Prøv avisen

Forsker: Vi har brug for øjenvidnerne for at forstå holocaust

Tove Udsholt er et af de såkaldt "glemte børn", som af sikkerhedshensyn blev ladt tilbage i Danmark, mens forældrene drog på flugt. Foto: Privatfoto

Blandt de danske jøder, der måtte flygte fra jødeforfølgelserne i oktober 1943, var en del børn. Deres skildringer er særdeles vigtige for yngre generationers forståelse af holocaust i dag, påpeger forsker

De var høje og lave, unge og ældre, lyshårede og mørkhårede, mænd og kvinder blandt de danske jøder, der i oktober 1943 så sig nødsaget til at flygte med deres familier til Sverige. Der var også børn, og det er den ældre udgave af dem, man i dag må opspore, hvis man vil høre øjenvidneskildringer fra de dage, hvor jødeforfølgelserne begyndte i Danmark.

Til hjemmesiden folkedrab.dk, der drives af Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, blev der i 2013-15 lavet en række kortfilm med ældre mænd og kvinder, som husker tilbage på flugten til Sverige. Filmene er først og fremmest lavet, fordi øjenvidneskildringer har stor betydning for, hvordan yngre generationer kan forstå en historisk hændelse, siger Cecilia Felicia Stokholm Banke, der er seniorforsker ved DIIS.

”Den overleverede menneskelige erfaring er særdeles vigtig for vores forståelse og indsigt i en historisk hændelse. Man kan altid diskutere om det er sandfærdig og korrekt historieformidling, for erindringen former sig over tid, og man genfortæller altid noget fra det sted, man står i livet. Men tænker man på historieformidling som noget, der også skal skabe sammenhæng mellem generationer, så giver det rigtig god mening. Børnenes historier rummer nogle meget dagligdags elementer, og det skaber en identifikation. Det bliver menneskeligt og ikke abstrakt og abnormt,” siger hun.

Og det er faktisk særligt vigtigt i forhold til hændelsen Holocaust, hvis virkelighed i dag ligger fjernt for mange.

”Hvis man bare ser på fakta omkring Holocaust i dag, kan det let have sådan en ’det kan ikke være rigtigt’-effekt på os i dag. Holocaust kan virke så abnormt, at det næsten ikke er noget, vi kan tro på, men øjenvidnernes fortælling hiver det ned på jorden. Og det er også noget af det, historien skal, at få os til at forstå omfanget af fortiden, for at vi kan tackle det, der måtte komme i fremtiden.”

Vidnerne forsvinder af naturlige grunde. Men det er samtidig først i løbet af de to seneste årtier, at åbenheden omkring den for mange traumatiske flugt har indfundet sig, påpeger Cecilia Felicia Stokholm Banke.

”Mange af de børn, der flygtede har ikke talt om dette, og især i den umiddelbare efterkrigstid er det blevet fortrængt. Men i løbet af de seneste 10-20 år er tavsheden blevet brudt og vi ser langt flere og forskelligartede historier komme frem i lyset, både fra de børn, som kom afsted og dem, der måtte blive i Danmark uden deres forældre.”

Herunder kan du læse tre af disse børns historier:

Hanna Skop var 11 år i oktober 1943, og hun fortæller, at hendes familie, som først var flygtet fra Tyskland til Danmark i 1939, blev splittet ad under flugten videre til Sverige og hun selv indlogeret hos en skolekammerat.

”En dag, jeg kommer hjem fra skole, hører jeg mine forældre diskutere bag lukkede døre, og vi vidste, der var et eller andet på tapetet. Da de er færdige med den diskussion, går min mor. Da hun kommer tilbage, siger hun: Pak din skoletaske, dine undertrøjer, du skal have et ekstra sæt strømper med. Og så skal du være hos tove. Til min far siger hun: ’Moren vil gerne huse Hanna, det var lidt sværere med faren, men ham fik jeg overtalt.’ Det var en underlig følelse at gå derover med, men jeg gjorde som der blev sagt. Tove boede to numre fra os, de stillede en ekstra seng op i deres soveværelse. En dag kommer hun (Tove, red.) hjem og siger, at de øvrige legekammerater i nabogården har spurgt efter mig. Toves mor siger til mig: ’Du må endelig ikke kigge ud af vinduet for det kan være farligt, de vil gerne vide, hvor du er henne.’ Det ramte mig virkelig i hjertekulen. Så fik jeg virkelig dårlig samvittighed, for så vidste jeg jo, jeg havde bragt deres liv i fare.”

Siden blev Hanna Skop hentet af en ukendt dame og genforenet med sin lillebror hos en lærerfamilie i Hedehusene. Søskendeparret blev sat på et tog til Holbæk, hvor de skulle mødes med familien for at sejle til Sverige. Men da de kom til Holbæk manglede et familiemedlem:

”Da vi kommer til havnen ser vi min storebror og min mor. Det bliver ikke noget stormende gensyn, som man måske ville have gjort i en hverdagssituation. På en eller anden måde har vi været meget opsat på at holde skansen. Jeg spørger jo mig selv: Hvor er min far henne? Men jeg spørger ikke.”

