Så endte krigen om lederskabet i Venstre, i hvert fald indtil videre. Lederskabet blev talt igennem på et ekstraordinært krisemøde i partiets forretningsudvalg onsdag aften, hvor det blev slået fast, at formanden har ansvaret for ”det politiske og det organisatoriske”, mens ”næstformandens opgaver aftales med formanden”. Sådan konkluderede Venstre-nestor Claus Hjort Frederiksen det på Facebook, og for ham var det tilstrækkeligt til, at han droppede sit tidligere krav om, at næstformand Kristian Jensen (V) skulle trække sig.
Det fremsatte Hjort i sidste uge på sommergruppemødet, endda offentligt, fordi Kristian Jensen i et stort interview med Berlingske dagen forinden havde undsagt store dele af den tidligere borgerlige regerings politik og ikke mindst statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) åbning midt i valgkampen for et regeringssamarbejde mellem Socialdemokratiet og Venstre. Hjort mente, at Kristian Jensen optrådte illoyalt, men det har siden fået andre folketings- og partimedlemmer til at rette skytset den modsatte vej og anklage Hjort for det samme.
Lars Løkke Rasmussen erkendte i går, at det ”ikke har været en god uge for Venstre”, og i en e-mail til partimedlemmerne slog han fast, at arbejdsdelingen nu er klarlagt. Der er ikke noget ”formandskab”, som ellers har været den offentlige fortælling, siden det voldsomme hovedbestyrelsesmøde i 2014, da Kristian Jensen var tæt på at udfordre Løkke på posten som partiformand, men i sidste øjeblik fortrød.
Så selvom Kristian Jensen nu overlever som næstformand, står han svækket tilbage. Han har opbakning i dele af partiets bagland, men ifølge en central kilde har der i dette bagland været en ”naiv” forestilling om, at partiets lederskab siden 2014 har været delt mellem Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen. Det har det ikke, og derfor blev Kristian Jensen eksempelvis heller ikke taget med på råd, da den daværende statsminister besluttede sig for at åbne for et SV-samarbejde. Man håber, at det nu endeligt er blevet gjort klart for baglandet, at Kristian Jensen ikke bestemmer linjen.
Interviewet med Berlingske forleden bliver en engangsforeteelse, og han vil ikke igen offentligt kunne markere holdninger, som afviger fra, hvad Lars Løkke Rasmussen siger.
Dermed står formandens tanker om et SV-samarbejde uantastet. Umiddelbart er de tanker godt nok urealistiske. Statsminister Mette Frederiksens socialdemokratiske regering er kommet til verden på De Radikales, SF’s og Enhedslistens mandater, og det er dem, hun vil regere på. De øvrige borgerlige partier skælder Venstre ud for at have ødelagt det borgerlige samarbejde – senest gik De Konservatives leder Søren Pape Poulsen i går i Berlingske ud med kritik af Løkke for at have svigtet det borgerlige Danmark.
Kritikken preller imidlertid af på Venstres top, fordi folketingsvalgets resultat reelt har gjort det til alles kamp mod alle i den borgerlige lejr. Her har Lars Løkke Rasmussen set en mulighed for at nærme sig især De Radikale, som på sit sommergruppemøde netop har signaleret, at man gerne vil samarbejde med borgerlige partier om for eksempel klimapolitikken og endda om udlændingepolitikken. Sammen vil De Radikale og Venstre kunne lægge pres på den socialdemokratiske regering og måske i nogle tilfælde trække den væk fra venstrefløjen.
Lykkes det, kan det skabe ny vrede hos SF og Enhedslisten, og dermed vil regeringen blive svækket. Så behøver et nyt folketingsvalg ikke ligge fire år ude i fremtiden, lyder analysen.
Spørgsmålet er dog, om Venstres bagland synes, det er en fremragende strategi, og hvordan den skulle kunne bringe partiet tættere på regeringsmagten, hvis de borgerlige partier fortsat står dybt splittede op til næste valg.
Spørgsmålet er også, om Lars Løkke Rasmussen kommer til at fortsætte som formand så længe. For en del venstrefolk er den rigtige løsning stadig, at både han og Kristian Jensen skiftes ud, så man kan begynde på en frisk, for eksempel med den politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, som partileder.
Som en kilde beskriver det, er partikulturen imidlertid ”konfliktsky”, og derfor vil man formentlig ikke forsøge at afsætte formanden, så længe han selv ønsker at fortsætte. Slet ikke efter at han har været med til at skaffe to gode valgresultater.
Men noget taler for, at Kristian Jensens eneste chance for at blive partiformand i Venstre efterhånden er at udfordre den siddende direkte igen. Det ville dog være mere risikabelt end det første, mislykkede forsøg.