Fornem anerkendelse til dansk beskyttelse af kalkmalerier

Projektet ”Kalkmalerier i Danske Kirker” og tre fagfolk fra Nationalmuseet opnår international anerkendelse fra Europa Nostra for deres banebrydende arbejde med at redde de danske kalkmalerier

Et af de smukkeste eksempler på kalkmalerier findes i Højby Kirke på Sjælland. Ved den seneste restaurering i 2007 dukkede nye detaljer op. –
Et af de smukkeste eksempler på kalkmalerier findes i Højby Kirke på Sjælland. Ved den seneste restaurering i 2007 dukkede nye detaljer op. – . Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix.

Et årelangt arbejde med danske kirkers kalkmalerier er ikke gået ubemærket hen.

Den 22. juni modtager projektet ”Kalkmalerier i Dansk Kirker” nemlig den prestigefyldte pris ”European Union Prize for Cultural Heritage/Europa Nostra Awards 2018, Special Mention” som udtryk for anerkendelse og international bevågenhed.

Bag projektet står fagfolk fra Nationalmuseet: projektleder Klaus Støttrup Jensen, konservator Kirsten Trampedach og kunsthistoriker Sissel F. Plathe, der har skabt en både nytænkende og anvendelig database for denne vigtige kulturarv.

Ud over en alment tilgængelig database med al tænkelig information om kalkmalerier i danske kirker fra tidlig middelalder og frem, har de tre vovet at prioritere de enkelte udsmykningers kulturhistoriske værd – det er aldrig gjort før.

”Vi har faktisk formået at skabe et eksempel til efterlevelse med databasen. For 20 år siden fik Kirsten Trampedach idéen til at lave en bevaringsdatabase for danske kalkmalerier, men derfra har vi tænkt helt ud af boksen og skabt et unikt værktøj. Ud over at dokumentere kalkmalerierne efter alle kunstens regler, har vi vurderet hvert maleri som kulturarv på en skala fra ’særdeles bevaringsværdig’ til ’en vis grad bevaringsværdig’. Vi synes trods alt, at de alle er værd at bevare. Men når det gælder aktiv bevaring, står og falder alt jo med økonomien. Så vi har taget livtag med egne værdier og truffet en faglig afvejning ud fra alle relevante parametre,” forklarer Sissel F. Plathe.

Ud over bevågenhed fra Europa Nostra har mange fonde, der støtter kulturhistoriske projekter, brugt databasen som redskab.

”Herhjemme ligger ansvaret for bevaringen af kalkmalerierne hos kirkerne selv. Så det har hidtil været ret tilfældigt hvilke kalkmalerier, der blev taget vare på. Om det lokale menighedsråd var bevidst om maleriers behov for istandsættelse og aktive på den front eller ikke. Med databasen og dens benhårde prioritering af de enkelte malerier er det faktisk lykkedes at kanalisere pengene de rigtige steder hen. Augustinus Fonden og andre fonde med tilsvarende formål har skelet til vores database og uddelt støtte derefter. Så vores svære valg har båret frugt, da hovedparten af de mest bevaringsværdige malerier i dag er blevet istandsat. Databasen har sat det her arbejde i system og redder dermed vigtig kulturarv fra at lide en tilfældig ’død’. Det er dilemmaet med megen kulturarv rundt om i Europa, og her kan man godt drage nytte af vores pionerarbejde,” siger Sissel F. Plathe.

Projektet har løbet i etaper over 10 år og omfatter i dag mere end 7.300 kalkmalerier i over 730 kirker fra år 1100 til 1775. Malerierne varierer i omfang, placering på kirkens vægge og hvælvinger, og motiverne skildrer bibelscener, helgener og bibelske personer, symboler og ornamentik.

”Motiverne på de danske kalkmalerier afspejler tidens religiøse hverdagsliv og tankesæt, og det var jo ikke begrænset til Danmark. Det var en udløber af de religiøse strømninger i Europa på den tid, og derfor er de ikke kun dansk kulturarv. De er en del af den europæiske kulturarv og ikonografi sammen med kalkmalerier i kirker andre steder i Norden og landene sydpå. Derfor betyder anerkendelsen fra Europa Nostra utroligt meget for os, for nu bliver vores database med al dens information sat ind i en international sammenhæng, hvor den rettelig hører hjemme,” siger Sissel F. Plathe.

Siden 2017 har dele af databasen været tilgængelig på engelsk for at imødekomme interesse fra forskere og andre i udlandet.

Europa Nostra-anerkendelsen omfatter også den tilhørende app ”Øret til væggen” med 500 lydoplevelser fra 136 kirker, hvor skuespillere fortæller om kalkmalerierne ledsaget af musik.

Arbejdet stopper ikke her, da Augustinus Fonden har ydet støtte til en fjerde projektetape med fokus på kalkmalerier fra 1775 og frem.

På hjemmesiden kalkmaleriinfo.natmus.dk kan man læse mere om det danske kalkmaleri-projekt, der nu modtager Europa Nostras store pris.