Forretningen Faderhuset

UALMINDELIG KIRKE: Faderhuset, som ejer Ungdomshuset i København, er ud over at være en frikirke også en forretning. Religionsforsker kalder det ualmindeligt

Faderhuset er ikke kun en frikirke, men en forretning. En forretning som gennem forskellige selskaber forsøger at skaffe midler til menighedens kristelige visioner.

Det ene selskab hedder Human A/S, som ejer det omstridte ungdomshus på Jagtvej 69 i København. Af selskabets årsrapport for 2005 fremgår det, at selskabets formål er forretning på et kristent grundlag. Men Human A/S er ikke det eneste selskab, som er tilknyttet Faderhuset.

Siden slutningen af august i år har Faderhuset stiftet tre nye selskaber: Cyrus Development ApS, Oktober Gruppen holding ApS og Bandholm Hotel Aps.

Fælles for de tre selskaber er, at ledelsen og bestyrelsen stort set består af de samme mennesker med Faderhusets leder, Ruth Evensen, i spidsen. Derudover kan nævnes Ruth Evensens mand, Knut Evensen. Deres sønner Asbjørn Joseph og Simon Peter Evensen. Ruth Evensens niece, Kristina Bøjstrup Darling, børne- og familiepastor Carl Anker Mortensen, og Agner Dalgaard. Sidstnævnte var leder af Faderhusets skole, Samuelskolen i Rødovre, som Undervisningsministeriet lukkede i sommer.

Agner Dalgaard er nu blevet direktør i selskabet Cyrus Development ApS, der skal tjene penge på køb og salg af ejendom.

– Vores formål er at skaffe midler til kirkens visioner og til humanitært arbejde i både Danmark og i udlandet, siger Agner Dalgaard, der gør opmærksom på, at frikirker ikke får statsstøtte.

Armin W. Geertz, som er professor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet, mener, at det ikke er kutyme blandt frikirker at drive virksomhed.

– Set ud fra de frikirker, der søger om godkendelse som trossamfund, har jeg ikke indtryk af, at det er normalt, at frikirker også driver forretning, siger Geertz, der også er formand i det udvalg, som rådgiver Kirkeministeriet om nye trossamfund.

Ruth Evensen ved godt, at det ikke er normalt for frikirker at drive forretning, men ser selskaberne som en ny indtjeningsmulighed – både personligt og til velgørende formål.

– I stedet for at tigge om penge til vores idéer og visioner får vi nu mulighed for at tjene nogle selv, siger hun.

På spørgsmålet om at tjene penge på et salg af Ungdomshuset, svarer Faderhusets leder: – Ja, det kunne vi, men vi arbejder ikke kun for at tjene penge, men ud fra vores overbevisning, og lige nu skal vi ikke sælge huset.

Fonden Jagtvej 69 forsøger at købe Ungdomshuset tilbage til de unge, men Faderhuset har hidtil afvist. Ifølge bestyrelsesmedlem og advokat i fonden Knud Foldschack skal han dog mødes med Ruth Evensens advokat i dag.

– Vi er villige til at give mere end de fem millioner kroner, vi hidtil har budt, siger han.

/ritzau/

Fakta

Faderhuset

**Faderhuset blev oprettet i 1990 af ægteparret Ruth og Knut Evensen, der begge kom fra frikirken Kristent Center.

**Ledes af fem personer, heriblandt ægteparret Evensen, deres søn og en kusine.

**Følger en amerikanskpræget såkaldt vinder-kristendom, hvor ens tro sikrer Helligåndens nærvær med lykke, sundhed og materiel velstand til følge. Depression, sygdom og nederlag ses derimod som udslag af dæmoners virke og mangel på tro.

**Tiltrækker især unge mennesker på grund af sin radikale forkyndelse. Blandt andet kristen rockmusik og gudstjenester med dans og ekstase er på programmet.

**Ønsker at efterligne de første kristne og lever sammen i bofællesskaber.

**Ejer to-tre bofællesskaber, blandt andet Faderhusets kollektiv i en stor villa i Hellerup samt nu nogle anpartsselskaber.

**Ifølge Ruth Evensen har Faderhuset cirka 120 medlemmer. Andre taler om 30-40. I 2000 forlod omkring 60 medlemmer frikirken i protest mod ledelsen.

**Undervisningsministeriet lukker i 2006 Faderhusets skole, Samuelskolen i Rødovre, fordi undervisningen "ikke står mål med, hvad der kræves i folkeskolen". /ritzau/

Kilde: Dialogcentret