Forsker: Det er på tide, at vi får herregårdens arbejdende folk med i fortællingen

Mange danskere har forfædre, som tjente på landets herregårde, og alligevel er der langt mindre viden om hverdag og vilkår for tyendet på godserne, end der er om de få familier, der styrede dem. Det vil ph.d. Katrine Dyrmann lave om på

Det var Kristine Dyrmanns forskning i brevvekslingen mellem de fine fruer på danske herregårde, som vækkede hendes nysgerrighed for at dykke ned i tyendes forhold. – Foto: Marie Elkjær/Gammel Estrup Danmarks Herregårds­museum.
Det var Kristine Dyrmanns forskning i brevvekslingen mellem de fine fruer på danske herregårde, som vækkede hendes nysgerrighed for at dykke ned i tyendes forhold. – Foto: Marie Elkjær/Gammel Estrup Danmarks Herregårds­museum.

Den 29. juli 1786 er der panik i overklassen. For komtesse Wilhelmine Bernstorff ønsker at ansætte samme amme som lensgrevinden på Brahetrolleborg, Sybille Reventlow. Det drejer sig om en sund kvinde fra Holsten, og sammenfaldet må svare lidt til at møde i ens kjoler til bal hos Dronningen.

Wilhelmine klager sin nød til Sybille med det argument, at ammen kan tysk, og det er det sprog, Wilhelmine taler. Veninden giver efter, Wilhelmine må få hende.

Det piner til gengæld Sybilles mand, Johan Ludvig Reventlow, for han kender alle bønderne i lokalområdet, og der er ikke nogen af kvinderne, der efter hans mening vil gå an som amme for hans barn.

Derfor må kontakter nu på familiens vegne forhøre sig, om der findes en anden velnæret amme i den første ammes landsby i Holsten.

Dramaet beskrives i en brevveksling mellem adelsfruerne, og det er gennem vidnesbyrd som disse, ph.d. Kristine Dyrmann vil samle information til sit nye forskningsprojekt med titlen ”Herregårdens hushold – Tjenestefolkenes herregård 1725-1800”. Det kommende år vil hun forske i organiseringen af ”det indendørs hushold” på 1700-tallets herregårde og beskrive tjenestefolkenes liv og arbejde her.

Det var i sit ph.d.-projekt, som gik ud på at skrive kvinderne i 1700-tallets elite ind i den politiske historie, at Kristine Dyrmann blev nysgerrig efter at afdække tjenestefolkenes historie og dermed sætte fokus på en gruppe mennesker, som er underbelyst i forskningen.

”Langt de fleste af herregårdens mennesker var arbejdende folk – både udenfor i landskabet og indenfor på selve herregården. Alligevel findes der ikke ret meget dansk forskning om herregårdens ansatte, som sjældent selv skrev eller arkiverede viden om, hvordan de havde det. Derfor må meget viden om dem trækkes ud af andre kilder,” siger hun.

Andre kilder kan for eksempel være de fine fruers breve, hvor der indimellem dukker omtale af tyende op. Mest i forbindelse med det bøvl, man havde med de ansatte, men brevene kan også, som med ammen, handle om hvilke tjenestefolk, der er særligt eftertragtede.

Maleriet af køkkenpigen er fra 1764 og af Jens Juel. – Foto: Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum/SMK.
Maleriet af køkkenpigen er fra 1764 og af Jens Juel. – Foto: Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum/SMK.

Et andet eksempel på et eftertragtet medlem af det indendørs hushold er en tjenestepige, som bliver sendt fra København til Holsten, fordi hun er god til at sætte hår. I en senere brevveksling bliver der kommenteret på, at hun nok skal blive god, når hun har vænnet sig til at være der, så man kan fornemme, at det måske ikke er gået så nemt med at falde til som ansat for et helt nyt herskab, funderer Kristine Dyrmann, som tilføjer, at i teorien kunne tjenestefolk sige nej til at blive flyttet rundt på den måde.

”Men spørgsmålet er, hvor mange andre muligheder man har haft,” siger forskeren, der også vil se på, hvordan magtforholdet mellem herskab og tjenestefolk var.

”Herremanden har haft en enorm magt over deres liv, og tyendes juridiske stilling er et helt kapitel for sig, som jeg er spændt på at læse mig ind på,” siger hun.

Men det er ikke elendigheder alt sammen, mener Kristine Dyrmann. For det gav også muligheder for mobilitet at være ansat på de store godser, hvor vinteren måske blev tilbragt i København, og der var rejseaktivitet til andre godset eller til udlandet.

Således kommer en køkkendreng fra landsbyen Ulstrup nær Randers med til Sankt Petersborg.

”Han var egentlig blevet ansat til at hjælpe med madlavningen på herregården, da der kom en ny ejer – men inden den nye unge greve nåede at tage sin bolig i brug, blev han udnævnt til gesandt ved Katarina den Stores hof i Sankt Petersborg. Og køkkendrengen, som var 16 år og forældreløs, tog man med,” siger hun og fortsætter.

Stuepiger i vinduet til tjenestepigernes værelse på Gammel Estrup i begyndelsen af 1900-tallet. Sidst i 1700-tallet, hvor Kristine Dyrmanns forskning koncentrere sig, findes kun få malerier af tjenestefolkene på heregårdene. – Foto: Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum.
Stuepiger i vinduet til tjenestepigernes værelse på Gammel Estrup i begyndelsen af 1900-tallet. Sidst i 1700-tallet, hvor Kristine Dyrmanns forskning koncentrere sig, findes kun få malerier af tjenestefolkene på heregårdene. – Foto: Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum.

”Køkkendrenge som ham har jo sjældent skrevet noget ned selv, men de dukker op i glimt i regnskaber og korrespondance. Og for denne her køkkendreng har det da givetvis været noget af en omvæltning at rykke fra Ulstrup til Skt. Petersborg.”

Køkkendrengen omtales i breve fra forvalteren, en slags opsynsmand eller mellemleder på herregården, som tog sig af styringen af godset, når greven var i København. Man må altså gå gennem de overordnede for at lære om de mindre fine.

En udfordring for det fulde billede af tyendets vilkår er i øvrigt, at det oftest er de øverste lag i de ansattes hierarki, der omtales i adelens breve: Guvernanten og huslæreren, som var tæt på herskabet. Dem kunne man i øvrigt finde på at hente hjem fra for eksempel Schweiz eller Frankrig, fordi man gerne ville tale fransk – og helst med den rette accent.

Derfor går forskeren nu i gang med at gennemgå godsernes regnskaber og kvitteringer, ligesom hun vil dykke ned i kirkebøger for at åbne døren til den fortælling, som mange danskere har slægtsbånd tilbage til.

”Vi kan godt have en masse forestillinger om livet på herregården for 300 år siden, men egentlig ved vi ikke ret meget om, hvordan tjenestefolkenes hverdag var,” siger hun.

Der hentes frugt til herskabet. Stuepige i frugt­haven på Gammel Estrup i begyndelsen af 1900-tallet. Dermed er fotoet mindst 100 år yngre, end den periode forskningen omfatter. – Foto: Gammel Estrup Danmarks Herregårds­museum.
Der hentes frugt til herskabet. Stuepige i frugt­haven på Gammel Estrup i begyndelsen af 1900-tallet. Dermed er fotoet mindst 100 år yngre, end den periode forskningen omfatter. – Foto: Gammel Estrup Danmarks Herregårds­museum.