Prøv avisen

Forsker: TV 2 skylder en forklaring

TV 2's retræte i historien om PET og Henrik Sass Larsen giver ikke mening, siger lektor i journalistik

TV 2 Nyhederne skylder seerne en ordentlig forklaring på, hvorfor man har måttet trække den stort opsatte historie om PET's påståede overvågning af Henrik Sass Larsen tilbage.

Det mener lektor og leder af journalistuddannelsen på RUC, Mark Ørsten, som forsker i politiske skandaler.

- TV 2 burde gå ud og give os en fornuftig forklaring på, hvad der er sket, siger han til Ritzau.

Han finder det mistænkeligt, at tv-stationen valgte at strække våben, fordi PET afviste historien.

- Hvis PET havde gjort noget, som ikke var helt "rent mel i posen", så kunne vi ikke forvente, at de ville være de første til at indrømme det, påpeger Mark Ørsten.

TV 2 Nyhederne bragte torsdag aften historien om, at PET, Politiets Efterretningstjeneste, skulle have overvåget og telefonaflyttet socialdemokraten Henrik Sass Larsen.

Fredag morgen afviste PET historien, og det fik TV 2 til at trække den tilbage.

Men Mark Ørsten forstår ikke TV 2's beslutning ud fra de offentliggjorte oplysninger.

- TV 2 kunne ikke rigtig have forventet andet, end at PET ville være sure, konstaterer Mark Ørsten.

- De kunne ikke forvente, at PET ville bekræfte historien, for så ville TV 2 ikke have haft brug for anonyme kilder. Og derfor virker det mærkeligt, at man vælger at trække historien, når PET siger, den ikke passer, tilføjer han.

Ifølge Mark Ørsten blotter TV 2 sig for konspirationsteorier med den usammenhængende forklaring.

- Derfor mister TV 2 også gevaldig meget troværdighed ved den her affære, påpeger han og argumenterer:

- Det er legitimt nok at sige, at "kilderne har trukket sig", eller vi fejlbedømte vores kilder". Så kan man så give dem ballade for det, påpeger han.