Forskere i ny artikel: Etisk kontrol med aktiv dødshjælp i Belgien virker ikke

Belgien tillod som et af de første lande i verden aktiv dødshjælp. Men forskere peger nu på, at den etiske kontrol er mangelfuld, hvilket over årene har åbnet for en langt bredere fortolkning af loven. Det bør mane til eftertanke i Danmark, hvor et stort flertal ønsker aktiv dødshjælp, lyder det fra formanden for Det Etiske Råd

Tre forskere fra universitetshospitalet i Gent har netop har udgivet en videnskabelig artikel i tidskriftet The Journal of Medicine and Philosophy og den potentielle etiske glidebane for aktiv dødshjælp. Formanden for Det Etiske Råd herhjemme, Anne-Marie Axø Gerdes, har læst forskernes artikel og kalder den ”foruroligende”. (Arkivfoto). Foto: Tommy Kofoed/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix

Det bliver ofte anført, at man risikerer en etisk glidebane ved at tillade aktiv dødshjælp. Noget kunne da også tyde på, at det er sket i Belgien.

Det mener i hvert fald tre forskere fra universitetshospitalet i Gent, som netop har udgivet en videnskabelig artikel i tidskriftet The Journal of Medicine and Philosophy. Her argumenterer de for, at fortolkningen og den praktiske anvendelse af loven har udvidet sig drastisk, siden Belgien i 2002 fulgte Hollands eksempel og som det blot andet land i verden afkriminaliserede aktiv dødshjælp.

Det har ifølge Kasper Raus, artiklens hovedskribent og professor i filosofi ved Gent Universitet, blandt andet fået lov at ske, fordi befolkningens opbakning til aktiv dødshjælp i landet er så stor, som den er.

”Den har altid været stor i Belgien, og det er en af grundene til, at ændringen i fortolkningen af loven har kunnet foregå,” skriver han i en mail til Kristeligt Dagblad.

Forskerne peger i artiklen på tre problemer med lovens nuværende anvendelse. For det første bliver den brugt til at give aktiv dødshjælp til patienter, der allermest bare er ”trætte af livet”. Det er egentligt ikke tilladt, men læger kan omgå reglen ved i stedet at diagnosticere en patient med en række kroniske såkaldt geriatriske lidelser – sygdomme som næsten alle ældre mennesker med tiden kommer til at lide af.

For det andet er den obligatoriske vurdering fra en eller to andre læger, som en læge skal konsultere, før han kan give en patient ret til aktiv dødshjælp, ikke bindende. Den endelige beslutning ligger hos patientens behandlende læge, der kan vælge at se bort fra vurderingen, også hvis en anden læge er uenig i beslutningen.

”Idéen, der ligger til grund for, at anbefalingen ikke er bindende, er, at aktiv dødshjælp er en aftale mellem patienten og dennes læge,” forklarer Kasper Raus i sit mailsvar til Kristeligt Dagblad.

Sådan er loven hele tiden blevet fortolket, men det blev yderlige slået fast af landets forfatningsdomstol i 2015. Her lød vurderingen, at det er for invaderende på forholdet mellem læge og patient, hvis vurderingen fra en tredje- og eventuel fjerdepart gøres bindende, skriver han i mailen.

”At det giver de behandlende læger frie tøjler, er nok at formulere det lidt hårdt, men de har juridisk ret til at se bort fra andre lægers vurdering,” lyder det i mailen.

Det tredje problem, som forskerne påpeger, er, at landets kontrollerende organ, Den Føderale Kommission for Kontrol og Evaluering af Aktiv Dødshjælp, mere eller mindre kan fortolke lovens ord, som den vil. Det betyder ifølge forskerne, at sager, der potentielt er problematiske, aldrig bliver rejst, fordi kommissionen ikke sender dem videre til retssystemet.

”Fordi der kun har været én stor retssag, er de kriterier, der ifølge loven skal være opfyldt, ikke blevet ordentligt gennemgået juridisk, og læger og kommissionen har derfor kunnet fortolke begreber som ’uhelbredelig’ og ’ubærlig’ på nye måder. Det skifte er sket uden offentlig debat eller gennemsigtighed,” lyder det fra Kasper Raus.

Formanden for Det Etiske Råd herhjemme, Anne-Marie Axø Gerdes, har læst forskernes artikel og kalder den ”foruroligende”. Hun hæfter sig især ved, at en læge kan se bort fra andre lægers vurderinger.

”Deres måde at føre kontrol virker helt utilstrækkelig, når den behandlende læge kan beslutte det alene. Så kan man lige så godt afskaffe reglen om, at der skal konsulteres en anden læge,” siger hun og peger også på, at den kommission, der skulle føre kontrol med loven, ifølge artiklen mest af alt minder om et ”broderskab, hvor man beskytter sig selv og hinanden”.

Også i Danmark ønsker et stort flertal af befolkningen aktiv dødshjælp legaliseret. I en undersøgelse, som YouGov lavede for Kristeligt Dagblad i 2017, svarede 72 procent af de adspurgte nej til spørgsmålet om, hvorvidt Danmark bør fastholde et forbud mod aktiv dødshjælp. Kun 11 procent svarede ja, mens 17 procent svarede ved ikke.

Anne-Marie Axø Gerdes frygter, at en eventuel legalisering herhjemme ligeledes vil betyde begyndelsen på en etisk glidebane. Også i Holland har man henad vejen udvidet, hvem der har ret til aktiv dødshjælp, fortæller hun.

”Man begynder med de meget voldsomme tilfælde, og så begynder det at skride, efterhånden som man vænner sig til, at det er en mulighed. Det er et område, der er svært at regulere, fordi der hele tiden opstår grænsetilfælde,” siger hun.

Ifølge Anne-Marie Axø Gerdes er aktiv dødshjælp en hurtig løsning på et komplekst problem, og hun mener, at debatten om for eller imod herhjemme mangler nuancer. Hun tror, at den store opbakning også handler om, at mange ikke ved, hvilke muligheder man har ved slutningen af livet.

”Jeg ville ønske, at befolkningen vidste mere om, hvor gode muligheder for palliation vi faktisk har herhjemme,” siger hun.

Det Etiske Råd vil i løbet af i år diskutere deres holdning til assisteret selvmord, som ifølge Anne-Marie Axø Gerdes er en mere kompleks diskussion end blot at være for eller imod aktiv dødshjælp.