Grønland har været så vant til tilrejsende hjælpere de seneste 200 år. Men vi må ikke gentage historien ved kun at flyve psykologer, antropologer og socialrådgivere ind, når Danmark bevilger ekstra penge til en række tiltag, der skal forebygge seksuelt misbrug og hjælpe ofrene. Problemerne bør i høj grad løses lokalt med hjælp fra de mange ressourcestærke borgere, der findes i Grønland.
Sådan lyder udmeldingen fra psykolog Peter Berliner, der leder det nyoprettede Center for Børne-, Ungdoms- og Familieforskning på Grønlands Universitet i Nuuk og i en årrække har arbejdet som psykolog i både Grønland og i flere lande i Den Tredje Verden. Synspunktet bakkes op af Sara Olsvig, tidligere grønlandsk socialminister for det socialistiske Inuit Ataqatigiit og i dag programchef for Unicef Danmarks arbejde i Grønland, samt fra psykolog Heidi Lindholm, der er næstformand i Foreningen Grønlandske Børn.
Mange års debat om seksuelle overgreb mod grønlandske børn er blevet aktualiseret, fordi en ny politirapport fra den østgrønlandske by Tasiilaq har afsløret 191 anmeldelser om seksuelt misbrug af børn i byen med knap 3000 indbyggere fra 2014 til 2018.
”Der er en tendens til at psykologisere overgreb mod børn, men når vi ved, at mindst 30 procent af pigerne og 13 procent af drengene i Grønland har været udsat for seksuelle overgreb, så kan vi ikke kun satse på individuel traumebehandling. I international forskning er der tung evidens for, at det, der hjælper ofre for overgreb, er behandling kombineret med fællesskaber, uddannelse, meningsfuld beskæftigelse og sociale relationer i lokalsamfundet,” siger Peter Berliner, der selv er født i Tasiilaq.
Han henviser til, at disse metoder er blevet brugt med succes i forhold til udadreagerende drenge i Nuuk. I en anden by, Paamiut i Vestgrønland, er det lykkedes at sænke vold og husspektakler markant gennem en målrettet indsats for at styrke lokalsamfundet.
Sara Olsvig peger også på, at de omfattende problemer med seksuelt misbrug i Grønland kun kan løses, hvis det lykkes at mobilisere de gode kræfter lokalt.
”Det er en alvorlig og kritisk situation i Tasiilaq. Jeg kan være bekymret for, om situationen er lige så alvorlig i andre grønlandske samfund, hvor vi ikke har tallene. Men vi er samtidig også nødt til at passe på ikke at skære alle over en kam. Der er for eksempel et fantastisk ungdomskulturhus i Tasiilaq, som er et helle for byens unge i hverdagen. Mange børn og voksne i byen ønsker at være en positiv kraft i lokalsamfundet, som skaber håb,” siger Sara Olsvig.
Peter Berliner peger på, at Grønland er et meget sammensat samfund, præget af både kreativitet og armod.
”På den ene side er Grønland et samfund med meget ressourcestærke mennesker og kunstnere, der tager til USA og Berlin og lever i en meget global verden. På den anden side lever mennesker i yderkanten under helt andre vilkår, hvor de sociale udfordringer hober sig op,” siger Peter Berliner.
Den meget høje forekomst af seksuelle overgreb er ifølge Peter Berliner udtryk for et komplekst mønster af sociale og psykologiske faktorer. Faktorer, som også ses blandt inuitter i Canada og blandt oprindelige folk i Australien, men også i lande som Mexico og Sydafrika.
”Det handler om ulighed og fattigdom, men vi må også tænke kolonitiden med. Der er skabt et psykologisk klima i Grønland, hvor mange grønlændere føler sig undertrykte og mindreværdige. Der er en kæmpe ulighed og en stor afstand mellem overklasse og underklasse,” siger Peter Berliner.
Heidi Lindholm fra foreningen Grønlandske Børn peger på, at de seksuelle overgreb i Grønland hænger tæt sammen med andre former for mistrivsel og derfor ikke kan isoleres fra andre sociale problemer.
”Samtidig overføres overgreb i mange tilfælde fra generation til generation. Personer, der har været udsat for seksuelle overgreb, kan være i en risiko for selv at blive krænkere. Der er i Grønland en tavshedskultur, hvor vi fortier ting alene for at beskytte fællesskabet, hvilket derfor også bliver tilfældet med seksuelle overgreb. I en så lille befolkning som den grønlandske er mange desuden beslægtede. Men i forhold til seksuelle overgreb er vi nødt til at bryde tavsheden, for overgrebene ødelægger fællesskabet,” siger Heidi Lindholm.
Sara Olsvig henviser til, at kolonitiden har efterladt mange grønlændere med en følelse af ikke at være ligeværdige i forhold til danskere.
”Ser man på Grønlands historie, så er der en lang række ting, som ikke har været udtryk for ligeværdighed,” siger Sara Olsvig og henviser til for eksempel loven om juridisk faderløse.
Den betød, at børn født uden for ægteskab frem til 1963, og i Øst- og Nordgrønland frem til 1974, ikke havde ret til at kende deres biologiske far. De, der blev ramt af loven, fik først den ret ved lov i 2014.
”Det er ikke for at sige, at Danmark har skylden for de seksuelle overgreb. Men det hører med til billedet af de sociale problemer, at der er en historisk kontekst, som har haft betydning og kan skabe en følelse af at være undertrykt og ikke ligeværdig. Man ser det samme blandt andre oprindelige folk,” siger Sara Olsvig.
Peter Berliner har holdt mange workshops i Grønland, og han møder mange unge, der tager stærkt afstand fra de seksuelle overgreb.
”Der er mange politikere og beslutningstagere, der gerne vil gøre noget, men der er i mange år sket for lidt fra politisk hold, og også i civilsamfundet. Måske skyldes det, at mange institutioner i Grønland er kopieret fra Danmark. Den tendens er kommet i modstrid til en mere tydelig civilsamfundsstruktur, der kunne have givet den grønlandske befolkning større ansvar for udviklingen,” siger Peter Berliner.
Heidi Lindholm fra Foreningen Grønlandske Børn fremhæver, at problemerne med seksuelt misbrug i Grønland er så omfattende, at det vil tage mange år at løse.
”Problemerne er meget store. Men de senere år har Grønlands Selvstyre og kommunerne lavet vigtige tiltag,” siger Heidi Lindholm, som er en af de 10 grønlandske psykologer, der er med i det særlige rejsehold, som hjælper ofre for seksuelle overgreb. Rejseholdet har besøgt de fleste grønlandske byer, og initiativet har vundet stor anerkendelse.
”Man gør noget, og der er en nedgang i antallet af seksuelle overgreb. Men man er ikke kommet langt nok i forhold til at tage hånd om pårørende og i forhold til at stoppe dem, der begår de seksuelle overgreb,” siger Heidi Lindholm.