Forsker: Jeg vil ikke være en gammel sur mand, der latterliggør identitetspolitikken

Forsker i politisk teori Malte Frøslee Ibsen mener, at latterliggørelse er blevet en automatreaktion, når samtalen falder på identitetspolitik. Det er problematisk, for vi risikerer som samfund at affeje nogle retfærdige krav om ligebehandling, mener han

Malte Frøslee Ibsen vil ”helst ikke” lyde som en sur, gammel, hvid, privilegeret mand. Det slår han – i forskellige vendinger – fast flere gange i løbet af vores interview.

Spørgsmålet er, hvad Malte Frøslee Ibsen, der er postdoc i politisk teori på institut for statskundskab ved Københavns Universitet, venstreorienteret og forfatter, så vil lyde som?

Denne eftermiddag, på en café ved Den Røde Plads i København, er det, som om han endnu ikke er helt afklaret i sin stillingtagen til den allestedsnærværende identitetspolitik, der de seneste år har tvunget offentligheden til at forholde sig til alt fra ”diskriminerende” udklædningsfester på universiteterne til det faktum, at der er sket en stigning i antallet af børn, der skifter køn.

Debatten er den seneste måned blevet diskuteret af forskellige venstreorienterede meningsdannere i Kristeligt Dagblads spalter. SF’s politiske ordfører, Karsten Hønge, har sagt, at ”de identitetspolitiske krigere stiller sig i vejen for klassekampen med deres navlepilleri,” og i samme ombæring garanteret, at bevægelsen ”bliver en uendelig lang hovedpine for centrum-venstre, hvis ikke vi får trukket en streg i sandet”. Debattør Khaterah Parwani har kaldt bevægelsen for ”selviscenesættende” og ligeledes beskyldt den for at fjerne fokus fra diskussionen om økonomisk ulighed.

Malte Frøslee Ibsen forstår på den ene side godt kritikken. Han synes også, at nogle af de identitetspolitiske gruppers krav om, at eksempelvis biologiske mænd konsekvent skal omtale sig selv som ”ciskønnet”, hvis de føler sig som biologiske mænd, er absurd. Han kommer i hvert fald ”aldrig nogensinde” til selv at titulere sig sådan, siger han.

Når det er sagt, så mener forskeren, at de prominente stemmer på venstrefløjens konsekvente afstandstagen er et udtryk for en ”latterliggørelsesrus”, der ikke tidligere har været kendetegnende for netop venstrefløjen.

”Dynamikken i den offentlige debat om identitetspolitik vidner om, at der opstået en form for latterliggørelsesrus. Den måde at forholde sig til diskussionen på kan jeg godt blive bange for – også selvom jeg synes, at nogle krav er for meget. Jeg kan godt frygte, at latterliggørelsen betyder, at vi i sidste ende affejer en masse legitime krav om ligestilling for i stedet at rette en hård kritik tilbage mod dem, der har stillet kravene.”

”Det er også derfor, jeg for alt i verden forsøger ikke at falde i en eller anden sur-gammel-mand-retorik, hvor jeg partout forkaster alle idéer og krav, som ungdommen kommer med. Det er en faldgrube, og det er en åndssvag position.”

”Jeg vil gerne slå fast, at jeg aldrig kommer til at opleve det som et problem for venstrefløjen, at folk gør modstand over den uretfærdighed, de oplever. Faktisk vil jeg hellere have mere end mindre modstand. Set ud fra et venstreorienteret synspunkt vil manglende modstand over for den uretfærdighed eller ufrihed, man oplever, altid være et større problem end for meget modstand.”

”Faktisk har det i lang tid været et problem, at ungdommen ikke har stillet nok krav efter murens fald. Det har ændret sig med klimakampen og den identitetspolitiske kamp. Dermed ikke sagt, at jeg er enig i alle de identitetspolitiske krav, der bliver stillet – min pointe er, at vi bør diskutere identitetspolitik i stedet for at affeje det.”

Af samme grund vil Malte Frøslee Ibsen ikke høre tale om, at identitetspolitikken ikke kan sameksistere med klassekampen. De to har sameksisteret i årtier. Og den nuværende identitetspolitik står derfor solidt på skuldrende af hundrede års kamp for blandt andet sorte og homoseksuelles rettigheder – og ikke mindst på skuldrene af ungdomsoprørets opgør med kernefamilien og patriarkatet.

”Dybest set er kernen i identitetsdebatten i dag den samme, som har kendetegnet venstrefløjsprojektet historisk. Det handler om at kritisere det borgerlige samfunds institutioner og pointere, at de ikke lever op til det ideal om frihed og lighed, som de påkalder sig. Det handler om at kæmpe for, at alle har de samme rettigheder,” siger han og holde en tænkepause, før han fortsætter sit ræsonnement:

”Forskellen til i dag er, at de moralske fremskridt, der er sket i forhold til eksempelvis kvinders og homoseksuelles rettigheder, har betydet, at nogle af de grupper af borgere, der oplever uretfærdighed og ufrihed i forhold til deres identitet, er blevet mindre. Altså i antal.”

”For det betyder ikke, at eksempelvis transkønnede er mindre sårbare end homoseksuelle og kvinder var engang. Det er også derfor, at vi skal stoppe med at bære brænde til latterliggørelsens bål. For vi ender med at latterliggøre nogle ekstremt sårbare mennesker – og konsekvensen bliver, at vi i virkeligheden styrker den uretfærdighed, de i forvejen oplever.”

Det afgørende bliver, hvordan man forener de to fløje, mener Malte Frøslee Ibsen. For på den ene side beskylder gruppen af identitetspolitiske unge de ældre venstreorienterede for at være ”privilegieblinde” og reaktionære, mens de ældre venstreorienterede på den anden side beskylder de unge for at være forkælede, navlepillende og ikke mindst for at fjerne fokus fra den traditionelle arbejder- og klassekamp.

Som enhver anden diplomat i en fastlåst konflikt mener han, at begge fløje gør bedst i at kigge indad.

”Den identitetspolitiske fløj bliver nødt til at erkende, at man ikke kan forvalte mange hundrede år kolonihistorie og undertrykkelsesforhold mellem sorte og hvide og kvinder og mænd ved i dag at opstille nogle meget penible regler om, hvordan folk skal opføre sig på for eksempel et dansegulv,” siger han med henvisning til en fest i Folkets Hus i København, hvor hvide unge blev bedt om at tænke over deres repræsentation på dansegulvet.

”Denne moralisme er en misforstået måde at føre politisk aktivisme på. For ved at moralisere undergraver man sin egen sag og gør det let for sine modstandere at udstille og latterliggøre. Derved gør man ikke alene sig selv en bjørnetjeneste – man gør for eksempel også de transkønnede, der oplever reel uretfærdighed, en bjørnetjeneste.”

”På den anden side bør samfundet forsøge at være mere velmenende over for de identitetspolitiske krav, der bliver stillet og forsøge at rekonstruere pointen bag kravene. Vi skal så at sige vende debatten om og finde frem til, at det ikke er selve kampen for transkønnedes rettigheder, der ikke er plads til, men måden, hvorpå nogle fremsætter deres krav for at opnå rettigheder. Venstrefløjen skal kunne adskille de to ting.”

Hvad sker der, hvis det mislykkes for venstrefløjen at bygge bro mellem de identitetspolitiske strømninger og den klassiske klassekamp?

”Hvis det sker, så ender det med en splittelse. Det ender med splittelse på en i forvejen sønderskudt europæisk venstrefløj. Derfor skal venstrefløjen lykkes med at finde et fællessprog, hvor man kan forholde sig til de identitetspolitiske uden at gøre grin med dem. Der findes intet alternativ. Hvis ikke der er plads til at kæmpe for transkønnedes rettigheder, bliver venstrefløjen reaktionær,” siger Malte Frøslee Ibsen.