Forsker efterlyser nuancer i fortællingen om redningen af jøderne i 1943

'Redningen' af de danske jøder i oktober 1943 var snarere en flugt end en redning, for jøderne gjorde også selv en aktiv indsats for at blive reddet. Det fortæller en forsker, som efterlyser nuancer i fortællingen

Mosaisk Trossamfund holder mindehøjtidelighed for redningsaktionen af jøder til Sverige i 1943. Foto: Kasper Palsnov Denmark

Vi danskere er i udlandet berømte for, at det i oktober for 70 år siden lykkedes os at redde næsten alle danske jøder over Øresund til Sverige, så de undgik nazisternes udryddelseslejre.

Men vi bør være forsigtige med, hvordan vi fortæller den historie til hinanden og til vores udenlandske venner.

Ordet redning fjerner nemlig fokus fra de egentlige hovedpersoner jøderne, deres kamp for at blive reddet og flugtens konsekvenser for dem. Det mener en dansk holocaust-forsker, ifølge Videnskab.dk

»De danske jøder solgte i al hast deres værdigenstande, fandt plejefamilier til deres små børn, og fik på kort tid lukket deres butikker ned og søgte selv ud til kysterne, hvor de betalte store summer for at blive sejlet til Sverige. En betydelig og vigtig del af historien om oktober 1943 er, at flugten foregik så hurtigt og effektivt, fordi jøderne selv betalte for den,« siger holocaust-historiker Sofie Lene Bak, som er adjunkt på Saxoinstituttet, Københavns Universitet, til Videnskab.dk.

Redningen kostede jøderne dyrt

Forskeren mener især, at den vigtige pointe nemlig at jøderne i sidste ende selv måtte betale for at redde livet, har det med at fortone sig, når vi taler om redningen af jøderne.

»Når vi siger redning', kommer det i høj grad til at handle om gerningsmændenes og redningsmændenes handlinger. Jøderne bliver objekter i den fortælling. Men de spillede faktisk selv en meget aktiv rolle i deres egen redning, og flugten fik store økonomiske konsekvenser for dem,« fortsætter hun.

LÆS OGSÅ: Dansk scoop i Holocaust-forskning

Jøder var selv aktive under flugten

Da det i slutningen af september 1943 stod klart, at en deportation af de danske jøder stod for døren, begyndte jøderne at søge mod Sverige. Mange måtte sælge alt, hvad de ejede af værdi og efterlade deres ejendele og sågar deres børn.

Den hurtige flugt til Sverige blev organiseret både af danskere og jøderne selv. For eksempel blev en ung dansk mand skudt i baghovedet, da han i Tårbæk havn en nat i oktober 1943 var ved at skubbe en båd med flygtninge ud i vandet. Senere hed det i historieskrivningen, at manden var en flygtningehjælper.

»Men i virkeligheden var han halvjøde og skulle selv flygte. Han var offer, men organiserede selv flugten havde skaffet båden og sørget for at andre flygtninge kunne komme med« fortæller Sofie Lene Bak.

LÆS OGSÅ: Holocaust påvirker minder om andre folkedrab

Danskere hjalp jøder til at flygte

Mange danskere valgte spontant at hjælpe de danske jøder, selvom de ikke tidligere havde været involveret i modstandskampen. Andre tog jødernes børn i pleje og behandlede dem med omsorg og kærlighed, som var det deres egne børn.

Og andre igen samlede store summer ind hos private og virksomheder til at finansiere jødernes flugt.

Ingen flugt uden penge til fiskere

Den gratis hjælp standsede nemlig, når jøderne skulle det sidste stykke over Øresund. Her tog langt de fleste fiskere sig godt betalt for at fragte flygtningene over i sikkerhed.

»Jeg tvivler på, at hvis ikke det fra begyndelsen havde været et præmis, at man betalte for at blive sejlet over, havde man ikke fundet nok fiskere, der ville sejle jøder over,« siger Sofie Lene Bak.

LÆS OGSÅ: Holocaust revolutionerede vores menneskesyn

Gennemsnitligt kostede det 1000 kr. per person at blive sejlet i sikkerhed. Det svarer i dag til 20.000 kr. per person. En familie på fire skulle altså finde det, der svarer til 80.000 kr., hvis de selv skulle betale transporten.

