Formodet lynnedslag aflyser afgange på letbanen i Aarhus

Søndag eftermiddag kører letbanen i Aarhus kun på strækningen fra hovedbanegården mod Odder. (Arkivfoto).
Søndag eftermiddag kører letbanen i Aarhus kun på strækningen fra hovedbanegården mod Odder. (Arkivfoto). Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix.

Det har søndag buldret og braget over store dele af landet.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) kunne søndag middag oplyse, at der var registreret flere end 1200 lynnedslag.

Det ser ud til, at et eller flere af dem også har ramt den aarhusianske letbane.

- På grund af formodede lynnedslag i Lystrup og Nye kører Letbanen kun på strækningen Aarhus H-Odder.

- Alle afgange på indre strækning og mod Grenaa er aflyst, skriver trafikselskabet Midttrafik på sin hjemmeside.

TV2 Østjylland har talt med direktør Michael Borre fra Aarhus Lebane.

Han oplyser ifølge tv-stationen, at der er tale om to formodede lynnedslag, der har ramt henholdsvis en omformerstation på strækningen mellem Lystrup og Grenaa samt en køreledningsmast på strækningen mellem bydelen Nye og Lisbjerg-Terp.

Ved sidstnævnte sted opstod der brand i masten. Den blev slukket kort efter klokken 14.

- Vi er ikke hundrede procent sikre, men vi er ret sikre på, det er lynnedslag.

- Nu skal vi have genetableret tingene derude, og det tager nok tre-fire timer. Så vi regner med, at driften er oppe igen i løbet af aftenen, så vi er klar til morgentrafikken i morgen, siger Michael Borre til TV2oj.dk.

/ritzau/