Jakob Demant, du har været med til at lave en ny undersøgelse af unges kriminalitet på internettet. Hvad er efter din opfattelse den væsentligste konklusion i undersøgelsen?
Et af de væsentlige resultater er, at vi ikke skal skelne så meget mellem offline og online-kriminalitet. De to ting fletter sig ind i hinanden, og det er først og fremmest unge, der i forvejen begår lovovertrædelser, som udfører kriminalitet på internettet. Vi kan også se, at der er et klart overlap mellem at være udsat for kriminalitet både offline og online og selv at begå kriminalitet. Analysen viser samtidig, at de unge hackere typisk har nogle tekniske kvalifikationer. Men ellers er der ikke meget af internetkriminaliteten, der er særlig teknisk. Langt de fleste bruger fuldstændig hverdagslignende ting som sociale medier, internetsøgninger, mobile pay og i et eller andet omfang de såkaldte kryptomarkeder til at begå ulovligheder.
Hvem er de typiske unge, der begår ulovligheder på internettet?
Vores materiale viser, at der er en gruppe af niendeklasses drenge, som blandt andet deler billeder. Desuden er der en tungere gruppe, der laver flere alvorligere ting som at handle med stoffer på internettet, hacke, eller de begår økonomisk kriminalitet ved at svindle på nettet og har en mere tydelig kriminel orientering. Den første gruppe af de såkaldte niende klasses drenge bliver eksponeret for en række muligheder for at begå digital kriminalitet. Men de har også nemmere ved at stoppe med at begå ulovligheder end de unge, der involveres i kriminalitet på gaden. Det skyldes, at det sociale netværk ikke på samme måde hænger sammen med kriminalitet, når man begår ulovligheder på nettet. Det er en udbredt antagelse, at kriminalitet ofte hænger sammen med lav selvkontrol. Vi kan se, at manglende selvkontrol ikke spiller helt den samme rolle blandt de, der begår lovovertrædelser online.
Hvordan skal samfundet forebygge ungdomskriminalitet på internettet?
Vi har set 1000 unge blive sigtet for ulovlig billeddeling, og i den sag har mange af de sigtede haft svært ved at skelne mellem, hvad der er rigtigt og forkert. På den måde er der en tydelig signalværdi i politiets sigtelser. Men vi skal passe på med udelukkende at kriminalisere den gruppe unge. Det er vigtigt, at vi får udviklet en mere kvalificeret forebyggende indsats. Flertallet af de unge sender ikke ulovlige billeder videre, men der er også en gruppe, som ikke kan håndtere at få tilsendt et billede. Der er ikke noget i forskningen, der tyder på, at medieinformationskampagner virker for den gruppe. Derimod skal vi blive langt bedre til at spotte de unge, der er i risiko for at overtræde reglerne og klæde dem på for eksempel via samtaler med voksne, individuelle korte kurser og digitale værktøjer til adfærd på nettet.
Alle taler om forældrenes ansvar. Hvad skal forældrene stille op?
Hvis forældrene skal hjælpe de unge, skal have en præcis forståelse af, hvad der foregår, når de unge er på nettet. Det er ikke et spørgsmål om, hvor meget tid, de unge er på nettet, for det er de næsten konstant, men hvordan de bruger det. Vi har behov for projekter, der kan hjælpe forældrene med at finde ud af, hvordan de skal agere. Her må vi skele til internationale, forskningsbaserede erfaringer.
Vi er i en situation, der kan sammenlignes med forældres holdning til deres børns brug af rusmidler for 15 år siden. Dengang var forældre mere eller mindre fraværende i forhold til at tale rusmidler med deres børn. Men i dag ser vi, at de er blevet mere engagerede, i hvert fald så længe deres børn er i folkeskolen. Noget tilsvarende burde ske i forhold til børn og unges brug af nettet.