I havnen blev familien ført på et skib, men eftersom de flygtede sent i oktober og de kendte flugtruter derfor var afsløret, måtte skibet sejle en omvej, fortæller Hanna Skop.

”Vi sejlede og vi sejlede og vi sejlede. Det var en meget lang nat. Vi landede i Höganäs ved syvtiden, og på kajen, der står min far. Og han altså stået der i 14 dage, hver morgen. Gensynet med min far var bevæget, jeg vil sige det sådan.”

Leon Elkan, der netop var fyldt 11 år i oktober 1943 fortæller, at hans far ønskede at familien skulle flygte til Sverige på forskellige skibe, mens moderen modsatte sig og ønskede at få hendes slægtninge med. Det blev efter faderens ønske.

”Vi gik fra lejligheden med ekstra tøj på, uden kuffert (...). Vi tog S-toget og skiftede i Holbæk til et andet tog og endte i Havnsø ved Sjællands Odde hvor der var såkaldt flygtningeopsamlingssted. (...) Der blev vi etableret, så vi kunne sove i deres tomme sommerhuse. Jeg glemmer ikke en nat, hvor min far fortalte mig, at over min mors dyne, kravlede der en mus. Jeg tror ikke, hun ville have været så glad, hvis hun havde opdaget det.”

”Om aftenen næste dag kom privatbiler og hentede os. Der observerede jeg at på venstre side af strandvejen stod en mand med en avis under armen. Så tænkte jeg, hvorfor skal han stå der? Det viste sig, at det var tegn til, at bilen skulle køre til højre ind i et budskads eller en tykning, hvor man havde skåret træerne væk, så bilen komme til højre ned til vandet, hvor der lå en robåd. I robåden sejlede man ud til en fiskekutter. Der var ikke nogen havn. Vi gemte os i lasten, så mange vi kunne. Vi kunne ikke se noget, men vi kunne mærke, at vi nåede den svenske kyst, for vi følte, at lugerne blev åbnet. Det viste sig, der lå en svensk krydser, som tog os op og så vi kunne komme med den til Sverige. Vi bad ham vente, for vi vidste, at der kom en kutter til, hvor min far var med. Min far fortalte så, at i hans kutter sker der det, at de opdager den svenske krydser ligge i havet. Da de ser skibet, tror de, det er en tysker og begynder at sejle tilbage mod Danmark. Men så bad vi kaptajnen sætte projektør på det svenske flag og så indhentede vi min fars kutter, så de også blev reddet.”

Tove Udsholt er født i København i 1940 af en jødisk mor og kristen far og fortæller, at hun var tre år i efteråret 1943.

”Oppe hos min mor og far kom en besked ind ad brevsprækken, at hun skulle flygte med mig. Jeg var et jødisk barn, men min far, der var kristen, han skulle blive hjemme og beholde sit arbejde som sporvognskonduktør. Der stod også på sedlen, at hun skulle tage alle sine smykker og penge med, for det kostede at flygte. Men de havde hverken smykker eller penge og hun havde heller ingen kuffert for de rejste jo aldrig. Så hun pakkede et uldent tæppe med en hovedpude og en bamse, lidt tøj til mig og lidt tøj til sig selv og tog mig i hånden.”

Tove kom sammen med sin mor til Gilleleje og blev indlogeret på et høloft. Her kastede en barnløs, lokal fisker, Svend, og hans kone Ketty deres kærlighed på hende:

”Han kaldte mig Prinsesse Tove, for jeg havde sådan en lille prinsessekrølle på toppen af hovedet. Det skulle man have, fortalte min mor, for vi skulle alle sammen ligne Prinsesse Margrethe, der også var blevet født i 1940.”

Da dagen for flugten kom, bad fiskeren om han ikke måtte tage Tove i pleje. Toves mor indvilligede og flygtede selv mod en uvis skæbne i Sverige.

”Hun har fortalt mig, at det eneste, hun sagde til Svend, var: ’Jeg skal have mit barn tilbage, når krigen er slut.’ Og så sagde Svend: ’Det lover jeg.’ Og så sagde hun: ’I må endelig ikke opsøge hendes far, det er alt for farligt, han er i København. (...) Og så kom jeg ind i det hus, som skulle blive mit hjem.”

”Ketty og Svend kaldte jeg for mor og far: Men jeg også huske, jeg har spurgt; ’Hvor er min mor?’ Og de pegede over på kystlinjen: ’Derovre er din mor, for der er nogle mennesker med grønt tøj, der er efter hende.’”

Hanna Skop fotograferet under krigen og i 2013. Hendes familie var først flygtet fra Tyskland til Danmark, inden de i 1943 måtte videre til Sverige. Foto: Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS
Leon Elkans familie flygtede fra Sjællands Odde i oktober 1943. Han husker blandt andet, at en mand med avis under armen hjalp til ved flugten. Foto: Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS
Tove Udsholt er et af de såkaldt "gemte børn", som af sikkerhedshensyn blev ladt tilbage i Danmark, mens forældrene drog på flugt. Foto: Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS