Forsker: Bananfluer fortjener hæder og ære

Et stort frugtår har fået bestanden af bananfluer til at eksplodere og folk til at klaske løs. Men egentlig bør det lille dyr hædres

Det er blandt andet bananfluens hurtige formering og dermed generationsskifte, der gør dem velegnede som forsøgsdyr.
Det er blandt andet bananfluens hurtige formering og dermed generationsskifte, der gør dem velegnede som forsøgsdyr. Foto: André Karwath/Wikimedia Commons.

Da der ikke foretages nogen form for optælling af bananfluer, kan antallet, der i øjeblikket plager danske hjem, ikke slås fast. Men mange af os fægter i øjeblikket rundt i luften i håb om at reducere flokken med bare et par stykker.

”Der er mange,” siger insektforsker ved Statens Naturhistoriske Museum Thomas Pape, som dog nægter at tale dårligt om den lille flue.

Højsæsonen af bananfluer – også kaldet frugtfluer – skyldes ifølge forskeren, at der er meget nedfaldsfrugt i haverne, og at efteråret har budt på flere lune, fugtige dage i træk. Bananfluelarver kan nemlig ikke udvikle sig, så længe det er tørt.

”Men når forholdene er som nu, er det et eldorado for dem. Alting i naturen går hurtigere, når det er varmt, gærcellerne i frugterne vokser hurtigere, så bliver der mere mad til bananfluernes larver, hvorefter larverne udvikler sig hurtigere. Der er altid mange bananfluer på denne tid af året, men i år er der rigtigt mange,” siger han.

En ting er, at villahaver med nedfalden frugt er en fest for arten, men hvorfor er der også bananfluer på fjerde sal i moderne byggerier, hvor intet grønt findes?

”For mennesker kan det måske se goldt ud. Men så er der nogen, der har smidt et æbleskrog eller en bananskrald. Det er heller ikke noget problem for en bananflue at tilbagelægge 400-500 meter, og de kan tulle rundt og komme ind alle steder. De er her,” siger Thomas Pape, så det lyder, som om han taler om ufoer.

Hvornår er det overstået?

”Det klinger selvfølgelig af, og kommer der lidt nattefrost, kan det virkelig slå bestanden ned,” siger insektforskeren, som selv synes, at bananfluer er ”hyggelige” små dyr. Faktisk kan han finde meget godt at sige om arten drosophila.

”Som laboratoriedyr har bananfluen givet os mennesker enorm indsigt i forskellige arvelige mekanismer. Rigtig mange genetiske sygdomme kan vi teste på dens gener, som ligner vores. Det bør man tænke lidt over, når man observerer en sky af bananfluer hen over vasken, eller hvor de nu er: De har gjort meget for at hjælpe os.”

Vi bør være overbærende?

”Mere end det. Vi bør have respekt,” siger Thomas Pape og nævner endnu en fordel ved bananfluer: Ølbrygning.

”Evolutionært har de forskellige gærstammer haft behov for at tiltrække bananfluer, så de kunne trampe rundt i den gærende masse med deres små fødder og dermed hjælpe gæren med at sprede sig til andre steder. For at lokke bananfluerne til har gær derfor konkurreret om at udsende den bedste duft – og det er det, vi udnytter i dag, når vi i Danmark fremstiller noget af verdens bedste øl. Det fortjener bananfluen også tak for.”

Har man et godt øjemål eller en lup, vil man kunne genkende bananfluer på deres rustbrune krop og store, røde øjne. Ligesom vingerne vil kunne ses strække sig et godt stykke ud over bagkroppen.

Det er blandt andet bananfluens hurtige formering og dermed generationsskifte, der gør dem velegnede som forsøgsdyr, ikke mindst når man forsker i arvelighed. Bananfluerne bruges også som foder til terrariedyr og akvariefisk.

Vil man gerne reducere antallet derhjemme, kan man nemt lave en bananfluefælde: Eddike, øl, en smule rødvin eller hvad som helst gæret, hældes i en skål, som dækkes med plastikfolie eller madpapir. Dernæst prikkes der huller i ”låget”, så bananfluerne kan finde vej ind til væsken, men vil have svært ved at finde ud igen.

Men det er selvfølgelig ikke så respektfuldt igen.