På det socialpædagogiske uddannelsessted for unge med særlige behov, PMU i Sindal nær Hjørring, er det fast praksis, at de første timer af onsdagen bruges på praktisk arbejde i de huse, de unge bor i.
For nogen tid siden var en forsker på besøg, og han hæftede sig ved nogle af de barrierer, som kunne opstå. For eksempel en ung kvinde, der gjorde rent, men gik i stå ved den plisserede lampeskærm og spurgte sin vejleder:
”Kan du ikke gøre det?”.
Vejlederen svarede: ”Lad os gøre det sammen. Om lidt”, og det mundede det ud i, at de to i fællesskab i ro og mag fik gjort lampeskærmen ren.
Helt tilsvarende barrierer og tilsvarende løsninger opstod jævnligt. Som én stor gentagelse.
Forskeren hedder Leo Komischke-Konnerup og er chefkonsulent på professionshøjskolen UC Syd. I dag forsvarer han på Aalborg Universitet en ph.d.-afhandling, som har fået titlen ”Gentagelsens pædagogik”.
Som forsker havde han sat sig for at undersøge den pædagogiske praksis på to frie, selvejende institutioner med elever med særlige behov, en efterskole og et uddannelsessted for en lidt ældre gruppe unge. I første omgang fulgte han godt med i, hvordan undervisning, værksteder og formelle arrangementer som morgensamlinger var tilrettelagt. Men efterhånden som han opholdt sig længere tid på skolerne, gik det op for ham, hvor pædagogisk betydningsfuldt også det mere uformelle samvær var. Og hvor stor betydning det havde, at omtrent de samme situationer opstod igen og igen.
”Det gik op for mig, at den pædagogiske praksis i høj grad er bygget op om gentagelser. Men jeg hørte ingen lærere eller pædagoger tale om det. I stedet talte de om betydningen af at have god tid. Jeg tror, der er en vigtig pointe i, at gentagelsen har fået et dårligt ry, både i samfundet generelt og i pædagogikken. Skolen og den pædagogiske forskning er optaget af, at der hele tiden skal ske noget nyt, men det er min vurdering, at gentagelsen spiller en vigtig rolle for, at man kan lære og danne sig til menneske og borger,” siger Leo Komischke-Konnerup.
Hans undersøgelse er udført på to skoler, der er en del af Foreningsfællesskabet Ligeværd, som også har bidraget økonomisk til, at afhandlingen kunne blive til. Leo Komischke-Konnerup slår dog fast, at afhandlingen ikke skal ses som en reklame for disse skoler. Der er ingen kvalitetsvurdering af undervisningen eller samlet vurdering af, hvor godt eleverne klarer sig fagligt eller trivselsmæssigt.
Han konstaterer blot, at hvor mange af eleverne kommer fra i folkeskolen at have lært, at de ikke hører til og ikke kan lære, ændrer dette sig for langt de fleste, når de kommer på efterskole eller det særlige uddannelses- tilbud. Og en af hans pointer er, at dette ikke skyldes en specialpædagogik, som er rettet imod, at noget særligt er på færde hos eleven, men derimod en almenpædagogisk tilgang til skolen og hverdagen om, at alle skal nå frem. Måske ikke lige hurtigt, men så i sidste ende ved fælles hjælp og med det nødvendige antal gentagelser.
”Måske er dette ikke kun relevant for elever med særlige behov. Måske vi andre også har behov for gentagelser. Hvordan kan man blive bedre til at læse, skrive eller omgås andre mennesker, hvis man ikke øver sig,” spørger Leo Komischke-Konnerup, som dog skelner mellem den mekaniske, dressuragtige gentagelse, som kan ligge i indlæring af en konkret færdighed, og den forståelse af gentagelsen som et menneskeligt frihedsrum, en menneskets mulighed for at blive og forblive nærværende i det nærværende, som Søren Kierkegaard beskriver i bogen ”Gjentagelsen”.
Et centralt ord i de seneste års skoledebat er inklusion. Det vil sige ambitionen om, at folkeskolen skal kunne rumme flere, eventuelt med ekstra støtte, så der ikke er brug for specialtilbud til så mange elever. Her mener Leo Komischke-Konnerup, at hans ph.d.-afhandling rummer nogle brugbare indsigter.
”Jeg slutter min konklusion af med tre opfordringer til gentagelser i skolen. Men det er ikke opfordringer, som man bare kan bede den enkelte lærer eller pædagog indføre. Det er større politiske spørgsmål, som må debatteres offentligt og videnskabeligt, som blandt andet handler om at gentænke begrebet socialpædagogisk praksis,” forklarer Leo Komischke-Konnerup.
De tre opfordringer er: At skolelivet ikke bare skal ses som en forberedelse til et senere liv, men også et liv, der udfolder og gentager sig her og nu. At gentagelse i undervisningen ikke ses som stilstand og tomgang, men som ”elevernes øvende omgang med verden, dens mennesker og dens ting”. Og at socialpædagogik ikke ses som særlig hjælp til dem, livet er gået særlig galt for, men ”en praksis, der indfører og opfordrer til deltagelse og medvirken i menneskelivets forskellige fællesskaber.”
”Måske er det på tide, at vi begynder at diskutere, hvordan vi undgår at se individuelt på nogle elever som ’insklusionsbørn’ og i stedet får socialpædagogik ind i skolens fællesskab. Hvis ikke det lykkes, vil skolen fortsat skabe et antal elever, som oplever, at de ikke hører til, og at de ikke kan lære,” siger Leo Komischke-Konnerup.