Forsker: Den bløde korruption trives i Danmark

Danskerne ser sig selv som hæderlige, men vi ser gennem fingre med nepotisme, som vi ikke opfatter som korruption, selvom det er det, mener forsker

Går man eksempelvis på boligjagt, er det velkendt, at man skal ”kende nogen, der kender nogen”, for at få en ordentlig lejlighed i de større byer. Og spørger man rekruttører på arbejdsmarkedet, er ens netværk vigtigere end ens cv, påpeger forsker.
Går man eksempelvis på boligjagt, er det velkendt, at man skal ”kende nogen, der kender nogen”, for at få en ordentlig lejlighed i de større byer. Og spørger man rekruttører på arbejdsmarkedet, er ens netværk vigtigere end ens cv, påpeger forsker. Foto: Mads Jensen

Tidligere på året blev Danmark for fjerde år i træk kåret som verdens mindst korrupte land af den uafhængige organisation Transparency International.

Ranglisten udformes på baggrund af, hvordan en række internationale organisationer opfatter korruptionsniveauet i den offentlige sektor, og trods topplaceringen understregede Transparency International, at intet land er fri for korruption.

Men hvor megen korruption er der egentlig i Danmark?

Spørgsmålet fik nyt liv i sidste uge, da det kom det frem, at 32 nuværende og tidligere offentligt ansatte – herunder fem fra forsvaret – er blevet anholdt under mistanke om at have modtaget bestikkelse. De ansatte, som primært har været it-ansatte, er sigtet for at have modtaget gaver fra 4000 til 50.000 kroner.

Det fik sidenhen mere næring, da det kom frem, at en afdelingschef ved Rigspolitiet er under mistanke for at have sikret venner konsulentopgaver for op mod 20 millioner kroner.

Den slags sager er sjældne i Danmark sammenlignet med mange andre lande, understreger socialantropolog Steven Sampson fra Lunds Universitet i Sverige.

Men at tro, at danskerne generelt er mindre korrupte end så mange andre folkefærd, er udtryk for selvfornægtelse, lyder det fra Steven Sampson, der har skrevet adskillige videnskabelige artikler om korruption.

”Sager om bestikkelse i det offentlige chokerer, men de daglige fiflerier, hvor man bytter vennetjenester på bekostning af andre, opfattes ikke som fordækt. Derfor er det muligt at bevare en selvforståelse om, at danskerne har en højere moral end i andre lande.”

I april kunne Berlingske fortælle, at det er blevet stadig mere normalt at skulle betale penge under bordet, hvis man vil købe en andelsbolig.

Men Steven Sampson understreger, at også mindre åbenlyse eksempler, som ikke er decideret ulovlige, er almindelige og yderst problematiske.

Går man eksempelvis på boligjagt, er det velkendt, at man skal ”kende nogen, der kender nogen”, for at få en ordentlig lejlighed i de større byer. Og spørger man rekruttører på arbejdsmarkedet, er ens netværk vigtigere end ens cv.

”I Danmark kan man ikke slippe for en fartbøde ved at stikke betjenten 500 kroner. Til gengæld ser vi gennem fingre med korruption i form af smørelse og nepotisme på en lang række andre områder, det opfatter vi bare ikke som korruption. Men det er det jo, det er bare kontantløs korruption,” forklarer Steven Sampson.

Den forklaring bakkes op af lektor Torben Bechmann Jensen fra institut for psykologi ved Københavns Universitet.

Ifølge Bechmann Jensen har de fleste mennesker høje idealer om ret og rigtigt, og er de ikke i stand til at leve op til de idealer, må kreativiteten på overarbejde, hvis ikke selvbilledet skal have et hak i tuden.

”Hvis vi gør noget, vi ville fordømme andre for at gøre, kan vi hurtigt finde måder at legitimere det på. Det kan eksempelvis være ved at bagatellisere handlingen eller ved at sige til sig selv, at man på alle andre områder er et retskaffent menneske og derfor har ret til at omgås reglerne i ny og næ. På den måde kan man bevare et selvbillede, hvor man lever op til sine egne idealer, selv når man ikke gør det.”

Knut Gotfredsen er formand for Transparency International Danmark.

Selvom han understreger, at organisationens rangliste kun måler opfattelsen af korruption i den offentlige sektor, og at der derfor er usikkerhed forbundet med indekset, så mener han stadig, det giver et korrekt billede af Danmark, hvis man sammenligner med andre lande.

”Indekset måler nogle områder indenfor korruption men ikke alle. Jeg mener dog stadig, at det giver et retvisende billede af, hvordan Danmark er placeret i forhold til andre lande, og jeg tror ikke, det ville ændre ved vores relative placering, hvis vi inddrog andre parametre.”

Det samme giver Mette Frisk Jensen udtryk for. Hun er projektleder på danmarkshistorien.dk ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet og har forsket i dansk korruptionshistorie.

Hun er enig i, at tjenester, der er at betragte som korruption, i nogle tilfælde opfattes mindre alvorlige, end de reelt er.

Ifølge Mette Frisk Jensen skelner man mellem den hårde korruption og den bløde korruption. Den hårde korruption er eksempelvis en embedsmand, som modtager bestikkelse, mens eksempler med udveksling af vennetjenester falder ind under betegnelsen blød korruption.

”Jeg kan ikke afvise, at mange danskere opfatter nogle former for blød korruption som legitimt, og korruption derfor reelt er mere udbredt, end mange forestiller sig.”

Hun understreger imidlertid, at korruption i Danmark har et begrænset omfang i forhold til andre lande.

”Den hårde korruption i det offentlige er ikke et stort problem i Danmark sammenlignet med andre lande. Og eftersom den offentlige sektor fylder så meget i dansk økonomi, har det en enorm betydning.

Derfor mener jeg ikke, det er misvisende, at Danmark har et ry som et land uden megen korruption.”