Prøv avisen

Fornyet fokus på seksuelle overgreb ændrer næppe sexistisk kultur

The New York Times og The New Yorker bragte for nylig historier, hvor adskillige kvinder fortalte om seksuelle overgreb fra en af filmbranchens mest magtfulde mænd, Harvey Weinstein, hvilket fik skuespilleren Alyssa Milano til at opfordre alle kvinder, der også har været udsat for overgreb, til at fortælle deres historie under hashtagget #metoo (også mig). Foto: Vince Bucci, AP/ritzau

Den nye, globale debat om seksuelle overgreb på kvinder stikker dybt i vores sociale kultur, men den gør det med overfladiske midler og risikerer at ende som krusninger på et meget alvorligt problem, mener flere fagfolk

Et usædvanligt emne har fyldt den globale dagsorden siden søndag. Flere hundrede tusinder kvinder har under slagordet ”Me Too” (Også mig) meldt offentligt ud, at de har oplevet seksuelle overgreb på egen krop. Et emne, der normalt er tabuiseret og omgærdet af tvivl, selvbebrejdelser og tavshed.

Når det alligevel er kommet på alles læber, handler det selvfølgelig ikke mindst om logikken i de sociale medier. Der har de seneste år været talrige eksempler på selv små og skæve emner, der er gået virale af forskellige grunde. Denne gang er forklaringen især, at udgangspunktet – en filmmoguls spektakulære fald fra magtens tinder efter en række kendte skuespillerinders intime afsløringer af dennes overgreb – har alt det, virale historier ofte er gjort af: Kendte mennesker, misbrug af magt og sex.

Men der ligger også andet og mere bag emnets pludselige og enorme udbredelse, for afsløringen af filmproducenten Harvey Weinsteins overgreb taler direkte ind i en øget sensibilitet i disse år over for den maskuline kultur, siger professor i anvendt filosofi på Aalborg Universitet, Antje Gimmler:

”Langt de fleste kvinder er blevet seksuelt krænket på den ene eller den anden måde gennem deres liv, og kvinders stemme er generelt blevet stærkere og mere selvsikker de seneste årtier. Men når oprøret kommer netop nu, kan det formentlig også ses som en reaktion på den form for stærkt sexistisk retorik, som den amerikanske præsident Donald Trump har ført, og som generelt har fået medvind det seneste års tid. Der har været en opsparet frustration, som nu får mange kvinder til at diskutere sexisme på en mere direkte og aggressiv måde.”

Man skal dog ikke underkende effekten af, at det er trygt at give sin utilfredshed til kende gennem et enkelt slagord på de sociale medier, påpeger hun. Og at nogle formentlig lader sig rive med af at være del af en bevægelse, selvom de ikke nødvendigvis selv har oplevet alvorlige ting.

”Me Too”-bevægelsens omfang viser dog først og fremmest, hvor mange kvinder der ikke er stået frem før nu. Og hvor relativt lidt, der skal til, før de gør det.

”Jeg mener bestemt, at man kan se det her som et nødvendigt moralsk opgør om, hvad mænd kan tillade sig over for kvinder. Men jeg kan tvivle på den langvarige effekt. Jeg kunne ønske, at det i stedet var en ’Jeg anmelder også seksuelle overgreb’-bevægelse, for det er det, der vil rykke noget. Sammen med – selvfølgelig – at mænd også i højere grad begynder at diskutere egen adfærd,” siger Antje Gimmler.

Kenneth Reinicke er kønsforsker og lektor på Roskilde Universitet. Han ser også ”Me Too”-bevægelsens styrke som udtryk for et skifte de senere år i forhold til, hvor grænsen mellem accepteret og afvigende adfærd går. Den overbærenhed med mændene, der har præget gråzonen mellem de to slags adfærd, er på retur.

Men det er ikke øget snerpethed, der har udløst de mange historier, understreger han, det er snarere en frustration over, at udviklingen i den maskuline kultur går så langsomt. For det er stadig en småsexistisk drengerøvskultur, der hersker mange steder. Og det er fortsat meget få sager om sexchikane, kvinderne faktisk vinder, for der er stort set ingen seriøs debat om seksuelle krænkelser. Der er ingen lovgivning og kun uklare retningslinjer. Derfor er der også kun få anmeldelser.

”Kvinders værdi i samfundet har i århundreder været tæt forbundet med mænds syn på dem som sexsymboler. Det er en dybt rodfæstet kultur, som vi først lige er begyndt at gøre op med, og det er forklaringen på, at sexchikane stadig er socialt accepteret et langt stykke af vejen. Og at så mange kvinder kommer til at tvivle på deres egen rolle i overgrebet. Det ændrer ”Me Too”-bevægelsen næppe afgørende på, men det kan måske skabe så meget opmærksomhed, at vi tager et skridt på vejen mod at kriminalisere sexchikane. Inden det sker, vil den bare fortsætte,” siger Kenneth Reinicke.

På Rigshospitalets Center for seksuelle overgreb er den daglige leder Hanne Baden Nielsen glad for bevægelsen, men er heller ikke alt for optimistisk omkring dens effekt. For flere danske og internationale undersøgelser har vist, at cirka hver syvende mener, at kvinder typisk selv er skyld i de seksuelle krænkelser, de oplever.

Så det er stærke normer, bevægelsen er oppe imod, og det er hovedforklaringen på, at det trods alt kun er 451 kvinder, der indtil videre i år har henvendt sig til centeret for at få hjælp. Og at hver tredje ikke vil anmelde overgrebet til politiet.

”Mit håb er, at denne nye bevægelse kan sætte ord på, hvad et overgreb egentlig er, så usikkerheden og selvbebrejdelserne hos kvinderne bliver mindre. Men uden politisk handling kommer vi aldrig derhen, hvor det er manden, der skal bevise, at kvinden sagde ja, og ikke kvinden, der skal bevise, at hun sagde nej.”