»Det har almindeligvis været forklaringen, at pengene var en livsforsikring eller en slags erhvervsforsikring for fiskerne, som kunne risikere at miste deres fiskebåd og dermed deres forsørgelsesgrundlag,« siger Sofie Lene Bak og fortsætter:

»Fiskerne kunne ikke vide, hvad risikoen ved hjælpeindsatsen var. Men argumentet om forsikring skal ses i lyset af, at prisen for at sejle en modstandsmand over Øresund falder til blot 100 kr. allerede i november efter deportationen af jøderne. Ligesom priserne i oktober svingede afhængigt af udbud og efterspørgsel. Det viser, at det var markedskræfterne, der styrede, og at fiskerne også drev forretning.«

LÆS OGSÅ: Danskere kan udleveres for Holocaust-benægtelse

Sofie Lene Bak fremhæver desuden, at risikoen for arrestation også gjaldt jødernes hjælpere til lands. Men alligevel var deres indsats gratis.

Forskeren vil ikke afvise, at der har været fiskere, som gjorde den gode gerning gratis. Men det svenske politis afhøringer af jøderne viser, at de i fleste tilfælde selv måtte betale en høj pris for at nå i sikkerhed. Kunne de ikke selv betale, blev deres rejser betalt af via de indsamlede donationer eller af mere velhavende jøder.

Flugt havde enorme økonomiske konsekvenser for jøder

Jødernes egen indsats for at få skrabet nok penge sammen til turen havde altså stor betydning for, at de blev reddet.

Det fik konsekvenser for jøderne på længere sigt. Da de vendte hjem til Danmark, havde mange ingen virksomhed eller indtægtskilde, de havde brugt deres formue og solgt deres ejendele eller taget lån for at kunne flygte. Derudover havde mange ikke set deres anbragte børn i årevis.

LÆS OGSÅ: Sådan gør nazister unge til ekstremister

»Hvis ikke det var for den erstatning og hjælp, de fik af den danske stat i 1945, ville disse familier være blevet socialt deklasseret. Mange ville være endt i økonomisk elendighed.« fortæller Sofie Lene Bak.

Fokus på ofrene giver os mere viden

At fiskerne tog sig godt betalt for jødernes flugt er ikke ny viden i en forskningsmæssig sammenhæng.

Men Sofie Lene Bak mener stadig, at diskussionen af betalingens rimelighed er et tabubelagt i Danmark. I udenlandske fremstillinger af jødeflugten i Danmark bliver det ofte slet ikke nævnt, at fiskerne tog penge for sejladsen til Sverige.

Forskeren har i forskningsartikler og i hendes bog fra 2012 argumenteret for de mange fordele ved at anskue begivenheden i et offer perspektiv.

LÆS OGSÅ:Fandt Holocaust virkelig sted?

»Der er pointer, som undslipper os, hvis man alene forstår begivenheden i en dansk besættelsestidssammenhæng og ikke som en del af Holocaust. De danske jøders Holocaust-erfaring både lignede og adskilte sig fra andre europæiske jøder, som blev forfulgt under Holocaust, og de særlige forudsætninger for den danske undtagelse fremstår tydeligst i sammenligning med resten af Europa,« siger Sofie Lene Bak.

Nyt syn på danske jøders historie

Lektor og ph.d. i historie Joachim Lund fortæller, at man blandt historieskrivere allerede nu er ved at skifte fokus til, at det handler mere om jødernes egne handlinger.

»Sofie Lene Bak har gjort en del ud af den pointe, og skiftet er nok kommet med hendes bog,« siger forskeren, som er enig med Sofie Lene Bak i, at man kan fremdrage ny og vigtig viden ved at forsøge at se flugten fra ofrenes synspunkt.

Han fortæller, at det for tiden også bliver diskuteret i hvor høj grad antisemitismen trivedes i Danmark samtidig med, at vi altså gjorde en stor indsats for at hjælpe jøderne til at flygte.

LÆS OGSÅ
: Højreorienterede tager afstand fra følelser

Fakta:
Mindst 150 dansk-jødiske børn blev efterladt i Danmark i oktober 1943. Begrundelsen var i de fleste tilfælde, at det var det sikreste for børnene. Det var ofte de helt små børn, der blev efterladt hos danske værger. Et af børnene var blot seks dage gammel, da forældrene måtte flygte.På mange flugtruter var det ikke tilladt at tage de mindste børn under fem år med i båden, da børnenes gråd ville udgøre en sikkerhedsrisiko under overfarten.

På andre ruter bedøvede man børnene med mere eller mindre held. Forskerne kender til et tilfælde, hvor bedøvelsen tilsyneladende medførte hjerneskade, men oftest var problemet, at bedøvelsen ikke virkede eller havde den stik modsatte effekt.
Kilde: Sofie Lene Bak

Fakta:
Halvdelen af de penge der blev brugt til jødernes flugt i 1943 var et resultat af private spontane indsamlinger. Privatpersoner og virksomheder gav donationer. Senest har historikere sandsynliggjort, at sågar kong Christian den 10. donerede penge.
Kilde: Sofie Lene Bak