Forskelligt syn på pornografi kan skabe konflikter i parforhold

Undersøgelse, der ser på ældres forbrug af porno, viser, at selvom de ældre tilhører en frigjort generation, er der markante kønsforskelle

Omkring hver tredje danske mand i alderen 60-74 læser erotisk litteratur eller ser porno på internettet. Det kan skabe problemer i parforholdet, fordi det sidestilles med utroskab.
Omkring hver tredje danske mand i alderen 60-74 læser erotisk litteratur eller ser porno på internettet. Det kan skabe problemer i parforholdet, fordi det sidestilles med utroskab. Foto: Nima Stock.

Knap hver tredje danske mand i alderen 60 til 74 år har det seneste år læst erotiske tekster eller set porno på internettet. Det viser tal fra et nyt forskningsprojekt. Tilsvarende har tre procent af danske kvinder i alderen 60 til 74 år anvendt internettet til at læse erotiske tekster eller se porno. Tallene er en del af studiet ”Healthy sexual aging”, som også omfatter Portugal, Norge og Belgien.

Tallene viser, at aldersgruppen har et differentieret seksualliv. Det fastslår Bo Møhl, der er professor i klinisk psykologi ved Aalborg Universitet og beskæftiger sig med seksualitet hos ældre.

”Det er typisk mænd, som er frontløbere på det seksuelle område. Mænd bevarer den seksuelle aktivitet længere op i livet, end kvinder gør, og seksualiteten er mere genitalt orienteret for mænd end for kvinder. Vi ser derfor også mænd, som presser sig selv og får præstationsangst, selvom de har været sammen med en kvinde i mange år.”

At op mod hver tredje 60-74-årige mand ser porno på internettet er udtryk for et ændret syn på pornografi. Det siger Christian Grau- gaard, som er professor ved Sexologisk Forskningscenter på Aalborg Universitet.

”For nogle kan porno repræsentere noget andet end det, et seksuelt forhold kan give. Porno er ikke, som vi troede i gamle dage, en sørgelig sekundavare, men derimod et fantasi-stimulerende supplement, som kan bruges konstruktivt på mange forskellige måder. Det er blevet et kulturprodukt i egen ret, som kan give liv, lyst og inspiration i alle aldre.”

Bente Træen er professor i psykologi ved Oslo Universitet. Hun står i spidsen for den internationale undersøgelse. Når hun ser på ældres brug af pornografi, hæfter hun sig ved den markante skævhed i mænd og kvinders forbrug af porno.

”Kvinders holdning til pornografi har traditionelt set været vældig restriktiv. Det er ved at ændre sig hos de yngre kvinder, men hos de ældre kvinder er det uændret,” siger Bente Træen.

Kvinder, som i dag er i alderen 60 til 74 år, tilhører den frigjorte ungdomsgeneration, som forsøgte at gøre sig fri af idealet om, at pæne piger ikke var interesseret i sex. Når det kommer til seksualitet i alderdommen, sker der ifølge Bo Møhl en tilbagevenden til de idealer, som man blev opdraget med.

”Når færre ældre kvinder stimuleres af porno, hænger det sammen med, at mange er mindre genitalt orienterede og prioriterer sex sammen med en partner, og det kan også ses som udtryk for en rest af holdningen, ’pæne piger er ikke interesseret i sex’. Den holdning kan komme til at fylde mere med alderen, i takt med at kroppen forandrer sig, og en usikkerhed opstår.”

På sexologisk klinik på Rigshospitalet i København oplever man en vækst i antallet af ældre patienter. Ellids Kristensen er overlæge ved klinikken og klinisk lektor i sexologi. Hun siger:

”Seksualiteten betyder mere i dag hos ældre end for 25 år siden. Folk, som er blevet ældre i dag, er rent fysisk i bedre stand end dem, som blev ældre for en generation siden. Der er tale om en gruppe af mennesker, som har levet et aktivt sexliv, og fysisk er de i stand til at fortsætte med at være seksuelt aktive.”

Selvom der er en udbredt brug af pornografi blandt ældre mænd, er forbruget ikke nødvendigvis uproblematisk for et parforhold. På sexologisk klinik ser man ældre i forhold, hvor mandens forbrug af pornografisk materiale bliver betragtet som et sidespring af kvinden.

”Hvis en kvinde anser det for meget forkasteligt at se pornografi og ligestiller det med et sidespring, kan parret få de samme problemer, som hvis der havde været tale om sidespring. Vi ser også mænd, som er patologisk optaget af porno i en grad, så det kan fylde hele deres tid. Her taler vi dog om en ganske lille gruppe,” siger Ellids Kristensen.