skille en populær partileder fra selve partiet. Også for vælgerne.

Er det for eksempel politikken, der gør sig gældende, når Dansk Folkepartis vælgere vender tilbage til Socialdemokratiet? Eller er det på grund af Socialdemokratiets leder, Mette Frederiksen?

Når man har forsøgt at undersøge dette med blandt andet spørgeskemaundersøgelser, er det ikke partilederne, som vælgerne fremhæver som udslagsgivende for, hvor deres stemme blev placeret, forklarer Rune Slothuus.

Han henviser også til en undersøgelse, hvor professor i statskundskab ved Københavns Universitet, Kasper Møller Hansen, tidligere har undersøgt effekten af 50 års partilederskift. Konklusionen lød, at den såkaldte partiledereffekt i bedste fald er meget begrænset.

Der er dog undtagelser, som bekræfter reglen, siger Rune Slothuus. Eksempelvis var statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) tøjkøb på partiets regning og rejser på 1. klasse for en miljøorganisation ikke ligefrem populære blandt vælgere, som lod det går ud over Venstre ved det seneste folketingsvalg.

Men de sager er få, mener forskeren, og det bekræfter et andet eksempel. En ofte fremhævet og populær figur, som går for at have haft stor indflydelse på partiets popularitet, er Enhedslistens tidligere formand, Johanne Schmidt-Nielsen. En figur, som Isabella Arendt i øvrigt er blevet sammenlignet med i den aktuelle valgkamp.

”Enhedslistens karismatiske politiker kom ud over rampen og appellerede mere bredt. Men der var også gunstige vilkår for hendes politik, som der blev skabt rum for, da Socialdemokratiet rykkede til højre på flere områder. Det kan man også se ved, at partiet ikke er gået tilbage efter hendes afgang,” siger Rune Slothuus.

Alligevel kan der i Kristendemokraternes tilfælde være tale om en indirekte gavnlig effekt af det midlertidige formandsskifte. En markant leder kan få vælgernes øjne op for den politik, som et parti fører. Og den øgede opmærksomhed kan især et lille forholdsvis ukendt parti som Kristendemokraterne have gavn af.

“I den aktuelle situation kunne det betyde, at Isabella Arendt kan tiltrække opmærksomhed til partiet, og de vælgere, der ligger tæt på partiet, vil overveje hende som en mulighed. Der vil også være nogen, der stemmer på partiet på grund af en karismatisk formand, men den rene personeffekt vil være begrænset. I forhold til Venstre og Socialdemokratiet spiller opmærksomheden en ekstra rolle, fordi der er mange, der simpelthen ikke kender Kristendemokraternes politik i forvejen,” siger han.

Rune Slothuus ville alligevel være overrasket, hvis den øgede opmærksomhed er nok til at få Kristendemokraterne over spærregrænsen.