Hvad er vi her for?
Socialdemokratiet har de seneste to år stillet sig selv det eksistentielle spørgsmål i forsøget på at formulere et nyt principprogram, ”Fælles om Danmark.”
I går blev det vedtaget på partikongressen i Aalborg efter to timers paradedebat, hvor de delegerede med få undtagelser nedstemte alle ændringsforslag.
Alligevel kom forhandlingen til at vise en grundlæggende forskel mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, der samtidig holdt sit årsmøde i Herning.
For jo, Socialdemokratiet vil gerne føre en hård udlændinge- og flygtningepolitik, men hjerteblodet er ikke med i det. Man ville helst være fri, og adskillige talere og ændringsforslag fra lokale partiforeninger problematiserede, at partiet foreløbig ikke vil tage imod FN-kvoteflygtninge, selvom der kommer færre spontane flygtninge.
Partiformand Mette Frederiksen måtte bede om forsamlingens opbakning til at sige nej til kvoteflygtninge, så længe integrationen ikke fungerer. Den fik hun, men tilbage står billedet af, at strammeriet er mere af nød og taktik i forhold til Dansk Folkeparti, end det er af lyst.
Helt anderledes var stemningen hos Dansk Folkeparti, hvor partiformand Kristian Thulesen Dahl i lørdags lagde for med voldsomme udfald mod kriminelle udlændinge, der burde udvises hellere i går end i dag, internationale konventioner, der burde omfortolkes og måske endda ikke respekteres, hvis det er nødvendigt for at holde uønskede emigranter ude. Og selvfølgelig grænsekontrol, der skulle gøres permanent.
Begejstringen var ikke til at tage fejl af. Stramninger er et lystprojekt.
Partiet fremstiller gerne sig selv som konservativt, men i virkeligheden er det båret af en revolutionær ånd – ikke ulig den, der bar Socialdemokratiet i dets første år – da store dele af den herskende politik skulle forandres.
Det britiske Brexit er for eksempel slet ikke så dårligt, som det fremstilles i medierne, og EU burde give briterne en god aftale om frihandel, samtidig med at de selv skal have lov at bestemme, hvem de vil lukke ind i landet. Fik de den aftale, kunne Danmark følge i briternes fodspor ud af EU, måtte man forstå Kristian Thulesen Dahl. Med andre ord et ønske om et brud med 45 års dansk EU-politik.
Kontrasten til Socialdemokratiets nye principprogram er slående. Det er gennemsyret af, at partiet har vundet den 140 år lange kamp for lighed. I dag handler det mest om at forsvare landvindingerne mod de liberalister, der angiveligt vil en helt anden samfundstype med større ulighed og minimalstat.
Velfærdssamfundet skal ”forsvares og videreudvikles”, men hvad er endemålet?
Et land med ”tillid og sammenhængskraft” og mulighed for at leve et ”lykkeligt liv, uanset køn, alder, etnicitet, handicap, seksuel orientering, tro og social status”?
Indrømmet, det var nemmere for partiets fædre i 1800-tallet at kræve almindelig, lige og direkte valgret for både mænd og kvinder, afskaffelse af hæren, indførelse af skat, uindskrænket foreningsret, inddragelse af præstegårdsjorder og så videre.
Men hvad er målet, når man har vundet mange af de kampe eller har opgivet dem?
For Socialdemokratiet handler det nu om at forsvare og bevare, og i nogle tilfælde om at rulle samfundsudviklingen lidt tilbage. Konkret udmøntet i gruppeformand Henrik Sass Larsens forslag op til kongressen om at samle DSB og Banedanmark igen og sløjfe tanken om, at private kan konkurrere om at yde bedst og billigst togdrift.
Socialdemokratiet er selvfølgelig ikke konservativt i Gud, konge og fædrelandsbetydningen af ordet. Man skal for eksempel tilbage til principprogrammet fra 1992 for at finde et par linjer om folkekirken, men i betydningen ”forandre for at bevare” kunne partiet godt lidt drillende kaldes konservativt.
Ifølge den radikale partileder, Morten Østergaard, som i lørdags talte ved det radikale landsmøde i Nyborg, har de store regeringsbærende partier vendt ”bedetæpperne” mod Dansk Folkeparti og har trukket burkaen godt ned over hovederne, så lyset ikke kan trænge ind.
Men De Radikale kom til at fumle med deres eget bedetæppe, da de skulle forklare, hvorfor antallet af flygtninge nu betyder noget, hvad det ellers i årevis ikke har gjort ifølge tidligere radikale ledere.
De Radikale er dog fortsat stærkt begejstrede for globaliseringen og EU og med den større skepsis hos de fleste andre partier, nærmer partiet sig status som et fløjparti på de områder.
Er der noget, de seneste år har vist, er det, at partier med yderligtgående og klare drømme om fremtidens samfund, klarer sig relativt bedre hos vælgerne end de gamle og pragmatiske partier, for hvem det mest handler om, hvor meget der skal drejes på velfærdssamfundets forskellige skruer.
Weekendens tre landsmøder blev en levende illustration af, at det stadig er lettere at angribe end at forsvare.